Hvis du har kommentarer så skriv til IAS@KM.DK Ilse Ammentorp Sand

Prædiken til Påskedag 2000. “Påskens engle” er navnet på en fortælling af Bob Hartmann. I den fortælling hører vi, hvordan skytsenglen “kandriel” sidder ovenpå Jesu grav sammen med en lille grå skygge af en engel - dødens engel, hvis navn er ødelæggeren. Det er midt om natten. De har fået en opgave, men de ved endnu ikke, hvad den går ud på. Ikke andet, end at de skal blive siddende og vente indtil det bliver morgen og de ser to kvinder komme ud til graven. De to kvinder er et tegn og når englene ser det tegn, må de læse den ordre som gemmer sig i den papirrulle, som dødens engel har med sig.

De sidder altså der sammen i mørket. Kandriel, skytsenglen, som er stor og stærk og ved siden af ham ødelæggeren, som er lille kedelig og grå at se på. De taler om deres erhverv. Dødens engel lytter med tristhed og misundelse til, hvordan skytsenglen hele tiden bliver sat til at redde folk. Og hvordan han igen og igen møder glæde og taknemmelighed.

Dødens engel får kun triste opgaver. Han bliver hele tiden konfronteret med menneskers frygt, sorg og savn. Hans tristhed bliver endnu tættere, da de kommer til at tale om, hvordan han døde, ham, hvis grav de sidder på.

“Jeg så det ske, sagde skytsenglen Kandriel. Jeg så ham dø på korset. Jeg siger dig: Hele vores englehær var klar til at bryde igennem himmelen, banke soldaterne sønder og sammen og redde ham. Hive korset op, flå det lige op af jorden - det er, hvad vi gerne ville have gjort.

Men de ville ikke lade os gøre noget. De sagde, at signalet var nødt til at komme fra ham.

Og signalet kom aldrig.

Dødens engel vendte sig mod Kandriel. “jeg kiggede ikke” sagde han blidt. “jeg kunne ikke. Jeg har set alt for meget død allerede. Jeg er sikker på, han havde en grund. Det må han have haft. Men det gjorde det ikke spor lettere. Han led. Det ku’ man se. Men det var ikke det værste. Det værste var alle de farveller og al den sorg og længsel som var mærkbar overalt.

De to engle sidder der på Jesu grav indhyllede i triste tanker, da de pludselig får øje på kvinderne.

Det er signalet, sagde Kandriel. Det er tid til at læse vores ordrer. Og ordrerne lyder, at Kandriel skal rulle stenen væk. Luk hans grav op og vis verden, at han, som døde på korset nu er levende - for evigt fri af dødens bånd.

Dødens engel venter med gru på sin opgave, men den viser sig at være helt ny og anderledes. “Nogen er nødt til at fortælle kvinderne, at den, som de savner er i live” lyder det “og hvem er vel bedre til at dele denne nyhed med dem end en, der forstår deres tristhed og tab?”

Det tog knap nok et sekund. Kandriel smed ordren fra sig, sprang ned fra graven og rullede stenen bort. Dødens engel var lige bag ham, klatrede ind i graven efter ham. Den var tom. Graven var tom.

Da var det, at Kandriel så sin partner skifte udseende. Soldaterne sagde det var et jordskælv. De sagde, at de så et lynglimt. Men Kandriel vidste bedre, end som så. Den lyd, der gennembrød morgenstilheden, var en trist hvisken, der eksploderede i et råb af glæde. Og lyset, som lammede soldaterne, var en uhyggelig grå skygge, der med et blev til et hvidt lys.

“Han er her ikke. Han er opstanden. Han lever! råbte ødelæggeren til kvinderne.

Og dødens engel blev herefter for altid til livets engel.

Ja sådan slutter Bob Hartmanns påskefortælling. Død blev til liv. Smerte til glæde. En Forvandling, som vi kender fra vore egne liv.

På et tidspunkt i Bob Hartmanns fortælling, der hvor Kandriel fortæller om englehæren, der var parat, men intet tegn fik, der siger Ødelæggeren, at der må være en grund. Der må være en grund til, at tegnet udeblev.

Hvorfor var Jesu død nødvendig, kan man også spørge.

Der er forsøgt mange forklaringer.

Men jeg tror, vi er bedst tjent med at fastholde, at Jesu død og opstandelse er et mysterium, som vi aldrig nogensinde kommer til at trænge helt til bunds i. Vi må nøjes med, at få at vide, at død kan blive til liv.

Vi ved ikke hvorfor Jesus måtte dø og opstå og vi kender heller ikke svaret på spørgsmålet om menneskers lidelse. Vi ved ikke, hvorfor Gud ikke fjerner alt det, der gør ondt.

Vi kan selvfølgelig gætte og vi kan trøste hinanden med, at smerte udhuler glædens Kar. Smerte fordyber glædens kar, så der kan være desto mere glæde i det. Uden alle de sørgelige jobs, ville dødens engel ikke have følt så stor en glæde ved det sidste.

Vi kan forsøge at finde forklaringer og forsøge at forstå. En finder måske trøst i en forklaring en anden i en anden og så er det jo godt. Men vi kan også nøjes med at holde fast i, at Guds kærlighed er stor og at virkeligheden er langt større, end hvad et menneske kan fatte.

For der er en risiko ved, når vi med vore små hjerner forsøger at regne det hele ud. Risikoen er, at vi kommer til at mindske mysteriet og gøre Gud lille.

Fordelen ved at lade mysteriet være er, at så længe vi gør det, bevarer vi åbenheden. Der skal nok være en grund til det hele, men den kan sansynligvis slet ikke formuleres med menneskeord og ejheller forståes så længe, vi er her.

Men er vi åbne for påskens fortælling kan den for os være en kilde til håb. Når vi lever os dybt ind i historien, kan vi næstem mærke håbet gro indeni os selv. Så kan det være som om, noget gråt og trist forvandler sig til liv - også i os.

For påskemysteriet kan også ske i vore liv - ja hvad skulle vi ellers med det, hvis det kun var en begivenhed, der skete engang. Nej Mysteriet sker igen og igen.

Det sker når der opstår kontakt og varme et sted, hvor vi ellers troede , det var umuligt. Når frygt bliver til mod. Når Forsteninger opløser sig og blive til varme følelser. Når mure krakelerer og håbløshed bliver til håb.

Hver gang livfuldheden sejrer over det grå og triste er Guds egne mysteriekræfter med i det. Amen.

13-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email