Hvis du har kommentarer så skriv til susanne.fabritius@mail.dk Susanne Fabritius de Tengnagel

Prædiken til 2. påskedag – 1/4 -2002 – Køge Kirke Tekst: Johs. 20,1-18 Salmer: 195 – Kyrie/Gloria – 190 – 402 – 200/ 207 – 365 – 167,7-9 – 202

Mens det endnu var mørkt kom Maria Magdalene ud til graven

Mens det endnu var mørkt - dette udtryk kan man bruge som symbol på hele stemningen ved Jesu grav og en hvilken som helst grav før eller siden og i dag.

Der bliver ikke sagt, at solen omsider stod op, men der sker noget med Maria Magdalene, som får hende til at forlade graven.

Der er ikke noget galt i at stå ved en grav og sørge. Men der er noget galt i, hvis et menneske ikke kan give slip på graven. Der er noget galt i, hvis et menneske ikke bliver kaldt tilbage til livet med sig selv og andre.

Påsketiden kalder derfor også på det menneskelige fællesskab og vores omsorg for hinanden. Blot det at kalde et menneske ved navn, at vi vil kendes ved hinanden, kan få solen til at stå op inden i os, så vi ser vores tilværelse og omgivelser i et nyt og livgivende lys.

Vi kender det selv, eller vi kender andre, som det er gået ud over: Det gør forbandet ondt inden i at miste en, vi har kær.

Man går i sort, tilværelsen smuldrer, man får en langsom gang på jorden, benene bliver tunge, det er svært at koncentrere sig, de daglige gøremål opleves uoverskuelige til ingen verdens nytte.

Fremtiden synes at være en by i Rusland, og alt synes så håbløst. Det er uudholdeligt at leve med en kærlighed, som man ikke kan komme af med.

Og på et eller andet tidspunkt kan man blive bange for, at man bliver en pestilens for sine medmennesker.

Man ser sig selv stå dér, bare stå dér, mens livet går forbi, og de andre med det.

Man kunne jo også tage sig sammen, men til trods for at den gode vilje er der, kommer man ikke ud af stedet.

Denne smertelige længsel i hjerteroden, åndedrættet bliver tungt. mellemgulvet snører sig sammen. Den kommer helt bag på en, denne længsel, den maser sig uforskammet på, kunne i det mindste have varslet sin ankomst.

Men nej, den slår pludselig ned som en høg, der får øje på sit bytte som den længsel om nærhed, der griber en, når man har mistet en af dem, man havde kær.

Som Maria Magdalene nu stod der uden for ved graven og græd, hun har endda konstateret at Jesu legeme heller ikke er i graven – intet er tilbage af ham længere, Som hun stod dér! - er der en, som taler til hende, spørger, hvorfor hun græder tager hende alvorligt og lytter til hendes svar.

Han siger ikke, at hun skal holde op med at græde Han siger ikke, at hun må se at tage sig sammen! Nej, han spørger: hvorfor græder du?

Kender I det, når vi selv og andre spørger hinanden: Nå, hvordan går det? Spørger vi for at få et svar, og hvis vi får det svar, at det ikke går godt, hvad gør vi så? Det er måske ikke lige det svar, vi i al almindelighed ønsker. For hvad skal vi dog stille op med det svar? Det må jo følges op, Vi må involvere os i den andens liv, den andens smerte og sorg. Så er det nemmere ikke at spørge!

Det er ligesom lidt af en vittighed at Maria ikke kan se, det er Jesus, der taler til hende, men hun tror, det er havemanden. Men da Jesus kalder hende ved navn, vender hun sig om og genkender ham. Og da er hun på vej ud i solen.

Hun griber efter ham for at holde ham fast dér hvor hun er, for bare et kort øjeblik at opleve et stykke af evigheden. Men Jesus advarer hende: Hold mig ikke tilbage. Nej, for hun skal se større ting, opleve at døden, smerten og sorgen ikke længere kan fastholde Jesus og hende. Derfor må hun give slip på det jordiske for at få himlen i eje. Den himmel, det evige åndepust, som har rørt hende og ville kendes ved hende med al hendes smerte, som har rørt den grav, hvor de døde hviler og den jord de levende træder på.

Han kaldte hende ved navn: Maria, sagde han! Han havde vendt hende ryggen, da han døde. Borte var kærligheden fra ham. Borte var livet med den kærlighed, Maria ikke kunne komme af med. Men han måtte vende hende ryggen, Han måtte dø, for at vende tilbage og indgyde hende det håb, at der midt i sorg og savn er en vej ud i solen, som han har banet for hende og alle andre, der bærer på smerten.

Og han sender hende til brødrene. Sammen skal de fortælle hinanden om og sammen skal de leve i det håb, at der altid er en vej ud i solen. For som Maria kunne forkynde: Jeg har set Herren! Og den vej er der stadig - ud i solen, - også for os!

Må Kristus være foran dig og vise dig vejen.

Må Kristus være ved siden af dig og ledsage dig.

Må Kristus være bagved dig og beskærme din ryg.

Må Kristus være nedenunder dig og holde dig oppe, når du falder.

Må Kristus være inden i dig og fylde dig med sin ånd.

Må Kristus være omkring dig og bevare dig fra alt ondt.

Må Kristus være oven over dig og velsigne dig.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, Som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel Søndre Allé 10, 4600 Køge Tlf. 56 65 14 83 - susanne.fabritius@mail.dk http://www.sitecenter.dk/susannefabritius/

13-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email