Hvis du har kommentarer så skriv til emr@get2net.dk Michael Rønne Rasmussen

	Septuagesima søndag 2002 i Kr. Skensved og Jersie
	GT-læsning: Job. 9,1-12
	Evangelium: Math. 25, 14-30
	Salmer: DDS 682, 350 - TS761, (325) og 675
	Lignelsen om de betroede talenter står sammen med nogle andre lignelser i slutningen af Mathæusevangeliet.
	Umiddelbart før finder vi lignelsen om de ti brudepiger, og lige efter følger lignelsen om verdensdommen.
	Sat ind i denne sammenhæng falder det jo i øjnene, at alle tre lignelser handler om menneskers livsholdning og handlinger i livet - og at de samtidig fælder en dom, der egentlig først kan fældes, når livet er forbi.
	Men selvom lignelserne altså retter blikket mod en virkelighed, der ligger udenfor vores rækkevidde, handler de også om det liv, vi lever, mens vi lever.
	Netop fordi livet en dag er forbi, gælder det om at bruge den tid, vi har og får, på den måde, det er Guds vilje.
	Om brudepigerne gjaldt det, at de skulle være vågne og parate til den dag, hvor brudgommen kom forbi og bød dem ind i Guds rigets festsal.
	Om de, der blev kaldt ind for dommeren ved tidens ende, gjaldt det, at de da blev konfronteret med enhver af deres gerninger mod enhver af de mindste små, som var sulten, tørstig, fremmed, nøgen eller i fængsel.
	Lignelsen om de betroede talenter lægger op til at man er opmærksom på flere forhold:
	Før det første skal man bide mærke i, at fordelingen af talenter - som jo egentlig er en ret stor sum penge - sker efter evne - ikke over evne!
	De tre tjeneres Herre har faktisk så stor tillid til hver af dem, at han giver dem lige præcis så stor en sum at administrere, som svarer til, hvad de vil kunne leve op til.
	For det andet gælder det, at alle tjenerne handler straks, men dog får forskelligt resultat ud af deres anstrengelser - eller mangel på samme.
	Men dermed lægger lignelsen også op til en fokusering på resultatet, som man skal være lidt kritisk overfor.
	For det kan jo ikke være overskudet som sådan, der bestemmer dommen over den dovne og unyttige tjener.
	For så ville det jo blot være en lignelse, der spejlede vores nyttemoral overfor hinanden.
	Man ville fristes til at give den gerningsretfærdighed ret, der bygger på princippet om lige for lige.
	Og gerningsretfærdigheden er en farlig tankegang - især anvendt overfor forholdet til Gud.
	Gerningsretfærdigheden indebærer nemlig for det første den forkerte tanke, at det overhovedet skulle være nødvendigt at være god for at være - altså for at være til!
	Og for det andet medfører tanken den forkerte forestilling, at det skulle være muligt at blive god nok - ved at gøre noget eller at gøre nok!
	Men begge dele er anvendt overfor Gud helt forkerte.
	Det kan man måske fornemme ved at forestille sig en fjerde tjener i lignelsen.
	Det gør Søren Kierkegaard nemlig.
	I nogle af hans papirer finder man tanken udtrykt under overskriften "Det, ikke at vove".
	Her beskriver Kierkegaard den fjerde tjener som den, der ligesom de tre andre også får en sum penge betroet, sætter det på højkant - og taber det hele.
	Han kommer altså helt tomhændet tilbage til sin Herre.
	Søren Kierkegaards kommentar til denne tjener er:
	"Mon han dog ikke snarere fandt tilgivelsen end hin forsigtige?".
	Den afgørende forskel mellem de tre eller fire tjenere kan altså ikke være, om de vinder eller taber i spekulationen med deres Herres formue.
	Den afgørende forskel mellem dem er deres vovemod!
	Og dette vovemod afspejler direkte graden af den tillid, de har til deres Herre - eller måske manglen på samme.
	Deres Herre har nemlig stor tillid til dem - så stor, at han betror dem hver især en betragtelig del af sin formue.
	Tjenernes Herre er nemlig så rig, at ikke blot har råd, men også tager sig råd til at løbe risikoen for at miste alt.
	Og på baggrund af den tro og tillid, som deres Herre viser dem, handler de to første med deres del af formuen, sætter den i spil og dermed også på spil.
	De er imidlertid så heldige, at de tjener flere penge.
	Kierkegaards fjerde satte også det hele på spil, men tabte.
	Den tredje tjener derimod, tør slet ikke risikere noget.
	Og dermed møder han jo egentlig den store tillid, som hans Herre har vist ham, med mistillid.
	Derfor dømmes han så hårdt - han mister alt.
	Hvis da det, som de tre tjenere har fået betroet, er selve livet, som leves - så er det altså en gave, man ikke kan grave ned eller sætte på "stand by" uden at miste den.
	Og det giver jo egentligt sig selv;
	Den, der ikke vil løbe en risiko i livet, vinder intet.
	Den, der ikke har modet til også at tabe, får aldrig livet ind på livet.
	Den, der ikke tør komme i gæld - at blive en anden noget skyldig - har intet at gøre godt med.
	For alt er jo allerede givet - givet for at blive brugt og sat på spil.
	Lignelsen om de betroede talenter handler altså om tro, men også om troskab.
	Om at handle i overensstemmelse med den tro og tillid, som man får skænket og har til gavens giver - Gud.
	Den interessante figur er også i den henseende den sidste.
	Han begrundelse for ikke at have handlet med sin talent er kendskabet, frygten og måske skrækken for sin Herre:
	"Jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt".
	Han mener med andre ord, at hans Herre har muligheder, der ikke afhænger af hans tjenere - Gud gør, som han vil.
	Ja, Gud er for den tredje tjener som den Gud, der talers om i Jobs bog:
	Han, der kan flytte bjerge og få dem til at styrte sammen.
	Han, der ryster jordens fundamenter, står bag jordskælv og vulkaner i udbrud.
	Han, som styrer sol, måne og stjerners løb på himlen.
	Som gør store ting, som ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles.
	Ja, og hvem kan stille sig op ved siden af sådan en Gud?
	Hvad kan lille jeg gøre?
	Ingenting tænker den tredje tjener.
	Og det gør han så - ingenting!
	For det nytter jo ingenting.
	Når man hverken kan gøre til eller fra.
	Når man ikke kan kræve Gud til regnskab for noget, hvorfor så engagere sig i det liv, man har fået fra Ham?
	Vi bemærker altså igen, at det ikke er dovenskab, der får tjeneren til at stille sit liv og sin betroede opgave i bero.
	Nej, det er en forkvaklet gudsfrygt, der lammer evnen til at handle og leve livet sådan, som det var tænkt.
	Men det er altså ikke desto mindre et forkert billede af Gud, han lader sig bevæge af - ikke tilliden, men frygten!
	Han tror ikke på, at Gud mener noget med den tillid, han har vist ham gennem den ene talent, han får givet.
	Han tager ikke Gud på ordet som den barmhjertige far, men danner sig sit eget billede af den hårde og almægtige Gud, der klarer sig uden indblanding fra mennesker.
	Og det falder han ikke ind, at netop det at han får betroet denne ene talent, er udtryk for at dette gudsbillede ikke rækker, at Gud selv træder ud over sin almagt og giver menneske del i det, som han vil have gjort.
	At livet og frelsen fra Gud er en betingelsesløs gave, som indebærer sine egen belønning, falder ham ikke ind.
	At han faktisk blot behøver at tage imod og glæde sig over at være Guds medarbejder synes for ham utænkeligt.
	Og netop dette at det er utænkeligt for ham gør, at han ikke del i gaven - den bliver taget fra ham igen og givet til andre.
	Den, der altså ikke vil leve livet, vil se det smuldre bort mellem sine fingre - og ser måske samtidig misundeligt, hvordan andre får det til at vokse.
	Men - siger lignelsen - sådan er det ikke Guds vilje.
	Gud skænker os en gave, som vi må tage imod og leve.
	Vi skal ikke skaber eller for den sags skyld ændre det liv, vi har - vi skal leve dag for dag indtil de en dag er forbi.
	Det drejer sig faktisk om selve kærlighedens væsen!
	Kærligheden er første erfaret som kærlighed, når den spejler og videregiver kærlighed.
	Kærlighed blandt os mennesker indbyrdes er genklang af Guds kærlighed til os.
	Og i vort liv afspejler vi altså ikke blot den kærlighed, vi har modtaget, men også det billede vi har dannet os ham, som skænker os kærligheden.
	Om vi tror han kan undvære os, om vi har tillid til at han mener noget med at have evnen til at dele vore dage med andre mennesker.
	Tror vi ikke det, har vi minde end os selv.
	Tror vi ham, skal vi til overflod få givet, så vi har mere at dele ud af.
	Amen.

13-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email