Hvis du har kommentarer så skriv til emr@get2net.dk Michael Rønne Rasmussen

	1. søn. eft. Helligtrekonger 2002 - Havdrup og Jersie
	NT-læsning: Koll. 1,15-19
	Evangelium: Mark. 10, 13-16
	Salmer: DDS 281, 366 - 346 (488 v.1-2 + 7/432) og 697
	Dagens evangelium kender vi jo meget godt.
	Det er en af de mest brugte tekster i gudstjenesten, fordi den jo lyder hver eneste gang, vi holder dåb.
	Kun beretningen fra skærtorsdag aften, hvor Jesus indstifter nadveren lyder tiere, fordi det jo efterhånden er tradition, at der holdes nadver ved enhver gudstjeneste.
	Ved dåben lyder der som bekendt to beretninger:
	Den første kalder vi dåbsbefalingen, fordi den gengiver Jesu befaling til disciplene om at gå ud i alverden og gøre alle folkeslagene til hans disciple ved at døbe dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
	Og det gjorde de så - de 12 første disciple, som bar budskabet ud til Romerrigets fjerneste kroge og døbte alle, som ønskede at blive knyttet til fællesskabet af de, der troede på Jesus Kristus som denne verdens frelser.
	Men de var jo som bekendt alle voksne, der kunne forstå, hvad budskabet gik ud på, og som kunne tage ansvar for at bryde op og i visse tilfælde bryde ud af et eksisterende religiøst fællesskab - måske med had og forfølgelse til følge.
	Dette ændrede sig, da kristendommen blev flertallets tro, og forældre kom til kirkens ledere og bad om at også at få deres børn indlemmet i kirkens fællesskab.
	Det sker i løbet af 200-tallet, hvor indholdet af den kristne bibels indhold var slået fast. Og skulle man til at foretage en så radikal ændring af sin indarbejdede dåbspraksis, så krævede det gode og velgennemtænkte argumenter - men aller helst et ord fra Jesus selv.
	Det ord havde man bare ikke.
	Jesu har aldrig sagt noget om, hvem man skulle døbe og ikke-døbe - eller og hvordan man skulle gøre.
	Han stillingtagen til dåb som sådan ligger alene i det faktum, at han lød sig døbe af Johannes Døber.
	Men vilkårene for den dåb kunne ikke overføres til det, som de kristne foretog.
	For Johannes dåb var netop en dåb, som kun voksne kunne lægge sig ind under. Det var en omvendelsesdåb - en handling, hvormed man netop tilkendegav at man var parat til at skifte sindelag. At man ville være med til at forberede Guds retfædighed ved at tage forpligtigelsen til at virkeliggøre den på sig selv.
	Og det viste man ved negativt vende sig bort fra en masse uretfærdige handlinger og positivt vendte sig mod det Guds Rige, hvor kun den retfærdige kunne leve.
	Men Jesus talte netop ikke om, at Guds Rige kun var for de rettroende eller de, der handlede ret og retfærdigt.
	Jesus kom tværtimod med en indbydelse til alle og enhver om at træde ind i en virkelighed, hvor onde og uretfærdige mennesker al en eller anden grund fik første parket.
	Jesu pointe var godt nok, at der i Guds Rige kun var førsteparketpladser ligesom der ikke rigtigt var nogen forskel på mennesker overhovedet, men det var jo netop det særlige ved Jesu forkyndelse.
	"Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere!", sagde en gang - og det budskab blev af en eller anden grund kun modtaget med glæde af synderne - ikke så meget af dem, der regnede sig for retfærdige.
	Og syndere var der jo så mange af.
	Alle dem, der ikke ville eller kunne leve op til de strenge krav, som farisæerne mente at kunne læse ud af Moselovens mange forbud og påbud, blev betragtes som syndere og derfor udstødt af det religiøse og til tider også det sociale fællesskab.
	Farisæerne måde at tolke loven på ramte f.eks. de fattige, de syge, kvinderne og børnene.
	Ja, af en eller anden grund var det kun rimeligt uddannede og socialt velplacerede mænd, som rigtigt blev regnet for dem, der havde noget at skulle have sagt overfor Gud - de kunne nemlig leve op til de krav, som de selv havde formuleret som Guds krav til mennesker.
	Derfor var det jo også fristende at regne alle disse for mindreværdige, mens man selv hørte til de merværdige.
	Men lige netop den måde at betragte verden på, var det, at Jesus tit og ofte gjorde op med. Specielt angreb han jo dem, der følte sig merværdig for at se ned på de mindreværdige.
	Det har vores danske forfatter Benny Andersen et pragtfuldt digt om. Det hedder kort og godt "Lighed":
	ingen mennesker er mindreværdige.
	at nogen føler sig mindreværdige
	og føler andre som merværdige
	skyldes for det meste
	at de der føler sig merværdige
	får andre til at føle sig mindreværdige
	Altså er mindreværdighed og merværdighed et mål, hvoraf den ene opstår af den anden. Nogen sætter en standard, som netop kun de selv, men ikke nogen andre kan leve op til. Men det er ikke godt - det må der gøres op med, og derfor fortsætter Benny Andersen:
	at få andre til at føle sig mindreværdige
	må betragtes som mindreværdigt
	så derfor må de, der betragter sig selv som merværdige
	og betragter de andre som mindreværdige
	selv betragtes som mindreværdige
	Men når denne operation er ført til ende, afsløres det jo, hvor vanvittigt et projekt, man har taget del i:
	men hvis alle må betragtes som mindreværdige
	kan betegnelse ikke bruges mere
	derfor er ingen mindreværdige mere
	- her i reservatet!
	Så er det blot dette at tilføje, at dette ikke kun gælder i "reservatet", men lige netop afspejler det syn, der bærer kirkens praksis med at døbe børn som spæde.
	For hvor en praksis med dåb af voksne kunne forlede nogen til at tro, at de skulle præstere noget bestemt - f.eks. et bestemt fast tro eller tilegne sig en hvis viden om den kristne troslære, der viser dåben af det spæde barn af det ikke er helt rigtigt.
	For netop barnet kan jo ikke leve op til ret mange krav.
	Barnet kan ikke gøre noget - det er bare!
	Barnet er et barn - på godt og på ondt et menneske.
	Barnet kan kun tage imod det, som vi gir og gør.
	Dåben af det spæde barn afslører altså, at det, der sker i dåben netop ikke kommer an på værdighed.
	Eller rettere: At dåben, der jo bl.a. skænker syndernes forladelse, netop derfor kun er for syndere.
	I den forstand er den eneste kvalifikation, at man har et uendeligt behov for Gud kærlighed og tilgivelse!
	Det provokerende herved er naturligvis påstanden om, at et barn ligesom den voksne er en synder, som har brug for tilgivelse, men sådan er det nu engang.
	Kun på den måde kan der holdes fast ved, at alle er lige værdige eller lige uværdige til dåbens gave!
	For dybest set er der kun én værdig; vor Herre Jesus Kristus, men selv han gav sig ind under dåben til syndsforladelse og omvendelse til nyt liv.
	Han for han var den usynlige Guds udtrykte billede.
	Han, som allerede fra da alt blev skabt var Guds egen Søn og som med sit liv og sin død afspejler det mål, som er sat for ethvert menneske, netop han gjorde sig solidarisk et med uretfærdige og syndige mennesker.
	For at ophæve skellet mellem mindre- og merværdighed, gjorde han, som selv var den mest værdige, sig til den mindreværdige, man henrettede som en forbryder.
	For han accepterede simpelt hen ikke skellet mellem værdige og uværdige.
	At blive døbt til ham, betyder derfor at blive døbt ind i en virkelighed, hvor disse forskelle derfor opløst.
	Og det er jo ham og hans liv, som dåben - hvad enten den sker for voksne eller for børn - fører ind i.
	Dåben er en gave, som vi med evangeliet rækker frem for enhver, som har behov.
	Dåben er derfor evangelium for alle mindreværdige
	Amen.

13-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email