Hvis du har kommentarer så skriv til emr@get2net.dk Michael Rønne Rasmussen

	Palmesøndag i Kr. Skensved og Jersie 2002
	GT-læsning: Zak. 9,9-10 Epistellæsning: Fil. 2,5-11 Evangelium: Mark. 14,3-9 Salmer: DDS 150, 72 - 131, (178) og TS 776
	Palmesøndag igen - en optakt med fest og farver. Palmegrenene, der vejer, hvor Jesus rider frem. Råbene, der gjalder mellem de smalle gyder i Jerusalem. Og i centrum af det hele Jesus på højdepunktet af sin "karriere" som formidler af et budskab. For den dag kom hans navn jo virkeligt på alles læber. Der var, som man siger i medieverdenen, "hul igennem".
	Han blev jo set og han blev hørt...... eller blev han? Blev han ikke snarere endnu et offer for det fif, som rammer mange, der har noget på hjertet? At det er nemmere at forholde sig til personen end til budskabet. Og bryder man sig ikke om personen, kan man jo bare rydde ham af vejen - og så forsvinder budskabet jo forhåbentligt også!
	I hverttilfælde: Ved at sætte sig på et æsel og ride i Jerusalem, sender Jesus et budskab, som kun til dels bliver forstået - og slet ikke accepteret. Jesus peger tilbage på profeten Zakarias, der taler om byens jubel, når kongen vender sejrrig hjem fra krig. Men er det virkeligt som en sådan konge, han kommer? Der er, som det siges, "støj på linien" - "billedet flimrer". Han kommer jo ikke med vogne og våben. Han kommer ikke på en krigshest, men på et æsel. Han bryder med den almindelige forventninger til, hvad en konge er og skal gøre. Og det gør han, fordi han kender målet for den vej, han har betrådt. Han ved, hvor den palmestrøede vej fører ham hen.
	Men hvor går vi hen, når vi går?
	Måske I kender spørgsmålet? Det er sangeren Lars Lilholt, der i en af sine sange stiller det store spørgsmål:
	Vanddråben udhuler sten om lidt er det måske for sent til hav blir hver dråbe når havet den når hvor går vi hen når vi går
	nogen siger hjem til Gud andre siger bare lyset går ud vi lever i skudsikre veste af duggende spindelvæv imod hud Åhh - sig mig hvor hvor går vi hen går vi hen, når vi går tidens hjul blir ved med at snurre vi får den tid vi får hvor går vi hen når vi går.
	Anledningen til Lilholts spørgsmål er tiden. Tiden, der går og ikke kommer igen. Og vi må gå med - vi kan ikke blive stående. Også selvom vi ikke ved, hvor vi bliver ført hen. Ingen af os kender fremtiden og ingen ved, hvad målet er. Vi får den tid, vi får.
	Alligevel ville vi gerne se bare en lille smule fremad. Måske fjerne et par skarpe sten, som ligger i vejen. Iklæde os den skudsikre vest, som blot består af duggende spindelvæv mod vor sårbare hud. Men det kan vi ikke - vi er underlagt livet og døden.
	(3x) underet er vi er til og der er intet jeg hellere vil
	altings forgængelighed blir det bål vi må varme os ved den nat vi famler i blinde og intet kan finde Åhh - sig mig hvor hvor går vi hen går vi hen, når vi går tidens hjul blir ved med at snurre vi får den tid vi får hvor går vi hen når vi går.
	Hvis vi nu bare vidste, hvor vi blev ført hen. Så kunne vi måske lettere acceptere alt det, der hænder os undervejs. Sætte det ind i den store forkromede sammenhæng. Se den guddommelige plan med hver eneste lille begivenhed, så tilfældigheden opløses og blir til intet. Men det kan vi ikke. Vi er mennesker, der ikke kender vejen, vi går.
	Men så i dag kommer Jesus i dag ridende på sit æsel. Ved han, hvor han rider hen? Eller er han blot endnu en fanatisk drømmer, der lader sig gribe af sine syner og folkets begejstring? Hvad ligger der bag hans tvetydige indtog i Guds by denne Palmesøndag for så mange år siden? Vidste han noget, som vi ikke ved? Eller havde han blot en anden måde at se livets fundamentale usikkerhed i øjnene på?
	Der er to steder i Markusevangeliet, som tyder på, at Jesus vidste noget. Efter Peters bekendelse af ham som Kristus, den salvede, begyndte Jesus at lære dem, "at Menneskesønnen skulle lide meget og forkastes af folkets ledere, slås ihjel, men opstår tre dage efter" (Mark. 8,31).
	Umiddelbart inden Palmesøndag fortælles det atter, hvordan Jesus tager sine 12 disciple til side og siger: "Se, vi går op til Jerusalem og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne, og de skal håne ham og spytte på ham, piske ham og slå ham ihjel, og tre dage efter skal han opstå" (Mark. 11,33).
	Og så i dag, Palmesøndag, afslører han atter, at han kender målet for vejen, han har betrådt. Efter indtoget har han haft adskillige konfrontationer med ypperstepræsterne og de skriftkloge. Han har ryddet tempelpladsen for boder og handlende. Han har diskuteret skattens mønt og hvilken myndighed han talte med. Og da han til sidst sammenligner sig med den David, der fik løfte om at sidde ved Guds højre hånd, blev deres beslutning truffet. Fra nu af ventede de kun på det rette tidspunkt. Og det vidste Jesus. Han vidste, hvor han gik hen. Og da lejligheden bød sig, brugte han endnu en gang en konkret anledning til at kaste lys over sin skæbne. Det sker ved et måltid, men endnu ikke nadveren. Måltidet hos Simon, den spedalske - måske en af dem, Jesus havde helbredt. Måske der var mange af dem tilstede den dag; toldere og syndere, foragtede og udstødte. Alle dem, som farisæerne dømte og fordømte. Men det var jo også dem, han altid havde holdt sig til. "Ven med toldere og syndere", var hans øgenavn. Ingen lå for lavt bænket til ham.
	Således heller ikke i dag, hvor en kvinde trænger sig på. Markus kalder hende blot en kvinde, mens de andre evangelister mener at vide at hun var en af dem, der ernærede sig ved sit køn. For hvordan skulle hun ellers have haft råd til at købe den krukke af kostbar salve, som hun bragte med sig? Men den salve bliver midlet, Jesus trækker frem for at belyse sin vej - tegnet, der viser, hvilken konge, han vil være. Kristus betyder jo: "den, der er salvet".
	Den tid, han har fået med dem, er nu ved at løbe ud. Hans disciple har endnu tid, men ved ikke, hvad de skal bruge den til. Derfor må han forberede dem: Lad ikke den golde forargelse dække overfor det, som hun har gjort mod mig, siger han. Kærligheden drev hende til det. Men hendes kærlighed hindrer vel ikke jeres? De fattige, som I kan hjælpe, vil altid være hos jer.
	Endnu en kort tid er jeg hos jer som den, der er fattig på alt. Intet ejer jeg, og selv det liv, jeg endnu har, skal jeg snart berøves. Denne kvinde viser, den vej, som jeg må gå. Hun har salvet mig til min død - og det vil ske! Det er min vej, men det er også jeres vej. Vi går op til Jerusalem - men vi følges ad. Vejen, jeg skal gå, går gennem lidelse og død.
	Og snart blir det nat, hvor alle vil falme i blinde. Men netop i nattens mørke er noget, som vil lyse op: Enhver gerning, ethvert ord og enhver tanke, som er skænket i kærlighed. Ethvert øjeblik, vi gør noget, som ikke blot er betinget af vor egen overlevelse, men glemmer os selv og giver vort liv hen for andre. Det er det eneste, der står fast i livet og i døden. Det er det mål, vi alle skal have for vort liv.
	Som Paulus peger på i brevet til menigheden i Filippi: "Sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også de andres vel. I skal have det samme sind overfor hinanden, som var i Jesus Kristus.."
	Hvilket sind var det? Jo, det sind, der har bestemt hans vandring fra Gud til os. At han, der var fra Gud, dog opgav sin guddommelige urørlighed og tog vort sårbare liv på sig. Tog endnog vor skudsikre vest af duggende spindelvæv på sig og fulgte os hele vejen til enden.
	Som den mindste og dog stadig den største. Fordi hans ydmyghed var en lydighed overfor Gud. Han fik den tid, han fik, fordi han ikke forventede mere af Gud end at leve hver dag af Guds hånd. Han vidste, hvor vejen ville føre han hen, men han havde også et mål, nemlig at leve den tid, han fik, uden at opgive kærligheden. Og derfor, skriver apostlen Paulus med henvisning til en af de salmer, som menigheden i Filippi ofte sang, har Gud med opstandelsen nu skænket han navnet over alle navne.
	Derfor er hans vej også vejen, som vi skal følge. Hans er vejen, som vi får del i, når vi med mund og hjerte bekender ham som den Herre og Kristus, vi ikke kender nogen vej udenom til Gud. For han er Vejen, Sandheden og Livet
	Hvor går vi da hen, når vi går? Vi går den vej, som han allerede har gået for os. Dødens og undergangens vej. Men vi går aldrig alene. Og den ender ikke blindt. selvom nogen siger, at lyset bare går ud, så aner vi et lys for enden af mørket.
	Fordi han gik vejen til ende, tror vi, at den ikke ender dér, hvor vi ikke kan se mere. Bag langfredags mørke venter påskemorgens lys. Underet er ikke blot at vi er til, men at vi i Ham atter skal blive til!
	Glædelig påske!
	Amen!

13-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email