Hvis du har kommentarer
så skriv til
pkni@km.dk
Peter Kiel Nielsen
Jeres hjerte må ikke forfærdes. Sådan siger Jesus i dagens evangelium.
Og der er jo meget, vi mennesker kan være forfærdet over. I en verden, hvor krig, vold og ødelæggelse er menneskers lod. I en verden, hvor mange mennesker lever på et eksistensminimum – under vilkår der godt kan få os til at få svært ved at få wienerbrødet ned i halsen eller vi må skifte Tv-kanal.
I en verden, hvor mennesker flygter op til os – fra syd til nord - fordi de i det eneste fjernsyn i blikbyen ser, hvilke utroligt rige kår vi lever under. Sådan ser det i hvert fald ud, når man kun har 10 kr. at leve for om dagen.
I en verden, hvor hver 10. dansker dør i stor ensomhed. Hvor utrolig mange mennesker svigtes og svigter hinanden. I den verden er der meget – og også meget mere end det jeg her har nævnt – man kan forfærdes over.
Det er ikke uden grund, at depressioner er en stor belastning i vores del af verden. For der er meget at forfærdes over. Der er meget, der mest af alt, kan få en til at blive liggende under dynen og vente til bedre tider. Der er meget, der kan udsuge alt ens initiativ og virkeløst.
Der er faktisk meget, som vi mennesker kan være forfærdet over. Og da er det Jesus siger: Jeres hjerte må ikke være forfærdet. Tro på Gud og tro på mig.
Og der er noget i det Jesus her siger, som jeg ikke kan lade være med at hæfte mig ved.
For det første henviser Jesus til hjertet. Han siger ikke, at vi ikke må bekymre os, sådan som vi mennesker nu en gang ikke kan lade være med. Han siger heller ikke, at vi ikke må være bange.
Jo, for disciplene – som han jo oprindeligt sagde ordene til – var jo bange. De var sammen med Jesus for sidste gang. Det var den sidste aften inden Jesus langfredag skulle dømmes og korsfæstes. Og disciplene kunne mærke, at de politiske og religiøse vinde, nu var på en sådan måde, at det var tydeligt, at Jesus stod over for noget, der i hvert fald ikke var rart. De kunne lugte døden og mærke angsten og forfærdelsen i hjertet.
Og selvom deres situation var en anden end vores, så har jeg ikke problemer med at skrive nogle synlige lighedstegn. De var forfærdede – ligesom vi kan opleve at være forfærdede. Deres situation var en anden end vores – men angsten var på mange måder den samme.
Og da er det Jesus siger, at deres hjerter ikke må være forfærdet. Og først og fremmest må vi jo sige, at det er nok noget lettere sagt end gjort. Er det ikke det samme, som at sige til en deprimeret: Op med humøret og se nu lidt lyst på tilværelsen?
Nej, det mener jeg faktisk ikke. Det er ikke utroværdigt, som et utilstedeligt ”godt råd” til en depressiv vil være. Men det kan vi også kun sige i bagklogskabens klare lys – eller fordi Jesus er den, han er. Kun Jesus kan sige, Jeres hjerte må ikke forfærdes. For kun han kan sige det med vægt og troværdighed.
Men hvad er det så, Jesus vil sige? Og hvorfor taler han om hjertet, der ikke må være forfærdet? Det gør han, fordi han midt i al disciplenes og vor angst vil plante en tro og et håb i vort hjerte.
Og læg så mærke til, hvad det er for en tro og et håb.
En af de store forskelle mellem mange af vore frikirker og den evangelisk lutherske kirke handler om en stor forskel på, hvad det er, vi kan bygge vort gudsforhold på.
Og et gudsforhold handler jo i allerhøjeste grad om tryghed og vished. Gud er den, vi læner os op ad, når alt det andet ramler om ørene på os. Gud er den, vi holder os til midt i den sværeste depression og det tungeste savn. En Gud skal holde til lidt af hvert – ja, selv det største møgfald.
Men da er det jo ikke ligegyldigt, hvad det er for en Gud, vi tror på. Og det er bestemt ikke ligegyldigt, hvad vi mener med begrebet tro, hvad tro er og hvad tro ikke er. Og hvem Gud er.
Se, sætningen jeres hjerte må ikke forfærdes, betyder jo, at vi skal lade være med at være bange. Mange mennesker går og frygter snart det ene og snart det andet.
Men når Jesus siger, at vi ikke må være bange, vil det jo også samtidig sige, at den som er bange, deprimeret, føler sig forladt af Gud, ja, ikke mærker Guds kærlighed og nåde og varme, er forfærdet i sit hjerte. Det menneske har ikke et ret forhold til Gud.
Hvordan kan man være bange, når Jesus her siger – i den Hellige Skrift – at vi ikke må være bange? Er man ret omvendt, en rigtig kristen, hvis tvivl og anfægtelse kan ramme en? Nej, tror man rigtigt på Jesus, så er det faktisk fedt at være en kristen.
Eller som jeg en gang hørte en taler sige det: Hvis ikke du mærker fremgang i dit kristenliv, så er der noget galt med forhold til Jesus.
Og se – både det, den pågældende sagde, og det som jeg lige har sagt, er lodret løgn. Det er sværmeri og herlighedsteologi af værste skuffe. Og man kan desværre møde det i mange af vore frikirker. Men også i folkekirken Det kaldes herlighedsteologi.
For i det øjeblik du og jeg bygger vort forhold til Gud på vores følelser, så kan vi være helt sikker på en ting, at så bygger vi vort gudsforhold på sand og ikke på klippegrund. Det kan godt være, at vi da – isoleret set – overholder den lille sætning om, at vi ikke må forfærdes.
Og det kan godt være, at det tilsyneladende ser meget bibelsk ud og fantastisk fromt. Men det er en farlig vildfarelse – både psykisk og åndeligt.
Men hvorfor er det så en vildfarelse? Fordi der i allerhøjeste grad må sættes et klart og utvetydigt spørgsmålstegn ved, om et menneskes forhold til Gud kan bygge på et menneskes psykiske habitus eller om dets åndelige succes kan måles og vejes og vurderes.
Og det spørgsmål der virkelig presser sig på, er et spørgsmål, der i al sin enkelthed lyder: Er troen en tro på egne følelser, succes, oplevelser – eller er det en tro på Gud? Læner jeg mig op af min tro – eller læner jeg mig op af Gud. Er det hvordan jeg føler, jeg har det eller hvordan jeg har det – der er det virkeligt afgørende?
Men hvad er det, der så gør, at ordene fra Jesus om, at vi ikke må forfærdes – i en evangelisk luthersk sammenhæng og tolkning – ikke er et slag i ansigtet på den depressive eller den som bare ikke synes, at det er fedt at være kristen eller menneskelivet er svært? Hvad er det, der gør, at det netop er et evangelium? Det er dette, at ordet står fast. Evangeliet står fast. Uafhængigt af hvad jeg føler og mærke i mig selv.
Ordet kan sagtens påvirke vore følelser. Vores gudsforhold hænger meget sammen med vore følelser. Og følelser har en afgørende betydning og plads i vort liv – slet ingen tvivl om det.
Men uafhængig af vore følelser og fornemmelser og evne til at tro, rækkes der i evangeliet os et håb tværs igennem det hele. Og det håb handler ikke om det indre ord, som jeg kan mærke i mig selv. Det handler ikke om følelsen i mig af, at Jesus er mig nær. Nej, det handler først og sidst om, at jeg må få tilsagt Guds kærlighed og nåde ind i mit liv. Og det som noget der står fast – fordi Gud står ved det. Fordi han står fast.
Når Jesus siger: jeres hjerte må ikke være forfærdet, er det ikke en lov, ikke sagt til følelsernes lovtrældom. Nej, det er et evangelium, et tilsagn om nåde og fred – også midt i angst og depression og mørke. Det kan godt være, at man kan få det bedre af at høre det. Men det er ikke sikkert. Men netop fordi det er sagt af ham, står det fast, uanset hvad vi føler.
Og det er jo det allervigtigste. At Gud står ved sit ord. At vort forhold til Gud ikke bygger på alle vore følelser. Men at vi må komme til Gud med alle vore følelser.
Og det møder vi jo netop i dagens evangelium.
Den angste Thomas, der ikke kunne se vej og mening, til hvem Jesus siger: Jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende Faderen. Og fra nu af kender I ham og har set ham.
Den frygtsomme Filip, der gerne vil se Gud, fornemme Gud og føle Gud. Men som får at vide, at manden overfor – ham i den støvede rejsedragt, ham der mærkede sult og sorg og svaghed. Ham der vaskede deres fødder for lidt siden. Han er Gud.
Det kan man jo ikke føle. Men det forkyndes til tro, håb og kærlighed.
Jøder kræver tegn, grækere søger visdom – men vi forkynder Kristus som korsfæstet. For jøder en forargelse. For grækerne en dårskab. Men for dem, der er kaldet er Kristus – midt al hans svaghed – Guds kraft, visdom og kærlighed. På trods af hvad vi føler. På grund af Gud. Amen.
Peter Kiel Nielsen Kirkevej 8 6560 Sommersted tlf. 7450 4158 mailto:pkni@km.dk

21-4-2002
sat på Præstesiden
http://home3.inet.tele.dk/agerbo/
af præst Mogens Agerbo Baungaard email