Hvis du har kommentarer så skriv til emr@get2net.dk Michael Rønne Rasmussen

	3. søndag efter påske 2002 i Jersie og Kr. Skensved
	GT-læsning: 2. Mos. 3,1-7 og 10-14 Evangelium: Johs. 14,1-11 Salmer: DDS 3, 380 - TS773, (414) og 7
	"I min fars hus, er der mange boliger", siger Jesus. Alligevel er der kun én vej, der fører til dem. "Jeg er Vejen, Sandheden og Livet", siger han. "Ingen kommer til Faderen uden ved mig". I disse udpluk ligger store problemer begravet. To vidt forskellige opfattelser af den religiøse sandhed, og hvordan mennesket finder vej til fællesskab med Gud. Den ene kaldes ofte den tolerante og inklusive. Den anden den intolerante og eksklusive opfattelse.
	Lad os se på den første: "I min fars hus, er der mange boliger". Løsrevet fra sin sammenhæng siges der, at hos Gud er der højt til loftet og plads til forskellighed. Der er måske plads både til katolikker og protestanter! Ja, hvem ved om der i de høje himmelsale også findes en afdeling for jøder og muslimer, hinduer og buddhister? Det skulle jo bare mangle! Den store mangfoldighed af religiøs opfindsomhed og fordybelse kan da ikke være gjort forgæves? Hvis mennesker af ærligt hjerte søger Gud, må de da også finde ham - til sidst! Dermed bliver udsagnet om de mange boliger forstået på linie med ordsproget om de mange veje, der fører til Rom eller Frederik d. St. af Preussens ord om, at i hans Rige har enhver lov til at blive salig i sin tro. Det er den åbne opfattelse af vejen til Gud, der er så bred at man næsten ikke kan gå af af den. I yderste fald - sådan som bl.a. hinduerne hævder det - betyder det accept af alle religioner som delvist supplerende veje til Gud. Ingen kan derfor have patent på Gud, men tilsammen er man Sandheden nærmere end hver for sig. Derfor kaldes opfattelse også tolerant og inklusiv. For hos Gud er der plads til alle mennesker - af god vilje.
	Og derfor er der selvfølgelig heller ikke nogen, der skal komme og hævde det modsatte. Altså forsvare den intolerante og eksklusive påstand om, at der kun findes én vej til Gud - en vej, man måske kun selv kender, men afviser andre fra.
	Beskyldningen om intolerance og eksklusivitet rettes ofte mod de monoteistiske åbenbaringsreligioner som jødedom, islam og kristendom - måske mest de sidste to. For netop det, at man som udgangspunkt hævder én Gud, der har talt og åbenbaret sin vilje for mennesker, gør det vanskeligt at gå på kompromis med den viden, man mener at have fået om Gud og hans vilje. For hvad i alverden stiller vi kristne dog op med Jesu udsagn: "Jeg er Vejen, Sandheden og Livet". Det er jo ikke bare pjat, det han siger. Det er åbenbaringsord! Formlen "Jeg er" dækker hos Johannes altid over udsagn, som har mere end én afsender! Når Jesus siger "Jeg er opstandelsen" eller "Jeg er verden lys" eller "Jeg er Vejen, Sandheden og Livet", så er det at forstå som et ekko af den Guds åbenbaring ved Den brændende tornebusk, vi netop har lyttet til. Da Moses spørger, hvem han skal sige, har sendt ham - hvilket navn, han må bruge om Gud, svarer Gud selv: "Jeg er den, jeg er" eller blot "Jeg er". Eller som et af de 99 skønne navne på Gud, muslimer udleder af Koranens tale om Ham: "Gud er den, der er stor i sig selv" - som altså ikke henter sin eksistens og berettigelse fra andre end sig selv.
	Det sidste er konsekvent nok. For med muslimernes radikale monoteisme kan det ikke være anderledes. Og Jesus kan af samme grund aldrig komme til at tale med anden autoritet end den, der er enhver profet givet, nemlig at Gud åbenbarer sin vilje for den skal forkyndes for mennesker. Så i afvisningen af Jesus som Guds Søn er islam hverken tolerant eller inklusiv, men 100% eksklusiv: Jesus er kun en profet - ikke selv Gud og ikke Guds Søn! Men denne afvisng er vi som kristne jo ikke forpligtet på. Når Jesus taler i Bibelen, så taler han for os kristne netop sf en indflydelsesrig muslimsk familie. Hendes far var engang minister i den indiske regering og hendes mand var indenrigsminister i den pakistanske regering efter at landet var blevet selvstændigt i 1947. På et tidspunkt blev hun forladt af sin mand og blev kastet ud i en dyb krise, som først fandt sin afslutning, da hun blev kristen. Om sin vej til kristendommen skrev hun en bog, som er udgivet på dansk med titlen: "Nu tør jeg kalde ham far". Herfra vil jeg her til sidst læse hendes egen beskrivelse af, hvordan hun en fandt frem til, at Jesus var "Vejen, Sandheden og Livet" - og derefter lade hendes vidnesbyrd stå.
	Bilquis Sheik har over en periode læst i både Koranen og Biblen, og har i den forbindelse undret sig over den forskel, der er i omtalen af Jesus i de to bøger. Samtidig længes hun tilbage til sin barndoms ubekymrede tryghed, hvor hun altid bare kunne gå lige ind til og lægge alle sine sorger frem for sin far. En dag flyder de to linier sammen og forenes for hende:
	"Åh Far, min Far ... Gud Fader." Tøvende sagde jeg Hans navn højt, idet jeg prøvede mig frem. Og som om der blev gennembrudt en barriere, opdagede jeg pludselig, at jeg havde tillid til, at Han virkelig hørte på mig, akkurat som min jordiske far altid havde gjort. "Far, åh min Far, min Gud," sagde jeg med voksende tillid. Min stemme lød usædvanlig høj i stilheden i det store soveværelse, som jeg lå på knæ dér på tæppet foran min seng.
	Men pludselig var jeg ikke længere alene i værelset. Han var der! jeg kunne føle Hans nærvær. Jeg kunne mærke Hans hånd blive lagt blidt på mit hoved. Det var, som om jeg kunne se Hans øjne, der var fulde af kærlighed og medlidenhed, Han var så tæt ved mig, at jeg lagde mit hoved på Hans knæ som en lille pige, der sidder ved sin fars fødder. I lang tid blev jeg liggende på knæ, hulkende sagte, omgivet af Hans kærlighed. Jeg opdagede, at jeg talte til Ham og bad Ham tilgive mig, at jeg ikke havde kendt Ham før. Og atter mærkede jeg Hans kærlige omsorg som et varmt tæppe, der svøbte sig om mig. Nu genkendte jeg den som den samme kærlighed, jeg havde mødt den eftermiddag som en liflig duft i min have. Samme kærlighed, jeg ofte havde følt, når jeg læste i Bibelen. "Jeg er forvirret, Far ... " sagde jeg. "Der er en ting, jeg må have rede på nu med det samme." Jeg rakte over til mit natbord, hvor Bibelen og Koranen lå side om side. Jeg tog begge bøger og løftede dem op, én i hver hånd. "Hvilken af dem, Far?" spurgte jeg, "hvilken af dem er Din bog?"
	Så skete der noget fantastisk. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende i hele mit liv. Jeg hørte en stemme inden i mig, en stemme, der talte til mig lige så klart, som om jeg talte til mig selv. Ordene lød tydeligt og var fulde af mildhed, men samtidig fulde af myndighed. "I hvilken bog møder du Mig som din Far?" Jeg svarede automatisk: "I Bibelen." Det var det hele. Nu var der ingen tvivl i mit sind om, hvilken bog der var Hans. Jeg så på mit ur og blev forbløffet over at se, at der var gået tre timer. Alligevel var jeg ikke træt. Jeg ville gerne blive ved med at bede, jeg ville gerne læse i Bibelen, for nu vidste jeg, at min Far ville tale gennem den.

25-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email