Hvis du har kommentarer så skriv til emr@get2net.dk Michael Rønne Rasmussen

	2. s. e. påske 2002 i Havdrup og Solrød Strandkirke
	GT-læsning: Salme 23 Evangelium: Johs. 10,22-30 Salmer: DDS 209, 190, 248 - 142, (432) og 6
	Enhver religion har som regel også en mystisk gren. En understrøm, der tænker, siger og gør det, man normalt ikke kan tænke, sige og gøre, fordi det strider mod den vedtagne dogmatik og troslære.
	I den religion, som profeten Muhammed lagde grunden til med de åbenbaringer, der er nedfældet i Kornen, understreger dogmatikken den helt grundlæggende forskel mellem Gud og mennesker. Ligesom i jødedom og kristendom er Gud for muslimen Skaberen af alt, og mennesket er som en del af skabte sat på en bestemt plads i forhold til Gud. Men specielt i islam ses mennesket grundlæggende som en tjener, som skal lyde sin Herres vilje. Og Guds vilje finder man helt konkret udtrykt i proften Muhammeds åbenbaringer, som er nedskrevet i Koranen. Det er imidlertid afgørende at forstå, at det kun er Guds vilje, sådan menneskets skal kende den for at adlyde den, vi finder udtrykt i Koranen - ikke Guds væsen! Gud selv er nemlig alt for stor og ophøjet til at et menneske ovehovedet kan rumme og forstå ham. "Allahu Akhbar", siger muslimen, hvilket ikke blot betyder "Gud er stor", men at "Gud er større!" Større end hvad, tænker man måske? Større end hvad som helst i den skabte verden!
	Muslimernes opfattelse af Guds storhed kan illustreres ved Guds 99 skønne navne. De 99 navne, muslimen gør brug af i sin tilbedelse af Gud, er alle udledt af Koranens omtale af Gud, ikke blot som egentligt navn, men også som udtryk for, hvordan Gud er overfor eller gør for mennesket. Et af disse navne er "Kongen" et andet "Beskytteren". Gud er også "Den ene", "Skaberen", "Den Alvidende" "Den Almægtige", "Retfærdigheden" osv. Som helhed udtrykker alle disse navne dog mest Guds ophøjethed over alt andet. Feks. er Gud nævnt som "Den, der er stor i sig selv".
	Alle disse navne er tilladte, når muslimen påkalder Gud, for de er netop åbenbaret til dette formål. Men når der nu er 99 navne, siger logikken, at der nok kan være flere - måske 100? Men når der ikke er sat betegnelse på dette sidste navn, skyldes det, at Guds storhed ikke kan begrænses af ord. Uanset hvor mange ord vi bruger, så kan de på den ene side aldrig rumme Gud - sproget og menneskets evne til at erkendne Skaberen er alt for lille! På den anden side afslører navnene heller ikke Gud, sådan som han er. De 99 skønne navne åbenbarer ikke Guds væsen, men kun den vilje, mennesket i lydighed skal lægge sig ind under. At være muslim er nemlig ganske enkelt dette at underlægge sig Guds åbenbarede vilje. Gud selv kan et menneske ikke kende. Forskellen mellem Skaber og skabning er så stor, at den ligger som en uoverstigelig afgrund mellem de to. Ja, selv, når Gud åbenbarer sin vilje overfor en profet som Muhammed, sker det ikke direkte, men gennem englen Gabriel som mellemmand.
	Som jeg nævnte allerførst, findes der dog i det fleste religioner en understrøm, der vover at sige det, som i flg. dogmatikken ikke må ske.
	I islam findes der en mystisk tradition, sufismen, der i sin tænkning og praksis bevæger sig helt hen til kanten af, hvad en muslim overhovedet kan tro og tænke. En af de mest berømte sufier levede i Bagdad i 900-tallet, hvor der var stor kontakt kristne og muslimer imellem. Han hed Al-Halladj. Netop Al-Halladj var meget optaget af tanken om, hvordan Gud dog alligevel burde kunne møde et menneske ansigt til ansigt i den verden, han havde skabt. Så dybt bevægede Al-Halladj sig ind i dette mysterium, at han selv nåede til en oplevelser eller en erfaring af fællesskab og enhed med den almægtige Gud. Et af de smukkeste udtryk for denne erfaring, findes udtrykt i et digt, Al-Halladj kalder: Enhed med Gud!
	"Du glider ind imellem hjertet og dets hylster, som tårerne glider ud af øjnenes låg. Du dvæler i mit inderste i mit hjertes dyb, som sjælen dvæler i legemerne. Intet hvilende kommer i bevægelse uden at Du bevæger det ad skjulte veje.
	Jeg er den, som jeg elsker, og den, som jeg elsker er mig. Vi er tvende sjæle, der hviler i ét legeme. Ser du mig, da ser du Ham, da ser du os. Din ånd er blandet med min ånd, som vinen blandes med det klare vand. Om noget rører Dig, rører det mig. Under alle sjælstilstande er "Du" "Jeg"."
	Al-Halladj opfattes af eftertiden som det nærmeste en muslim nogensinde er kommet i forståelse af Gud som den, der træder mennesket i møde i dets egen verden. Med digtet udtrykker han en sammensmeltning eller et møde i kærlighed med den almægtige skaber, som ellers kun kendes fra ét sted, nemlig Jesu tale om Gud som Far!
	Selvom muslimer godtager Jesus som en stor profet, forkaster de imidlertid tanken om Jesus som Guds Søn. Gud er jo alt for ophøjet til, at han kunne tænkes at få et barn med Maria - selve tanken er gudsbespottelig, fordi den trækker Gud ned på et alt for lavt plan.
	For Jesus begyndte hans erfaring af fælleskab med Gud med den dåb, hvor han ser en due dale ned over sig og hører Gud sige: "Du er min Søn, den elskede!". Den forsatte i hans påstand om, at han kunne gøre det, som ellers kun var muligt for Gud, nemlig tilgive synd. Og det kulminerer i den tale, vi hører som evangelium i dag, når Johannes slutter med Jesu ord: "Jeg og Faderen er ét".
	Så tæt kom Jesus til Gud, at han hævdede sit fulde fællesskab med den Almægtige Skaber, som også for jøden er højt ophøjet over mennesker. Men Jesus betalte også prisen for denne påstand: Han blev anklaget og korsfæstet for at spotte Gud! Den samme skæbne overgik Al-halladj. Efter en gang i ekstase at have sagt, at han var "virkeligheden" eller med "virkelighedens grund" dvs. Gud selv, blev han i 922 fænglet og pint og til sidst både korsfæstet, halshugget og brændt! For her går for muslimer en uoverskridelige grænse. Gud kan ingen kende i sig selv, og hævder man det, er det både udtryk for storhedesvanvid og blasfemi. Ved at overskride denne grænse, mister man retten til at være Guds skabning dvs.til at leve!
	Lige netop her afsløres så også den afgørende forskel, der går mellem på den ene side jøder og muslimer, og på den anden side os kristne. For vi vil nok også til en vis grad være med til at værne om Guds storhed, men vi kan ikke accpetre at det er en isoleret storhed, som Gud ikke kan tage os med ind i. Forskellen mellem Skaber og skabning består, men pointen er ikke isolation, men netop muligheden for at etablere et fælleskab på trods af denne forskel.
	Mennesket blev jo skabt til at leve i fælleskab med Gud! Adam og Eva mødte hver dag Gud i aftenskumringen, og dette nærvær blev først brudt, da de brød Guds bud. Hele den efterfølgende bibelhistorie handler derfor også om, hvordan dette fællesskab søges genoprettet. Moses kommer med lovens tavler og profeterne med nye krav til menneskers slydighed. Der herses og regeres, men lige meget hjælper det. Uanset, hvad Gud gør og siger, møder han kun modstand, fordi afstanden mellem ham og vi mennesker er for stor. Så til sidst - hævder altså den kristne tro - kommer ham selv til os - i Jesus af Nazareth åbenbares Guds storhed og grænseløse kærlighed i et menneskes skikkelse.
	Men da har Gud altså også selv gjort det, som han i følge jøder og muslimer slet ikke kan gøre! Gud er alt for stor, til at være eller blive menneske. Når Jesus hævder at han er ét med Faderen, er det ikke kun forkert, men blasfemi! For kristne er dette skridt imidlertid på gådefuld vis det største bevis på Guds storhed.
	I kender måske det spørgsmål, der oprindeligt nok er udtænkt med henblik på at sætte præster på plads af opvakte konfirmander - eller deres forældre!. Det lyder sådan her: "Hvis nu Gud er almægtig, kan han så skabe så stor en sten, at han ikke kan løfte den?" Som almægtig kan Gud naturligvis skabe, hvad han vil. Men skaber Han så stor en sten, at han ikke selv kan bære den, hvor langt række almagten egentligt så? Dette finurlige spørgsmål kan i lyset af uenigheden mellem kristne og muslimer omformuleres til dette: Når muslimer siger at Gud er stor, må vi kristne naturligvis være enige! Men så vil vi spørge, om ikke det er en begrænsning af Guds storhed, hvis han ikke er i stand til at træde mennesker i møde og gøre sit til ét med os - sådan som både Jesus og Al-Halladjd erfarede det?
	Må Gud ikke netop pga. sin almagt og storhed også kunne gøre sig så lille, at vi mennesker kan møde og erfare fællesskab med Ham i den verden, han har skabt? Er er inkarnationen - modsat muslimernes opfattelse - netop derfor ikke den største understregning af Guds storhed og almagt, som vi overhovedet kan tænke?
	Ved dette spørgsmål går grænsen for forståelse kristne og muslimer imellem. Herfra går vi hver sin vej. Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke kan leve sammen, men ved denne grænse kan troen ikke længere være det, vi mener skal holde os sammen. For muslimen kan ikke godtage Jesu ord om sin enhed med Faderen uden at opgive sin tro på Guds storhed. Og vi kristne kan ikke give købt på bekendelsen af, at I Jesus er Gud kommet os så nær, at også vi har lov til at kalde Ham for Vores Far i Himlen!
	Amen!

25-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email