Hvis du har kommentarer så skriv til KIJO@KM.DK Kirsten Johansen

2 søndag efter påske 2002 Salmer: 700-190 (Berggren)-26/207-414en-350 Dåb 11.30: 12-402fd-488v.1-2 og 7-694

Prædiken

Den berømte professor Niels Bohr blev engang spurgt: "Hvad er klarhed?" Og han svarede: "Det er det modsatte af sandhed!" Gennem sin forskning i atomets opbygning og i naturens indre sammenhænge, da var han altså kommet til det resultat, at sandhed er det modsatte af klarhed. Mennesket søger klarheden - den rene besked - men den dybeste og inderste kerne i menneskelivet er alt andet end klar og enkel. Den er et mysterium!

I evangeliet her på den anden søndag efter påske stilles Jesus også overfor spørgsmålet om den rene, klare sandhed. Mens han var på tempelpladsen, det var, fortæller Johannes, om vinteren, under festen for genindvielsen af templet, slog en gruppe jøder ring omkring ham. Nu ønskede de at få ren besked: "Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud!" De ville ikke længere holdes hen i uvished.

I sit svar til dem viser Jesus, at sådan en ren besked kan der ikke gis. For den kristne tro er ikke nogen filosofi eller ideologi eller et antal læresætninger. Vi kan ikke komme til tro på Jesus Kristus ved at tilslutte os rene og klare argumenter. Eller ved at lade os overbevise af fornuften. Ligesom når vi tager til os som en ubestridelig sandhed, at Jorden er rund og drejer om sin egen akse, at der har været mennesker på månen, at verdens højeste Bjerg er Mount Everest osv.

Nej, at tro vil sige at forholde sig til en person: Jesus Kristus, han der om sig selv siger Jeg er vejen sandheden og livet … eller det ord der ligger forud for evangelieteksten i dag: Jeg er den gode hyrde.. Derfor er den kristne tro et personligt forhold mellem et menneske og Jesus Kristus. Og i det forhold betyder de rene og klare fornuftsargumenter ikke alverden.

At forholde sig personligt vil nemlig først og fremmest sige: At leve i tro eller det modsatte: mistro, i åbenhed eller det modsatte: lukkethed. At forholde sig personligt til Jesus Kristus betyder ikke: At antage den kristne lære. Tro er et livsforhold, hvor Jesus Kristus selv overbeviser os om, at hans ord er Guds ord.

Jøderne forstod det simpelt hen ikke! De kunne og ville ikke løbe den risiko som troen altid er. De ville ikke slippe sikkerheden, klarheden, alt det som de mente var det samme som sandhed. Og tro vil jo altid sige at slippe sig selv og sin egen sikkerhed. Erkende sig egen fortabthed Og ensomhed. Og overgive sig til en, der er stærkere!

Det bedste billede jeg kender af tro, hørte jeg engang for mange år siden. En dreng er kravlet op af en stige for at lege på loftet hjemme hver han bor. Forældrene er også i huset. Tiden går, og da han skal ned fra loftet, er der blevet mørkt i værelset

nedenunder. Det værste er, at han heller ikke kan se stigen. Drengen bliver meget bange og begynder at græde og råbe efter sine forældre. Og så hører han omgående en stemme nede fra mørket. Det er hans far: Spring! Jeg griber dig!! lyder det. Drengen kigger ned, og kan ikke se faderen. Han tøver et øjeblik! Men..ja vi kan næsten regne ud, hvordan historien ender: Han springer og lander sikkert i sin fars arme!

Tro er at stole på Kristus og overgive sit liv i hans hænder. Så enkelt er det i grunden! Og så svært!

Mine får hører min røst og jeg kender dem og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd! siger Jesus om os, der vover troens spring og begiver os videre ud af livets hverken lette eller ubesværede vej. Troen betyder jo ikke at vi til evig tid er omgivet af en beskyttende mur og hver dag bliver forskånet for modgang, fare, ondskab og død. Vi kan bare tænke tilbage til den tid, hvor Johannesevangeliet blev skrevet, og hvor det var forbundet med meget stor risiko at være kristen frem for f.eks. jøde.

I salme 23 fra Det gamle Testamente, som også hører med til gudstjenesten i dag, læste vi ordene: I mine fjenders påsyn dækker du bord for mig, du salver mit hoved med olie. Her fortælles det med et billede af det jødiske gæstevenskab, hvordan Gud ligesom en husvært roligt går omkring og dækker bord og serverer maden for sin gæst, som er et billede på mennesket, mens fjenderne står udenfor, råbende og skrigende, men ude af stand til at gøre noget.

Vi kan spekulere over, hvad vi i dag ville betragte som vores fjender i forhold til troen på Gud. Og det er nok især vores angst: Angsten for ensomheden, for at livet skal miste sin mening, for døden! Den angst kan undertiden kvæle vores tro.

Det kan også være ind indimellem være svært at finde ind til og bevare troen og håbet i en tid, hvor alt handler om den enkelte. Hvor man ustandselig får banket ind i hovedet, at "Du er din egen lykkes smed! Du er selv Herre over, hvad du får drevet dit liv til! Den letkøbte tro og optimisme kan sagtens overleve. Den som kun er beregnet til at bestå, indtil man er et andet sted i sit liv, som det vist hedder! Men den helt fundamentale tro på kærligheden og på hvilke værdier vi skal lade os styre af, har det meget værre. Og der er næsten ikke noget, som i vores tid må betragtes som og kaldes ved sit rette navn: egoisme, svigt, fejltagelse, ondskab. Det er som om at ordet synd, som jo betegner alt det, der skiller os fra Gud, fuldstændig er forsvundet! For tidens manglende optagethed af fællesskab, trofasthed, omsorg og kærlighed betyder i længden, at det kristne værdigrundlag kommer til at stå i skyggen af en massiv selvoptagethed. I virkeligheden var det nok lettere for os i dag, hvis vi havde en hyrde, som havde lagt alt til rette for os. Som kunne føre os gennem livet ved hjælp af strenge og håndfaste regler.

Ligesom jøderne måske også ønskede af Jesus, at han skulle gøre. Men fårene følger hyrden, siger Jesus. De drives ikke af ham. Til gengæld så kaldes det får, som vælger at gå sine egne veje, frem for at følge hyrden, ikke frit, men vildfarent. For i stedet for at lade sig lede af den gode hyrde, drives det af alle mulige fremmede magter ude i ørkenen.. Hyrden går foran, og han tvinger ingen til at følge efter sig. Men farer hans får vild, så leder han efter det. Hans kærlighed rækker på den måde også efter dem, som har mistet troen.

Mine får hører min røst..siger Jesus Og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det er et af paradokserne i kristendommen, at troen på Kristus som vores hyrde og Herre ikke gør et menneske afhængigt og ufrit. Men billedet af hyrden og hans fåreflok vil fortælle os, at han har knyttet os til sig med en kærlighed, der ikke kender nogen grænser. Vi må tro på og leve ud fra hans tilsagn om, at intet - heller ikke synd, død og sorg - alt det vi kender fra vores eget liv, og som vi ved kan ødelægge kærligheden mellem mennesker, end ikke det kan skille os fra hans kærlighed. Der er intet som kan rive os ud af hans hånd. Det er hans opstandelse påskemorgen for den troende tegnet og pantet på til evig tid!

Jeg kan huske, at jeg for nogle år siden fulgte med i en serie på TV: Europa i flammer. Den handlede om jødeforfølgelserne under 2. Verdenskrig. En af personerne var meget agtet ældre jødisk rabbiner. Han var kommet til koncentrationslejren Theresienstadt. I denne lejr, som langt fra var så human, som tyskerne gerne ville give det udseende af, fik han et håb om, at han og hans familie ville overleve. En dag skulle de imidlertid sendes videre. I modsætning til alle andre fik de ældre jøder lov til at sidde i en normal togvogn. Så de troede lige til det sidste, at der ikke ville ske dem noget. Da de steg ud af toget, blev de sammen med alle de andre passagerer adskilt i to halvdele,de gamle og svage, og de unge og stærke. Herefter gik det meget hurtigt. De gamle og svage, heriblandt rabbineren, som havde været så kendt i den jødiske verden, blev ført direkte i gaskammeret. Og det sidste vi hører fra ham er, da han står under bruseren, hvor gassen langsomt begynder at sive ud, uden tøj på kroppen. Frem for at råbe og græde, gentager han roligt ordene fra salmen:

Herren er min hyrde, mig skal intet fattes! Han lader mig ligge på grønne vange, til hvilens vande leder han mig, han kvæger min sjæl. …

Sådan har vi lov til at tro, selv i det yderste mørke. At end ikke det værste er i stand til at skille os fra Gud og hans kærlighed til os. Amen.

25-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email