Hvis du har kommentarer så skriv til SPA@KM.DK Solvej Paabøl Andersen

Bed! Søg! Bank på! Det er, hvad Jesus opfordrer sine tihørere til at gøre. Bed! Søg! Bank på! Kom ud af busken! Lad være med bare at lukke jer inde med jeres trængsler og jeres tab. Reager! Og der skal gives jer! I skal finde! Der skal blive lukket op for jer!

Den som intet mangler, har intet at bede om. Den som ikke har mistet noget, søger intet. Den som alle døre står åbne for, behøver ikke at banke på. Han og hun lever ikke, elsker ikke og har aldrig gjort det. For enhver som kender til at leve og elske kender også til frygt for at miste - og har måske endda prøvet det flere gange allerede.

Mistet et menneske, man holdt af - døden eller skylden eller en anden afstand kom imellem. Mistet sig selv - måske var der ikke brug for en mere - på arbejdspladsen, i ægteskabet, i forholdet til børnene? Og hvem er man så, når alt det, man forstod sig selv ud fra, er forsvundet?

Så står man der, forslået og forladt, for foden af et uoverstigeligt bjerg - hvordan komme videre herfra? Bed, så skal der gives dig, søg, så skal du finde, bank på, så skal der lukkes op for dig. For sådan skal det være. Det er Herren selv, der taler!

Ufatteligt, ikke sandt? Og er det nu ikke også noget overskruet sludder? Hvad skal vi bede om, og hvad får vi? Hvad skal vi søge, og hvad skal vi finde? Hvad er det for en dør, vi skal banke på, måske? Og hvad får vi at se, når den åbner sig? Det er de spørgsmål, vi skal lade være med at stille, for det er ikke os, der skal finde løsningerne. Bed, søg, og bank på. Det er det, vi skal gøre. Vende os ud - og tage imod det, som bliver givet os, det som vi finder, gå ind ad de døre, der åbner sig for os.

Det handler om tillid. Barnlig tillid. Vi hørte lige før, da Nicklas og Sidse Marie blev døbt: "den som ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det." Den måde, et barn henvender sig til sine forældre på, for at få afhjulpet sin nød - det er tillid. Tillid til, at de som er større og stærkere - de kan og de vil hjælpe mig. Jeg kan give udtryk for det, som plager mig - men det er dem, som har magt, der må gribe ind.

"Jeg er sulten", siger barnet til sin far eller mor, for de må da kunne skaffe mad. Barnet tænker ikke: "der er ikke mere mad, nu må jeg sulte resten af livet, for hvor skulle jeg dog få mad fra?" Barnet henvender sig til en, der er større end sig selv, i tillid til at denne "store en", kan og vil ændre på situationen.

Man behøver ikke at have børn selv, for at forstå, hvad Jesus mener, når han argumenterer med billedet af faderen og sønnen. "Hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk?" Selvom ikke alle kender forældrerollen fra deres eget liv, så har alle i hvert fald prøvet at være børn. Og selvom ikke alle har haft ansvarlige og kærlige forældre, så ved enhver, hvordan en forælder BØR være over for sit barn.

Når det går rigtigt til, så giver forældrene deres barn, det som barnet har brug for - daglige fornødenheder, opdragelse og vejledning, kærlighed, nærvær. Vi forsøger, så godt vi nu kan, at give vores børn de bedste betingelser for at få et godt liv.

Vi ved, at vi nogle gange må give afkald på vores egne behov af hensyn til barnet. Det er især tydeligt den første tid, hvor forældrenes egen trang - til en god nats søvn, et roligt måltid, et bad eller bare at gennemføre en samtale - uden diskussion må sættes til side til fordel for det lille barn, som er så fuldstændig afhængigt af de voksnes hjælp og tilstedeværelse. Man behøver ikke at have siddet med sit eget nyfødte barn i armene for at vide, at sådan må det være. At det er helt rimeligt, at det er os, vores børn henvender sig til med deres sorger, og så er det op til os at finde en udvej.

Og når dét er så indlysende for os, hvorfor er det så så svært at forstå, at vi skal bede, søge og banke på, som tillidsfulde børn, så vil vores far i himlene give gode gaver til os? Vi kan bede, som han har lært os: Vor far, du som er I himlene....

Vi er skabte i Guds billede, så vi ligner ham. Derfor kan Jesus bruge billedet af vores kærlighed til at sige noget om Guds kærlighed. Ikke alt er sagt om Gud, fordi man sammenligner ham med en god og kærlig far. Men noget væsentligt er sagt.

Tag den kærlighed du kender til fra dit eget liv og gang den med den uendelighed som er Guds. Kan du så forstå, at du skal bede, søge og banke på - tage imod, finde og gå ind ad de døre, der åbner sig for dig, gribe de muligheder der viser sig? Og ikke lukke dig for alt andet, end hvad du selv ser som løsningEN for dig?

Kærligheden gør det ved os, at vi ikke kan være glade, hvis vores elskede ikke er glad. Vi kan ikke nyde vores måltid, hvis vores elskede er sulten og ingenting har. For hans eller hendes sult er vores sult. Hans eller hendes smerte er vores smerte. Og nogle gange må vi se i øjnene, at vi ikke kan stille sulten eller fjerne smerten.

Nogle situationer er du afmægtig over for. Men du er! Du kan måske ikke stille sulten, men du behøver ikke at gøre den mere ubærlig ved at give en sten i stedet for et brød. Du kan måske ikke fjerne smerten, men du kan undgå at lægge mere til den ved at give den en slange, som har brug for en fisk. Måske har du hverken brød eller fisk at dele ud af. Men du kan dele ud af det, du har, om dét så kun er dig selv.

Dét efterlevede Jesus til den yderste perfektion. Han ikke bare delte ud af sig selv, han gav os det hele. Kød og blod. Giver os det den dag i dag. Den fuldkomne kærlighed som fortsætter, hvor vi må slippe.

Det ved han godt, at vi må. Han ved godt, at vores kærlighed og vores kræfter slipper op. Han oplevede det selv på sin egen krop: menneskers svigt og ubestandighed. Det har eksisteret lige siden mennesket valgte sin afhængighed fra og helst ville stole på sin egen magt og dømmekraft. Så måtte vi til at have regler for dog at kunne overleve i hinandens selskab: Loven og profeterne, som kan sammenfattes i den såkaldte gyldne regel:

"Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem." Simpelt - ikke at efterleve, men at forstå. Det er ganske almindelig snusfornuft. Det behøver man ikke at være kristen for at se ideen i. Bare praktisk. Når tingene ikke glider af sig selv, så må man jo forsøge at få dem til at glide.

Denne tale, Bjergprædikenen, handler først og fremmest om, hvad vi skal gøre, hvordan vi skal forholde os her i verden. Hvilken vej vi skal gå. "Gå ind ad den snævre port, for vid er den port og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den."

Så kan vi jo begynde at vride og vende os og kigge os til højre og venstre for at se, hvem det er, der har valgt den vej, der fører til fortabelsen. Hvis der er plads til det - så kunne det være, fordi vi selv har valgt den! Den vide port og den brede vej. Det er den nemmeste vej. Intet er nemmere end at vælge de store brede veje, hvor man kan få fuld fart på og uden de store manøvrevanskeligheder helt undgå at komme i berøring med de mange andre, der befinder sig på den. Flyve igennem mod endemålet uden øje for hverken skønheden eller lidelsen omkring os.

Billedet af de to veje er velkendt, fra vores folkeeventyr f.eks.: et menneske på rejse står pludselig ved en skillevej. Hvilken vej vælger han? Det er altafgørende for hans videre skæbne, ofte også for andres. Det som umiddelbart virker fristende, det der koster færrest anstrengelser her og nu, kan vise sig at få uoverstigelige konsekvenser. Prinsen må forblive en frø.

Det koster noget at leve og elske. Det koster kamp. Gå ind ad den snævre port. Du kan også vælge det, der ligger lige for - den vide port, den brede vej. Du kan vælge fortabelsen frem for livet. Så vælg da livet! Amen

25-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email