Hvis du har kommentarer så skriv til KKS@KM.DK Kirsten Kruchov Sønderby

	2.s.e.Påske
	Herren er min hyrde, mig skal intet fattes,
	Han lader mig ligge i grønne enge,
	Han leder mig til det stille vand.
	Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld.
	Selvom jeg går i mørkets dal
	Frygter jeg intet ondt,
	For du er hos mig
	Din stok og din stav er min trøst.
	Ordene er salmistens, salmen nr. 23 i det gamle testamentes salmernes bog. Det er kendte ord for mange, måske fordi der er andre præster end jeg, der har for skik at læse dem ved hver eneste begravelse.
	Det er enkle og stilfærdige ord om hyrden i de grønne enge, ved det stille vand, nøjagtig som her udenfor kirken, i engen hvor åen slynger sig rask afsted, men i sine slyngninger også lader vandet flyde langsomt mod næste sving, steder som den gode hyrde kender, for her kan han lade dyrene drikke.
	Den grønne eng med det stille vand, er et billede på paradis. Paradis, så svært at forestille sig, umuligt for vores tanke der strømmer som vore liv raskt afsted i tid og valg. Her er sjældent stille vand, kroppens tilvækst, modning, forfald, driver os med tiden rask ned ad strømmen, videre hen over sten og sandbund, videre, videre.
	Og paradis som stedet hvor tiden ophører med at strømme, kan for os, tidens flygtige væsner, komme til at ligne kedsomhed, evig kedsomhed.
	For hvordan skal vi kunne tænke os det som livet hele tiden driver os bort fra. Det som vores egen tid lærer sine børn er det værst tænkelige af alt nemlig stilstand og lediggang ?
	Vi kan tænke os det fordi vi længes efter det.
	Og fordi vi måske kender følelsen af evigheden fra de øjeblikke i vore liv da det var som om tiden stod stille. Og hvad angår kedsomhed, var det i min erindring faktisk aldrig kedelige øjeblikke.
	Øjeblikket hvor tiden standsede kom måske da man sad i en eng og lod blik og tanke vandre, man blev væk for sig selv, sådan siger vi om detÂ… men måske var det i virkeligheden nærmere sådan at man kom til sig selv.
	Og jeg ved at jeg sommetider, dèr varm af solen, mæt af liv, har tænkt, at kunne det bare være sådan altidÂ….
	Det er måske endda derfor nogle af os går i kirke, fordi vi her samles som i den grønne eng, ikke for at yde og handle men for at være. Være som dyr på græs, i hyrdens nærhed.
	Salmisten kendte til længslen efter at være hos hyrden i engen, ved det stille vand. Han skrev om dette og han skrev om hvordan han i sin tro på at Herren var hyrde for ham, fandt styrke til at leve også i mørke dage, hvor det grønne græs syntes at forsvinde for hans fødder.
	Dage hvor det var som om han gik i mørkets dal, hvor intet læskende vand fandtes og alt blev til støv og aske for hans blik, fordi dødens skygge lagde dalen øde.
	Også jøderne omkring Jesus i dagens tekst kendte til billedet af Gud som hyrden over alle hyrder. Den Gud som sender ledere til sit folk, og fører dem gennem verdens trængsler, som dengang Moses kom til jøderne i Egyptens trældom og førte dem frelste til det land de siden så indædt har holdt fast i retten til. I vores tid så indædt at man kan blive rystet over manglen på fred i det land som begge parter i krigen erklærer for helliget af Gud.
	En krig hvor man kan komme i tvivl om der overhovedet er nogen tilbage til at ønske fred og have blik for det stille vand. Mon der nogensinde i vor tids Israel, eller Palæstina om man vil, er så stille at man kan høre en hyrdes stemme.
	Men det er hyrden der taler og kalder. I kampgny og tumult som i Israel, i mere stilfærdig hverdag i Danmark. Han kalder på os, alle verdens folk. Han vil føre os med sig til de grønne enge med det stille vand, der vil han være hos os for evigt.
	Kaj Munk, som havde sin præstetid her i vestjylland, indtil han blev skudt af tyskerne for sin højrøstede tale imod deres besættelse af vores land, skrev sådan her om stedet som hyrden vil føre os til:
	”Og de er samlet derinde, alle, den store hvide flok, de første dages forfulgte sammen med de sidste, katolikker og protestanter, missionsfolk og grundtvigianere, mennesker der har fundet fred i hinandens tanker, og mennesker der i misforstået iver har mishandlet hinanden for troens skyld, inkvisitionstidens ofre sammen med deres bødler, lyksalige ved nu at have fundet frem til hinandens tilgivelse og samhu.
	Små lemlæstede børn springer rundt med hele lemmer, soldater knæler i tak for at have fået deres blodskyld tvættet af, den ædle hedning, der først her har fundet sandhedens dybeste kildevæld, synderinden, som hyrden selv i yderste øjeblik bjærgede ud af fordærvelsens krat.
	De er der alle, alle, og selv sidder Hyrden på Golgatha banke, som nu er en blomstrende lynghøj, han ser ud over alle sine på engene om salighedsfloden, så løfter han sin fløjte og spiller den dejlige vise; En hjord, en hyrde”
	Kaj Munk sidder i heden ved en å der slynger sig igennem og ser det for sig, paradis .. i et øjeblik af evighed midt i livets strøm.
	For hans vedkommende strømmede livet hurtigt mod sin afslutning, gammel blev han jo ikke. Han måtte følge med tyskernes bødler da de hentede ham, han skulle dø det var han selv klar over.
	Og hvilken forskel det gjorde for ham at han i et glimt havde forestillet sig paradis og at han troede at Jesus var hans hyrde, hvad det betød da han måtte gå ind i mørket og døden, det kan vi ikke vide.
	Men grunden til at han skrev, som han gjorde i det jeg læste for jer før, er vel den samme som ligger bag det at jeg, og mange andre præster, læser salmistens ord om hyrden og de grønne enge ved begravelser. Nemlig at det er ord som der er trøst i.
	Trøst fordi ordene taler ind i vores håb og ønske om at den vi elskede og mistede er hos Gud og hviler hos ham i paradis. Og ind i det vi selv ønsker og håber for vores egen død, at vi ikke skal gå alene ind i et rædselsmørke, men i stedet føres af Jesus, vores hyrde, gennem døden til livet hos Gud. Det er altså trøsteord.
	Og så er det noget mereÂ…. Det er ord til livsmod. Uanset hvordan det går i livet så kan intet true mig mere, heller ikke døden, sådan kan man sige når man ved at man aldrig skal være forladt af Gud ikke i død og ikke i liv.
	Det er det vi skal fortælle videre til enhver der endnu ikke har hørt og troet det. Det er det I, kære forældre og faddere, skal fortælle jeres Mikkel når han bliver større. At uanset hvordan det går os i vores liv, så er vi aldrig overladt til os selv i tilfældighedernes verden.
	Han er vores hyrde, han går foran os og bagved os, hans stok og stav støtter vore skridt, også når vi tror ham langt borte og alt synes at være støv og aske omkring os.
	Ligenu bor foråret i den grønne eng. Den blå viol titter frem, anemonerne lyser som hvide stjerner mod solen, og som foråret er tilstede i engen, sådan er hyrden hos os, opstanden fra de døde. Det bliver ikke ved længslen efter sommer, det bliver til opfyldelse og møde.
	Herren er min hyrde, mig skal intet fattes.
	Amen

25-4-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email