Hvis du har kommentarer så skriv til IFL@KM.DK Inge Fredenslund Levinsen

5.s.e.påske 02

Der var engang, har jeg hørt, en gammel mand i et lille vestjysk sogn. Han nægtede at blinke af, når han skulle svinge med sin cortina. For det kom da ikke nogen ved, hvor han agtede sig hen.

Det siges også, at moderne skolebørn har stadig mere svært ved at tage imod en kollektiv besked. De vil ikke sådan tales til i flok og følge – for man er vel individualist!

Det er en ret underlig udvikling. Engang tænkte man om Gud, at han var enerådigt ophøjet – og om kongen, at han var direkte indsat af Gud, og når han regerede her på jorden, så var han med rette folkets enevældige overhoved, for han havde sin magt og vælde direkte ovenfra.

Man forestillede sig hele samfundet som en trekant med en meget spids top. Øverst oppe i spidsen Gud. Så lige nedenunder ham kom kongen. Derpå adel, præster, borgere og bønder. Hele samfundet lagdelt, med Gud alene oppe i den absolutte top.

I dag er trekanten ikke mere spids, ja den er slet ikke trekantet – den er tværtimod blevet meget flad og vældig, vældig bred. Vi er nemlig alle sammen kommet helt op i toppen.

For vi moderne mennesker opfatter bestemt ikke os selv som undersåtter, og man finder sig heller ikke i at blive regeret ovenfra og ned.

Verden er virkelig blevet helt anderledes – de enevældige guder og konger er blevet styrtet ned fra tronen.

Men tronen er jo ikke blevet tom af den grund – der er tværtimod stor trængsel – for den er fuldt besat med alle os.

Alle os moderne mennesker, der sandelig ikke kan have, at der er nogen, der skal komme og bestemme over os, for vi kan selv og vil selv.

Os, der da godt nok svinger som i et kæmpependul mellem selvhad til den ene side og selvovervurdering til den anden. På den ene side er vi smækfulde af mindreværds-komplekser – på den anden side tror vi os nærmest guddommelige – med sjælen fuld af indre guder og lys, der stråler indefra.

Tænk bare på reklamernes leflen for din indre guddom – netop du har fortjent det bedste – vær solidarisk med dig selv, som det hed i en reklame for et forsikringsprodukt.

Og så er det jo klart, at man ikke behøver at blinke med cortinaen, når man skal dreje, for hvem skal blande sig i det?

Ifølge Johannesevangeliet er der i læsningen til i dag meget fokus på ”herlighed”. Jesus beder til Gud om han vil ”herliggøre” ham – ”herliggør din Søn for at Sønnen kan herliggøre dig”, siger han.

Man kunne jo så tro, at det Jesus beder til Gud om, det er at han må få en ordentlig tronbestigelsesfest. Om at blive festligt indsat på sin guddommelig trone – den har han jo ret til at beklæde – og således blive behørigt anerkendt som den sande tronarving. Herligt ville dét da være.

Men vi ved jo også godt, at det i den virkelige verden var så som så med herligheden. Jesus blev godt nok ophøjet – men han blev altså ophøjet på et kors, og det var der altså ikke noget som helst herligt ved.

Alligevel sagde han selv på korset ”Det er fuldbragt”.

Hvad var fuldbragt? - kan vi spørge.

Jo, det at sønnen nu har åbenbaret sin far. Jesus spejler deroppe på korset sin himmelske far, netop da viser han hvem Gud er.

Og netop gennem sin død fuldender han Guds gerning.

Den gerning, nemlig, at gøre Gud kendt for mennesker – at åbenbare ham – og at knytte menneskene sammen med Gud.

Med Johannes-evangeliets ord, ifølge hvilke Jesus siger:

”Jeg har åbenbaret din navn for de mennesker du gav mig… De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig…”

Se, hvis vi så ligesom trækker os lidt tilbage og forsøger at få et overblik over, hvad vi nu har hørt – ja, så må vi konstatere, at trængslen på den trone, hvor vi alle sammen helst vil være – den er så alligevel lidt mindre end forventet.

For Guds søn er gået ned fra den.

Hans trone er ophøjet – javist.

Men ikke som tyrannens trone – hans trone er ikke et jordisk magtsymbol, der holder undersåtterne kuede og på plads – men hans trone er det kors, man hængte ham op på…

Sådan blev Guds søn ophøjet.

Og hans magt er derfor i afmagten – og i de afmægtige. Gud er mægtig i de svage.

Det er derfor ikke så sært, at han af mange moderne mennesker opfattes som meget, meget gammeldags. For hans facon – og hans herlighed – er der jo ikke sådan fut i.

Han hylder hverken guden Succes eller guden Penge. De klarer sig ellers ret godt for tiden. De bygger bestandig deres lader større og smyger sig frem imellem os og bilder os hellere end gerne ind, at de er de vigtigste i verden.

Hvorimod fortællingen om Jesus, der steg ned fra det høje og blev ophøjet på et kors – den fortælling er unægteligt meget mindre aggressiv – men alligevel så forunderligt kraftfuld.

Den siger jo – som vi (ofte) har hørt – at han tager de små i favn og erklærer dem for sine børn, og så kan de andre bare komme an og forsøge at støde dem bort, men at lade dem komme til ham, dét må de ikke hindre dem i, for Guds rige er deres…

Og stædigt og ihærdigt indbyder han den dag i dag hvem som helst uden forbehold til at være gæster ved hans bord. Han giver og giver og giver af sig selv, så mennesker (den dag i dag…) vokser ved det.

Når vi alligevel kalder Gud for den almægtige – det gør vi i trosbekendelsen og i salmerne – og det gør vi med rette – jamen så er det ikke for at vi skal se ham i den ophøjede tyrans billede – men for at vi skal huske, at netop hans er riget og magten og æren alligevel. På trods af al verdens tyranner, på trods af al ondskab og egoisme.

Og selv om han blev ophøjet på denne specielle måde, som ingen anden vel ville ønske sig det: Hans er riget og magten og æren.

Trods alt hvad der ville og vil stå ham i vejen –han steg ned fra det høje og gik til de fattige, de syge, de udstødte. Han kom til de fattige i ånden. Og det er herligt! For det er han jo så fortsat med. Han kommer til de fattige i ånden – han kommer i kraft af sit ord – hvor to eller tre er forsamlede i hans navn, dér er han til stede.

Og sådan kan også vi komme og få lært Gud at kende.

Man kan tænke sig Jesus som et brev, sendt fra Gud til os. Han er Guds kærlige hilsen – og når vi lukker brevet op og erfarer hvad det indeholder – jamen så er vejen åben for at selv vi moderne tron-bestigere kommer til at kende Gud.

Han skubber os ikke direkte ned fra tronen – men han befinder sig godt nok et helt andet sted. Der kan vi møde ham.

Amen.

5-5-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email