Hvis du har kommentarer så skriv til KKS@KM.DK Kirsten Kruchov Sønderby

I det gamle testamente, i salmernes bog finder vi salme 8 som handler om Guds og skaberværkets herlighed :

Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden, du som har bredt din pragt ud på himlen! Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige. Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder, får og okser i mængde, selv de vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, dem som færdes ad havenes stier.

Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden!

Opfyldt af glæde over livets herlighed priser salmisten livets skaber. ”Hvor herligt er dit navn”

Herlig, Jesus bruger ordet mange gange i dagens tekst, nærmere betegnet 6 gange. Fader, timen er kommet, herliggør din søn, for at sønnen kan herliggøre dig. Sådan begynder Jesu evangeliet til i dag, som er skrevet som en bøn.

Men hvad er det egentlig for noget med al den herlighed.

Hvad betyder herlig, i nudansk ordbog står der at herlig det betyder ; god for sanserne eller at noget er pragtfuldt.

Vi bruger det om vejret, et herligt vejr, når fornemmelsen af at naturen nærmest omfavner en trænger sig på.

Sådan en dag hvor vejret er blødt og blidt, ikke for varmt eller koldt, men altså ligepræcis herligt.

Vi bruger ordet om mennesker, han er en herlig mand, siger vi, det er ham vi kender som en der er nærværende og kærligt tilstede både når vi er glade og når vi sørger.

I bibelleksikonet står der at ordet herlig i bibelsk sammenhæng betyder at noget er udfyldt af Guds fylde, vælde og nærvær.

Sådan forstås ordet herligt af ham som skrev salme 8, hvor herligt er dit navn, Herre, ja herligheden viser sig i skaberværkets vælde og skønhed. I skabningens under, menneskebarnet kronet med herlighed og ære.

Sådan kan livet opleves af den som i et øjeblik føler sig velsignet og set til af Gud.

Velsignelsen er en del af menneskelivet, men der findes sandelig også andet end den, nemlig forbandelsen.

Der er ingen herlighed over at føle sig forbandet. At stå i den del af livets timer hvor end ikke vejret kan opleves som herligt. Hvor solens stråler brænder og skærer i stedet for at varme, hvor regnen slider dagen grå i stedet for at give væde og kraft til at vokse.

Dage, ja, måske uger eller år, hvor Gud syntes uendeligt fjern, ja hvor han nærmest fyldte alting omkring sig ud med sit insisterende fravær.

Ingen herlighed, ingen fylde, intet nærvær.

Sådanne timer og dage kan ord om skaberværkets og livets herlighed skurre grimt i ørerne. Skurre mod følelsen af at livet i stedet er forbandet, ensomt og tomt.

Til alle de forbandede kom Jesus. Guds søn. Han kom til de forladte, de bortvendte, de indespærrede. Til de forgrædte og fortabte, til dem som, hvor de end så hen, aldrig fik øje på mening og sammenhæng i det skaberværk der omgav dem. De som kun så ødelæggelse og død.

Dem kom Jesus til, ligesom han kom til de fattige, de syge, de udstødte, og han kom til dem der trods ydre rigdom og sikkerhed, i det indre plagedes af længsel efter mening. Han kom til de fattige i ånden.

De som ikke kunne læse Guds ord eller mærke velsignelsen strømme rigt gennem livet.

Tænk bare på disciplene, hvem var de, ja, de var fiskere og toldere, bønder, almindelige mennesker, ikke forvænte med livet på solsiden.

Og det er ligepræcis alle dem Jesus taler om når han siger :

”Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de at alt hvad du har givet mig er fra dig”

Han har opsøgt de fortabte, helbredt de syge, besøgt de ensomme, givet de sultne mad og sat de fangne fri. Han har talt om sin far, Gud, fortalt alle der gad høre på det at Gud ikke er en Gud kun for de stærke og sikre, men at Han i stedet er en Gud der ikke giver op før han har besøgt og befriet hvert eneste menneske.

Gud og Jesus er et og det samme, alt dit er mit og alt mit er dit, sådan siger Jesus det i dag. Og taler hermed om enheden mellem sig selv og Gud.

Nu nærmer tiden sig for Jesu afsked med verden. Ikke sådan at forstå at han ikke længere vil have med den at gøre, men tværtimod sådan at han vil blive i verden for evigt dog i en ny form, eller på en ny måde. Snart er det kristi himmelfart, Jesus farer til himmels, og efterlader sit ord blandt de befriede mennesker i verden, og i pinsen sender han sin og sin Fars hellige ånd.

Nu skal budskabet om verdens fornyelse udbredes til alle riger og lande.

Derfor ber Jesus for dem der tror på ham, for sine disciple og for os, for de havde store opgaver foran sig og vi ikke mindre.

Han ber således : Jeg beder for dem, ikke for verden beder jeg, men for dem du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit og alt dit er mit, og jeg er herliggjort i dem.

Han ber for os, alle os der må leve i verden, både på de herlige dage, med smygende lune vinde, og i den kolde blæsts dage.

I de dage hvor intet håb synes, er der en i himlen der ber for os og forunderligt er det at høre ham sige at han er herliggjort i os. Hos de forbandede bor nu velsignelsen.

For det betyder at det at Gud i søn er gået ud til de fortabte og forladte, både mens han levede på jord og i dag hvor han er med i sit ord, det at han gik ind i døden for at fylde den ud med sit nærvær,

At det har løftet verden op og ind i Gud selv. Derfor er intet i verden mere for ringe eller for fattigt til at tale med om Guds herlighed.

Han er herliggjort i os, vi er herliggjort i ham.

Herre, vor Herre, hvor herligt er dit navn over hele jorden.

Amen

5-5-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email