Hvis du har kommentarer så skriv til HBR@KM.DK Henrik Busk Rasmussen

	1. Søndag efter Påske.
	Tekster: Es. 43,10-12; Ap.G. 2,22-28; Joh. 21,15-19.
	Salmer: 682 - 190 - 360 - 207 - 432 - 205.
	Bøn:
	Vor Gud og Far, vi takker dig, fordi du har oprejst din Søn, Jesus Kristus fra døden og ført ham sejrrig ud af graven Og således har givet os håbet om det evige liv. Med vore hjerter fulde af jubel og glæde beder vi dig: Lad os ved hans opstandelses kraft få lov til at overvinde frygten for døden. Lad påskens glædelige budskab fylde din kristne menighed ud over hele jorden. Amen.
	Prædiken:
	Evangeliet til i dag skildrer på enkel og smuk vis et forsoningens og tilgivelsens øjeblik. - Skærtorsdag nat havde Peter fornægtet Jesus tre gange. I dag spørger Jesus så Peter, om han elsker ham, og det gør han tre gange. Ikke for at tvære i det, ikke for at gøre ham ked af det - men for at tilgive ham.
	Tilgivelse er ikke at glemme det skete. Tilgivelse er at genoprette forholdet. Jesus havde ikke glemt. Peter havde ikke glemt. Og det var sket. Det gjorte kan ikke gøres ugjort. - Peters forhold til Jesus var gået i stykker den nat, hvor han havde fornægtet ham tre gange. Og den måde forholdet kunne genskabes på, det kunne kun ske ved, at Jesus tog det frem igen og sagde - at han kunne bruge Peter alligevel. - Så var der ingen uærlighed, intet der var stukket under stolen, ingenting der ikke var blevet talt om; alt var på det rene. Og her ud fra genopretter Jesus forholdet til Peter. Og som den første gang Jesus talte til Peter, siger han igen - : Følg mig! - Hermed kan Peter ikke være i tvivl om, at forholdet mellem dem er genoprettet.
	På en særlig måde er Påskens fortællinger med at understrege Det Nye Testamentes troværdighed, for her lægges slet ikke skjul på personernes højest menneskelige fejl og egenskaber. - Det siges at være en kristen dyd at have sans for de marginale eksistenser, og Det Nye Testamentes troværdighed understreges netop i skildringen af disciplene, fordi de både på godt og ondt fremtræder så uhyre menneskelige. Undtagelsen findes dog - og det gælder, når evangelierne skal skildre disciplen Judas. Her har de en åbenlys interesse i at distancere sig fra ham. Evangelisten Markus ligger blødt ud i sin beskrivelse og skildring af ham, mens de øvrige evangelister strammer skruen og optrapper. - De har ligesom glemt, at alle disciple faktisk faldt fra.
	Måske har alle en Judas i sig. For da disciplene sidder ved Skærtorsdagens måltid, annoncerer Jesus på et tidspunkt, at én fra selskabet vil forråde ham. Og herpå begynder de én efter én at spørge ham: det er vel ikke mig? - Disciplene er hver især på sporet af sig selv. Der synes at være en forræder i alle, blot omstændighederne er til det.
	Meget taler faktisk for, at Jesus og Judas var nære venner. Ved måltidet Skærtorsdag råder der nemlig en vis indforståethed mellem de to, hen over de øvrige disciple som er allermest optaget af måltidet. Jesus vidste, hvad der skulle ske, også hvem der skulle forråde ham. Judas vidste det også. De delte en viden, som Jesus anslog med ordene: "Hvad du gør, gør det hurtigt!"
	De to venner, Jesus og Judas forstår i hemmelighed hinanden. De ved, hvad der skal ske. De to alene. Mens de øvrige tror, at Judas sendes i byen for at købe brød.
	Det virker som aftalt spil. Jesus og Judas deler skæbne og dør hver især ensomt, - Jesus i stedet for syndere, Judas som repræsentant for alle forrædere. De dør hver især. I hvert fald kan man sige: Judas skulle forråde Jesus og sende ham i en død for vores skyld.
	Vi glemmer let hans afgørende rolle. Og evangelierne har travlt med at distancere sig. Evangelierne glemmer let, at Judas faktisk var med ved Skærtorsdagens aftensmåltid, nadvermåltidet - og at Jesus Langfredag gav sig hen for alle, og dermed også for Judas.
	Alligevel finder både vi og evangelisterne, at disciplen Peter er langt mere sympatisk end Judas. Og det er lettere at identificere sig med ham.
	Historien om Simon Peter er fortællingen om en ganske almindelig mand, der vinder del i Guds rige og bliver kirkens klippe. - Som en af de første havde Simon Peter forladt sin dagligdag som fisker. Han havde fulgt Jesus ud på de støvede veje. I tre år havde han sammen med Jesus vandret på kryds og tværs gennem landet. Med et blødt og føjeligt hjerte havde han hørt Jesus fortælle om Guds rige. Havde set ham helbrede syge og opvække døde - han havde set ham befri mennesker fra frygt og forstening.
	Peter havde mødt den store glæde i livet. Og med glæden voksede hans kræfter. Han ville følge Jesus til verdens ende.
	Så blev det Påske. Jesus blev arresteret, Peter ville kæmpe med sværd. Men Jesus ville ikke slås - han befriede ikke sig selv. Alle disciple blev bange og turde ikke være med længere. Kun to blev i nærheden, mens Jesus blev forhørt. Den ene var Simon Peter.
	Det er her på forhørsstedet, at Peter fornægter sin Herre og Mester tre gange. Der var altså kun tre fornægtelser til verdens ende. Og hermed var det hele taget fra Peter. Han var ikke nogen helt, for da det var farligt at sige ja, sagde han nej. Han var bange.
	Hvor Peter var under Langfredags dramatiske begivenheder, vides ikke med sikkerhed. Måske stod han og så det ske på afstand: Jesus som udleveret til en langsom og pinefuld død i den brændende sol, omgivet af fluerne, de stikkende insekter. - Nederlaget og ydmygelsen har virket total på de omkringstående. Særligt for jøder har korsfæstelse været en ydmygelse, for ofte blev ofrene nægtet begravelse af de romerske myndigheder - en klar overtrædelse af den jødiske lov. - Men for de omkringstående disciple har nederlaget været større end dette. Med eet brast al håb og glæde. De havde troet lige til det sidste, at hvis manden er Messias, så ville Gud gribe ind. Deres elskede mester havde jo vist dem så mange undere og havde talt til deres allerinderste.
	Der måtte ske et mirakel. Men det udeblev. Gud greb ikke ind.
	Trætte og modløse forsvandt disciplene. Nok havde de siden hørt rygter om den tomme grav. Men nu søgte de tilbage til deres hjemstavn. Nu var de tilbage der, hvor det hele tog sin begyndelse. Det var blevet hverdag igen med alle de mange krav om arbejde, om mad på bordet. - De var på vej tilbage til den hverdag, de kendte så godt. Arbejde skulle være den bedste medicin. Så kommer man videre og glemmer måske. Alligevel tænkte de ofte på den seneste hektiske tid i Jerusalem: den sidste aften med Jesus, hvorledes de alle havde svigtet.
	Men heldigvis stod de overfor en hverdag, der krævede deres opmærksomhed og kræfter. - Nok havde de set den tomme grav. Nok havde hørt rygter om Jesu opstandelse. Alligevel forholdt de sig i ro. Nu var de hjemme for at fiske - hjemme for at brødføde familien. Få sat skik på det alt sammen. Og det er i én af disse arbejdssituationer, ved søens bred, at Peter hører Jesus kalde af sig for anden gang i sit liv.
	Peter havde nok håbet, at han kunne glemme sin svigten. Men en uro var stadig i hans sind. Men så er det, at Jesus dukker op, den opstandne og nærværende Herre og frelser stiller Peter til ansvar, ikke til dom, i stedet befries Peter fra sin uro og angst over egen svaghed, for Kristus kan bruge ham i sin tjeneste.
	Evangeliet til i dag viser os et forsoningens og tilgivelsens øjeblik, hvor båndet bindes sammen efter et brud. Peter får igen chancen, tre gange fik han den, én for hver gang, han svigtede.
	For Peter kunne først nu være hyrde, nænsom og tålmodig og overbærende med de svage og vildfarende - han kunne først være hyrde, da han blev klar over, at han selv ikke havde andre og andet at vise hen til end Jesu som den gode hyrde.
	Jesus kan hermed sige til ham - : Vogt mine får, pas på mine lam, vær hyrde for dem.
	Disciplene var altså ganske almindelige mennesker, og selv om de var løbet væk og havde benægtet ethvert kendskab til Kristus, så blev de alligevel Guds kirke efter Jesu oprejsning fra de døde.
	Man kan sige, at det er farligt at have sådan en som Peter til at være kirkens klippe. For Peter var jo hverken modig eller noget særligt. Han var ganske almindeligt menneske, som vi er det. - Vi lader os også forhekse af fejhed og vi svigter også både Gud og medmennesker. Vi siger tit nej, hvor vi skulle sige ja. Og alligevel er også vi den af Gud forsamlede kirke. Guds kirke på jorden.
	Amen.

5-5-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email