Hvis du har kommentarer så skriv til HBR@KM.DK Henrik Busk Rasmussen

	3. Søndag efter Påske.
	Tekster: 2. Mos. 3,1-7, 10-14; Ap.G. 4,7-12; Joh. 14,1-11.
	Salmer: 195 - 289 - 882 - 338 -432 - 46.
	Bøn:
	Vor Herre Jesus Kristus, vi beder dig: Når vi synes, at jorden ikke har plads til os, Giv os vished om den plads, du har beredt hos Gud. Når vi ikke kan finde vej, vær du vej for os. Når alting er dødt og tomt, og vi ikke kan bede, Bed du for os og giv os livet på ny. Amen.
	Prædiken:
	I modsætning til f.eks. græsk filosofi har kristendommens mål aldrig været at opstille et tankesystem, der forklarer verdens indretning. Kristendommen fortæller derimod Guds historie med mennesker, og det er en historie om bevægelse, om opbrud og om vandring.
	Det begynder med befalingen til Abraham: "Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig". Og folket blev stort og vandrede fra sted til sted. Først Abraham og Sara, så Jakob med sin store familie og siden hele det israelitiske folk, der drog rundt i ørkenen under Moses' ledelse. Hvor folket gik, gik Gud selv med dem.
	Siden bliver folket godt nok bofaste, men stadig griber Gud ind og sender mennesker på vandring. Undtagelsen findes dog: Fra Langfredag aften til Påskemorgen lå vejene tomme, som om alverden holdt vejret; men da kvinderne kommer til graven, sætter englen en ny bevægelse i gang - : "Skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstanden fra de døde; og se, han går forud for jer til Galilæa; der skal I se ham".
	Vejen er en gammel metafor. Et billede på livet som en lang vandring. Uden mål eller måske med. Som en vandring ad de rette veje eller på de vilde stier - i eksistentiel forstand.
	Vi kender vel alle ordsproget - : "Træer har rødder - og mennesket har fødder"; - og dette antyder vel mere end noget, at menneskets liv er kendetegnet ved vandring og opbrud. - Livet som vandring og opbrud kender vi især fra Det gamle Testamente - men der er her tale om livsstilstype, der i det moderne samfund bliver mere og mere udtalt. En livsstilstype, der tager sit afsæt i, at verden af i dag synes grænseløs.
	Og i den grænseløse verden vinder de ressourcestærke. Tre årtiers udvikling har i dag delt den danske befolkning op i to grupper, som i stadigt mindre grad taler samme sprog: den nye elite, der som globale turister kaster sig ind i fremtiden med alle dens teknologiske og kulturelle muligheder - og de nye stavnsbundne, der klamrer sig til fortiden - og det vil sige: nationen før EU og det multikulturelle.
	Ganske vist hører opbrud og vandring med til menneskets liv - men et stadigt hastigere samfundsmæssigt tempo hægter nogle af.
	Mennesket er altså en rejsende. Men en rastløs uro synes i dag at præge mange mennesker. Og for at dæmpe den uro bliver intense erfaringer ofte anvendt som middel. En vej til afspænding kan simpelt hen gå gennem spænding, mener nogle. Og det er baggrunden for, at mennesker af i dag kaster sig ud i vilde fritidsinteresser, som riverrafting, elastikspring og lignende. Men ejendommeligt nok gør folk det på grund af deres sårbarhed. Strengt taget er et faldskærmsudspring ingen særlig risiko. Det er bare en efterligning af livets virkelige risiko. For kærlighed, intimitet og andre mennesker er nemlig livets virkelige risiko. For hvad er rafting i forhold til en afvisning? Og hvad er et elastikspring i forhold til den elskedes telefon som aldrig ringer?
	En grundlæggende modsætning hos os mennesker er på den ene side behovet for frihed og på den anden side behovet for tilknytning, det at høre til nogle og noget.
	Mennesket er en rejsende. Det er ingenlunde nyt, hvilket vi også hører om i evangelieteksten. Og det rastløse og hvileløse hjerte, som synes at kendetegne moderne mennesker (og som Kim Larsen synger om i en sang) - det er i grunden heller ikke nyt. Dette knytter sig nemlig til, at vi er skabt af Gud.
	Kirkefaderen Augustin siger (et sted): "Du har skabt os til dig, Gud, og vort hjerte er uroligt indtil det hviler i dig". - Med de ord vidner Augustin om det særlige forhold, at Gud har lagt evigheden i menneskets bryst, og dette skaber uroen i hjertet. Så længe vi lever i verden, er vi åndeligt hjemløse - vi er hele tiden på vandring, undervejs. Nok kan vi i lange perioder leve trygt og veltilpas, men før eller siden vil indre eller ydre hændelser flå hul i sikkerheden og fremmedheden bliver synlig. Og når skrøbeligheden i tilværelsen bliver tydelig, mindes vi om hele menneskeslægtens dybe hjemlængsel - nemlig erindringen om Adam og Eva, der blev drevet ud af paradiset.
	Mennesket synes modsætningsfyldt: på den ene side dets rastløshed og på den anden side dets behov for tilknytning, det at høre til. Men fra kristendommen ved vi, at det er ikke en modsætning - det hører med til det at være mennesker og skabt af Gud. Der er ikke nogen modsætning, fremgår det af teksten til i dag, hvor Jesus siger - : "Jeg er vejen - og i min fars hus er der mange boliger". Som skabte og elskede af Gud er vi rastløse og urolige efter at finde hvilen hos Gud. Det er det, der menes hermed.
	Fra Det gamle Testamente hører vi om Moses og den brændende tornebusk, hvor han bliver rystet ud af hverdagens rutine. Han har mødt Gud, som sender ham på en mægtig opgave. Men Gud giver ham det løfte - : Jeg vil være med dig i alt det, som du nu skal.
	Også vi er i vores hverdags rutine og i vores brogede menneskeliv, indtil vi modtager Guds kald til os. Han kalder os ved navn. Han giver os vores livsopgave og sender os af sted med det løfte: Jeg vil være med dig.
	I stedet for tornebusken i Det gamle Testamente har vi døbefonten her i kirke. Ved døbefonten bliver vi kaldt ved navn. Vort navn bliver knyttet sammen med Guds navn og med Jesu Kristi navn og velsignelsen over dåbsbarnet lyder: Se, jeg er med dig alle dage.
	"Jeg er vejen og sandheden og livet", - sagde Jesus til disciplene, og dermed sammenfattede han alt i eet, i én personlig eksistens, i en eneste form for liv, hans form. Og i tilegnelsen af denne form for liv kunne disciplene finde deres egen vej og sandhed og liv, de kunne finde Gud. I tilegnelsen af Jesu liv kunne de finde vejen, de skulle gå.
	Således talte Kristus til de ængstelige disciple. Det var den sidste aften, de var sammen. Han havde sagt, at han skulle dø. Og budskabet herom sendte en rådvildhed ind over den lille forsamling. En rådvildhed, der virkede lammende på dem. Men han trøstede de rådvilde ved at pege på et liv, en vej at gå.
	Mens disciplene hørte de ord før Påske, så hører vi hans tale mellem Påske og Pinse. Pinsen, som er den begivenhed, som betyder, at Helligånden kommer. Guds Ånd kommer og gør den opstandne Herre Kristus nærværende for os - som en vandringsmand, der deler sit liv med os og rækker os håbet.
	Tiden mellem Påske og Pinse kan let virke som et underligt intermezzo, hvor også vi kan virke rådvilde - som disciplene var det den sidste aften. - Den hellige Birgitta af Vadstena siger i en bøn således: "Vis mig, Herre, din vej og gør mig villig til at vandre den".
	Det er den døbtes vej, den kristnes vej, vi skal gå, hvor vi har Kristus som ledsager. - Derfor kan Kristus sige som trøst: "Jeres hjerte må ikke forfærdes". Med de ord vil Kristus berolige: Vær ikke bange, for jeg svigter jer ikke, jeg går for at berede jer en plads hos Gud. Stol på mig, stol på, at jeg er selve vejen til Gud, ja mere end det: Jeg er vejen fra Gud til jer.
	For tro er at overlade målet til Gud og gå vejen. Følge alle de afbrudte veje, et liv består af og stole på, at de spredte tråde samles hos ham, og han engang vil kalde det et sandt liv.
	Vort rastløse hjerte håber at finde hvile hos Gud. Men det at gå vejen beror ikke på vore anstrengelser. For Kristus siger udtrykkeligt: Jeg er vejen fra Gud til jer. - Og med kirkefaderen Augustins ord kan vi frimodigt gå livets vej - han som siger: "Herre, du ville ikke lede efter mig, hvis du ikke allerede havde fundet mig".
	Amen.

5-5-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email