Hvis du har kommentarer så skriv til LOLN@KM.DK Lotte Lyngby Nielsen

	VIELSESTALE: At få den første til sidst Kære NA, kære NB, kære brudepar!
	Så er vi tre samlet her foran alteret i Sebber kirke. Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige til jer, for jeg synes på en måde, at alting er sagt i og med det, der er hændt jer - jeres møde med hinanden og det at I nu sidder her. Jeg mærkede forventningen og glæden i din stemme, NB, da du ringede og bestilte tid for et bryllup. Og jeg så og ser jo tårerne på dine kinder NA, der fortæller at det, der sker i dag er en hjertesag. At I har fået lov at se, at livet er stort, at kærligheden findes, og at jeres JA til hinanden derfor kræver et rum, hvor der er højt til loftet og langt til væggene og plads til alt hvad der er jer.
	Men for nu alligevel at sige noget, vil jeg begynde med at tage jer med til et andet bryllup. Et bryllup i byen Kana, som I måske husker fra en af bibelens historier. Her var Maria og hendes søn, Jesus gæst. Det må have været et muntert bryllup for bedst som festen var på sit højeste slap vinen op. Det er jo enhver festværts mareridt. Dette at der ikke skal være nok. Og her var der ikke nok.
	Maria fik gennet sin søn ud i køkkenet. Og bød tjenerskabet at gøre som han sagde. Og så gik Jesus i aktion. Han bød tjenerne at fylde store kar med vand. Det gjorde de undrende tjenere så. Og så blev de bedt om at øse op fra karret og fylde et glas og bære det hen til skafferen og lade ham smage på vandet. Det gjorde han så. Og et livsaligt smil bredte sig over hans ansigt - for det han smagte var den lifligste vin. Og forundret kaldte han på brudgommen, som var vært og sagde: man sætter ellers den gode vin på bordet først, og når folk så har drukket godt, så sætter man den ringere vin ind. Du har handlet modsat. Du har gemt den gode vin til nu".
	Brudgommen forstod vel ingenting. Tænkte måske, at skafferen havde smagt vel rigeligt på vinen. Men historien vil have os til at se det under, der var sket. Jesus, Guds søn, gik ind, hvor der var mangel og lavede vand om til den fineste vin og gjorde sådan, at der blev mere end nok. Han skabte overflod og rigelighed, så det bedste kom på bordet til sidst og skabte fest, dér hvor festen var på vej til at gå i stykker.
	Sådan en beretning kalder vi for et under. For mig at se er det sådan et under I er kommet til kirke med i dag. For det var ikke kun i Kana, at Vorherre gav dem det bedste til sidst. Det mærkes, at det har Han også givet jer. I mødet med hinanden har I to fundet jeres menneske på jorden. Fundet den, hos hvem I kan være helt jer selv. Fundet den favn, hvori det er trygt at være i. Fundet det menneske der kan få glæden til at boble og latteren til at le. Fundet den, det er livet om at gøre at sige JA til.
	I ved begge to, hvordan det er, når der ikke er nok. Når livet holder op med at være en fest, fordi der er alt for lidt af det, der gør livet rigt. Når man som menneske gøres mindre, end man egentlig er. Når vinen bliver til vand.
	Det var ikke med det formål at Gud i den gamle historie gav Adam og Eva til hinanden. Det var med det modsatte formål. For at vand skulle blive til vin. For at de hver især skulle vokse og gro. For at trygheden skulle give fast grund under fødderne. For at de skulle glædes og deles og bære med på hinandens historie og væsen.
	Nu har Gud så givet NB til NA og NA til NB. Og I er kommet her for at fortælle ham og hinanden, at den gave vil I så hjertensgerne tage imod. Med sin skaberkraft er kærligheden vokset frem i mellem jer. Den har gjort vand til vin og skabt glæde og overflod og meget mere end nok af det, der gør livet fuldt og rigt. Det er en gave og et under.
	I har fået det bedste, det første, til sidst.
	Der skulle ingen gæster med til bryllup i dag. Fordi det her angår jer. Jeres Ja er ord I siger til hinanden og ikke ord, der siges ud imod andre. Men der er alligevel en enkelt gæst. Ham der også var til bryllup i Kana. Vorherre selv. Det er i troen på, at han selv er tilstede, at vi holder kirkebryllup. Han skaber fylde og overflod dér, hvor der er underskud, i hans hænder bliver vand til vin, han kan få festens glæde til at gro. Og om lidt når I har sagt ja til hinanden, så skal hans JA lyde til jer. Så lyses hans velsignelse over jer to og jeres ja til hinanden.
	I må tro, at han bærer med i omsorgen for den gave I har fået. At hans kærlighed vil følge jer i de dage, der venter jer. At han ønsker det bedste for jer. At han vil at kærlighedens under skal gro og vokse jer imellem.
	Kernen i kristendommen er, at Gud i Kristus skænker os en ny begyndelse. At vi må lægge det gamle bag os og i kraft af Guds kærlighed få lov til at se frem. At vi i Guds øjne rummes som det menneske vi er, og at ingen behøver at skamme sig overfor Vorherre.
	Det er disse vigtige elementer af kærlighedens væsen, jeg fornemmer, at I to er kommet i kontakt med i mødet med hinanden. Derfor er en prædiken på sin vis overflødig. Men nu kom jeg til at holde én alligevel.
	Tillykke med hinanden!

5-5-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email