Hvis du har kommentarer så skriv til LOLN@KM.DK Lotte Lyngby Nielsen

	BRYLLUPSTALE om HORISONTER
	Kære NB, kære NA, kære brudepar!
	Dér hvor I bor, kan man se langt. Der er frit udsyn helt ud i horisonten. Jeg har tænkt mig, at mine ord til jer i dag, skal tage sit udgangspunkt i det med horisonter. Horisonten er grænsen for vort synsfelt. Længere væk end til horisonten kan vi ikke se.
	Men det er ikke kun øjet, der støder mod en horisont. Det gør vor hele væren også. Vi har en horisont for vor livsforståelse og vor selvforståelse. Vi har et synsfelt, hvori det som optager os hører hjemme. Vi kan ikke opfatte hele verden og alting. Der er en grænse. Der er en horisont.
	Da I to mødte hinanden lå det ikke indenfor NA' horisont at være på jagt efter faste kærester. Det var der ikke plads til. Synsfeltet var fuldt besat med krævende fodbold på højt niveau. NBs horisont så anderledes ud. Og da NA var trådt ind i dit synsfelt var du ikke villig til at slippe ham igen. Så du tog kampen op imod fodbold og masede dig vedholdende ind på NA' horisont.
	Den belejring kunne han ikke holde stand imod. Og så blev I to kærester. Det er længe siden nu. Meget er siden hændt jer. I er blevet voksne. I har taget uddannelser og fået jobs. I har bygget hus. I har født Mia til verden. I er blevet far og mor. Men i alt, hvad I i årenes løb har oplevet og gennemlevet, har i beholdt hinanden i centrum for horisonten. I har holdt ved hinanden og I dag har I budt til fest for jeres bryllup.
	Hvordan kan det dog være? Det spurgte jeg jer om forleden. Og I så noget undrende på mig. Og tænkte vist, hvor præster dog kan stille dumme spørgsmål. Men I gav mig dog et svar. Et godt svar, synes jeg. I sagde begge to noget i retningen af: Det er fordi vi giver hinanden plads.
	Det er netop, hvad kærligheden har brug for. Den har brug for plads. Den vokser imellem to forskellige mennesker og binder dem sammen til en énhed. De er stadig selvstændige individder. De har stadig hver sin horisont. Horisonter, som kærligheden forbinder. Det er et godt udgangspunkt at ville give plads til den andens horisont. Og ikke ville lave den om selv om den er anderledes end min.
	Så når den anden finder glæde i noget så kedsommeligt som at ride en hest i bestemte mønstre på en lille firkantet bane - så ryster jeg måske nok undrende på hovedet, men jeg forkaster hende ikke og forhindrer hende ikke, men forsøger at bakke op, så godt jeg formår.
	Og når den anden vender nedslået hjem efter tidsrøvende fodboldkampe og skal bruge mange timer til at komme sig over et nederlag, så trækker jeg måske nok på smilebåndet, men jeg lader den anden få lov at være, fordi det nu er sådan han og hans horisont er.
	Det er en gave at finde et menneske med en anden horisont at dele sit liv og sin hverdag med. Fordi det, du ser, og det, jeg ser, til sammen gør synsfeltet større og udvider horisonten for os begge.
	Lad os lade det komme an på en prøve. Jeg vil bede jer rejse jer op. Stil jer overfor hinanden. Se på hinanden!
	Nu er horisonten lille. I ser kun hinanden. Men samtidig er horisonten stor. Fordi der ikke findes større gave end at få lov at se ind i et andet menneske. Det, der gemmer sig inden i den, man elsker, er den dybeste horisont, man kan kigge i på denne jord. Derinde kan I blive ved med at finde nye ting at undres over og glædes over.
	Vend jer om. Nu er ser I hver sin vej. Og jeres udsyn er forskelligt. Deri ligger kimen til mange uenigheder. For verden må jo se ud, sådan som man selv ser den, og det den anden påstår, at han ser, må jo være noget sludder, for det kan jeg ikke se. Men faktisk er det I begge ser jo sandt. I ser bare hver sin side af det. Så hvis NA fortæller NB, hvad det er, han ser, og NB fortæller NA, hvad det er, hun ser, så bliver horisonten udvidet og synsfeltet dobbelt så stort, som det ellers ville have været.
	værsågod at sætte jer ned igen.
	NB og NA, bliv ved med at dele jeres horisont med den anden. Hold aldrig op med at fortælle den anden, hvordan verden ser ud med jeres øjne. Og bliv ved med at rumme den andens horisont. Og læg jeres synsfelter sammen til en stor og bred og rummelig horisont.
	Horisonten, det er dér, hvor jord og himmel mødes og bliver til ét for vort blik. Det sker også for jer i dag. Jord og himmel mødes. Når I om lidt har sagt JA til at ville elske og ære hinanden gennem jeres liv her på jorden, så knæler I ned og tager imod Guds ja til jer. Så træder himlen jer nær. For velsignelse er, at Gud siger JA til os. Han hvisker i jeres øre, at der indenfor jordens horisont ikke findes nogenting, der kan skille jer fra Guds kærlighed og rive jer ud af hans hånd. Ingenting. Han lader sin kærlighed lyse ind over jer og jeres ja til hinanden.
	Og så sætter han sin horisont som et værn omkring jeres. End ikke Gud kan love jer, at I lever lykkeligt til jeres dages ende. Men han kan love jer, at han vil være der hos jer både i medgang og modgang, indtil døden skiller jer ad, ja, endnu længere end det. Han vil være med jer også over på den anden side af døden. Han sætter sin horisont som et værn omkring jeres. Det er ikke jer, der skal bære kærligheden. Det er kærligheden, der skal bære jer. Guds kærlighed vil bære med i alle de dage, der skal komme. Han står klar til, at himmel og jord kan mødes. Man kan rette sine tanker mod hans horisont, når livet er dejligt og når livet er svært. Han kan rumme det hele. Uanset hvilken horisont vi møder ham med.
	Kære NB, kære NA. Tillykke med jeres bryllup! Måtte I kunne blive ved med at se horisonten. Både den udenfor døren og den i den andens blik. Måtte kærlighedens horisont blive stående som et værn omkring jer og jeres liv. Amen.

5-5-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email