Hvis du har kommentarer så skriv til LOLN@KM.DK Lotte Lyngby Nielsen

PRÆDIKEN 4.S.E.PÅSKE

Hvad er frihed? Ja, spørger man et skolebarn, vil han nok svare, at frihed, det er, når det ringer ud efter sidste time før sommerferien og der forude venter dagevis af fritid.

Spørger man det mindre barn kan det tænkes, at svaret lyder, at frihed, det er at vågne en søndag morgen, hvor ingen i familien har travlt, en morgen, hvor ingenting haster, hvor ingen behøver at skynde sig at få tøj på eller spise, fordi ens mor og far ellers kommer for sent.

Spørger man den ældre, får man måske det svar, at frihed, det er at være rask og i stand til at klare sig selv. At frihed er at være fri for at være afhængig af hjemmehjælperens hjælp eller sygeplejerskens medicin. At frihed er at kunne råde over sit eget.

Om frihed handler denne søndags tekst, der er en samtale mellem Jesus og folk i Jerusalem. Jesus siger til dem, som tror ham, at de i mødet med ham skal lære sandheden at kende, og at sandheden skal gøre dem frie.

Da stiller folket sig på bagbenene. For nok vil de gerne tro, men frihed, det behøver de ikke, for den mener de nok, de har i forvejen. Hele deres nationale og folkelige stolthed vælder op i dem, de er Abrahams efterkommere, Guds udvalgte folk, de har aldrig været nogens slaver - hvilket godt nok er store ord at tage i munden for jøder, der også dengang levede i et lille land, som der var rift om, og som på Jesu tid var under romersk overherredømme. Besættelsesmagt til trods - jøderne føler sig ikke som nogens trælle. De er frie og har sandelig ikke brug for nogen befrier.

En sådan reaktion på Jesu løfte om frihed er ikke fremmed for os. Her hos os har frihed været et gennemgående tema igennem hele efterkrigstiden og frem til i dag. Da den nationale frihed efter besættelsen var sikret, begyndte kampen for den personlige frihed. Den kom til udtryk i 60'ernes ungdomsoprør, hvor der blev proklameret frihed fra alle normer, alt skulle være frit, det gjaldt lige fra kærlighedsliv til rusmidler. Det kom også til udtryk i 70'ernes kvindekamp. Kvinden skulle gøre sig fri af rollen som mandens træl, hun skulle bryde ud af slaveriet og være selvstændig.

Fælles for ungdomsoprør og kvindekamp var troen på, at friheden var opnåelige uden hjælp af nogen befrier. Ungdommen og kvinden ville frigøre sig selv.

Jeg tror, at det stikker dybt i os, - lige fra den trodsige tre-åriges selvstændighedskamp, over teen-agerens smækken med dørene og til vores voksne selvfølelese, at nok vil vi gerne være frie, men vil vil selv tilkæmpe os vor frihed. Vi vil ikke befries. Vi synes ikke, vi har brug for nogen befrier.

Jesus prikker hul i den forestilling og stempler den som en illusion. Enhver, som gør synden, er syndens træl, lyder det, og man begynder at ane, at frihed i Guds univers be-tyder andet og mere, end det gør i vor sprog-verden. Menneskets livsvilkår er, at vi lever som slaver. Vi er syndens slaver, vi gør onde og smertelige ting. Det behøver man jo ikke læse mange aviser, for at opdage rigtigheden i. Ja, måske er avisen ikke en gang nødvendig. For nogle af os er det nok at se ind i os selv. Vi gør så meget, der gør livet tungt for både vore nærmeste og dem, der er lidt længere væk. Ondskaben synes ofte at være forfærdelig håndgribelig. Igen og igen går galskaben grasat, og mennesker ødelægger hinanden i strid og uforsonlighed. Enhver, som gør synden, er syndens træl.

Men hvad så? Lever vi i en verden uden håb? Nej, for Jesu tale standser ikke her, den fortsætter: Trællen bliver ikke i huset for evigt, det gør derimod Guds søn. Hvis altså Guds søn får gjort jer frie, så skal I være virkeligt frie.

Hvad er frihed? sådan begyndte jeg med at spørge. Nu er jeg nødt til at spørge igen. For der er åbenbart forskel på det, vi normalt forbinder med frihed, og så det, som Jesus kalder virkelig frihed, frihed i Guds univers. Hvad er virkelig frihed?

Ja, i bibelen står Jesu samtale om frihed omkranset af to beretninger om mennesker, der på egen krop mærkede, hvad virkelig frihed er. Den ene var en kvinde, som netop var grebet på fersk gerning i seng med en mand, som hun ikke var gift med. Nu slæbte landets ledende mænd afsted med hende, på vej for at stene hende til døde. Sådan var nu straffen dengang for den slags. Da mændene spørger efter Jesu syn på denne sag, få de svaret: "Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende". En efter én lusker de store mænd brot. Den, der gør synden, er syndens træl. Her kan selv ikke de kalde sig frie. Til sidst er kun kvinden og Jesus tilbage. "Heller ikke jeg fordømmer dig" siger Jesus til hende, "Gå og synd fra nu af ikke mere." Den dødsdømte kvinde kan rejse sig op og gå derfra, ikke bare fri, men virkelig fri.

Den anden var en blindfødt mand, som Jesus giver synet igen, og som i mødet med Jesus oplever troen vokse frem i sig. Også han oplever, hvad virkelig frihed er.

Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie. Når Jesus gør et menneske frit, så bliver ingenting som før. Den dødsdømte på afgrundens rand går bort som et nyt menneske, den blinde kan pludselig se og tro, slaven får sit frihedsbrev og er ikke mere nogens træl. Som vi hørte det læst fra alteret ved gudstjenestens begyndelse: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Så radikalt anderledes er det at være virkelig fri. Den, der før var syndens træl, fanget i det ondes magt, flyttes over i en verden af frihed, hvor syndens træl er blevet til Guds barn, er blevet virkelig fri.

Dén frihed får vi ikke af os selv, her kan vi ikke befri os selv, her behøver vi en befrier, og som sådan er Jesus kommet til verden. Han er vores befrier. Da vi blev døbt, blev vi fortalt, at vi må se os selv som virkelig fri. Som mennesker, der er flyttet ind i Guds kærlighed.

Hvordan lever så den, der er virkelig fri? Jo, frihed forpligter. Det land, der får sin frihed, må selv i gang med at gøre landet godt at bo i. Frihed betyder ansvar. Den frie har ingen overmagt at skyde skylden over på. I Guds univers betyder frihed bundethed. Som vi hørte Paulus sige det: Kristi kærlighed tvinger os. Den, som Kristus har gjort fri, lever ikke mere for sig selv, men lever for det, som Kristus står for, nemlig kærligheden til og ansvaret for vort medmenneske. Det er opgaven til os. At vi skal leve i kærlighed.

De af jer, som har små børn, forstår måske bedst af os alle, hvilken rigdom, der ligger i det at være bundet af kærligheden til et andet menneske. Et spædbarn gør forældrenes frihed til en bundet frihed, men forældre oplever også, at netop denne bundethed gør livet værd at leve.

Det gælder os alle, at den frihed vi har i troen på Jesus, er en frihed, der forpligter, fordi hans kærlighed til os tvinger os til selv at gøre, hvad vi kan for at elske.

Så lad os da forsøge at tage på os, at frihed forpligter. At kærligheden tvinger os. Og er det ind i mellem svært, ser det nogen gange håbløst ud, så lad os holde fast ved Jesu ord om, at det onde ikke bliver i huset for evigt. Det gør derimod Guds egen søn. Han har gjort os virkelig fri. Amen.

5-5-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email