Hvis du har kommentarer så skriv til KKS@KM.DK Kirsten Kruchov Sønderby

	Prædiken 1. s e Trin
	Teledanmark eller TDC, som navnet er forsmartet ned til, har en reklame kørende på TV ligenu. I den ser vi folk med mobiltelefoner. Overalt i landet på arbejde og i fritiden snakker forskellige mennesker i mobiltelefon.
	Se så er det at der er noget der har undret mig ved den reklame. Der er ligesom noget galt med den syns jegÂ…. For musikken til reklamen er en gammel sang og teksten lyder noget i retning af, ”Snakker med mig selv, snakker med mig selv, taler med mit indre jeg..”
	Jeg troede ideen med telefonen var at man kunne komme til at tale med nogen andre end sig selv. Og ideen med mobilen, den at man kunne komme til at snakke med disse andre fra et hvilket som helst sted man nu befandt sig.
	Men nu påstår TDC altså at folk istedet går rundt og snakker med sig selv i mobiltelefonen.
	Er der noget om det ? Ja, indimellem kan man da godt få den mistanke at TDC har ret, at mobilsnakken er en udvidet samtalen med sig selv. Især hvis man lytter til noget af det folk siger til hinanden i mobilenÂ…og det kan man jo næsten ikke blive fri for eftersom folk sjældent generer sig for at fortælle sommetider ret private ting ind i mobilen, selvom man, som dem fuldstændig ubekendt, sidder lige ved siden af, feks i toget eller busskuret.
	Meget af mobilsnakken er nemlig snik-snak, sladder sludren, smalltalk, kald det hvad man vil. Og det lyder grangivelig som om folk ”snakker med sig selv, snakker med sig selv, taler med et indre jeg”. Alle siger det til hinanden som de godt vidste i forvejen, alle er helt enige i at sådan er det med både det og det, det kan man sagtens give hinanden ret iÂ… så man kunne vel ligeså godt snakke med sig selv ?
	Sådan at snakke med sig selv og de andre er hyggeligt, nemt, jeg gør det selvÂ… mange af os gør det. Den rige bonde i dagens evangelium gør det. Han bruger ikke mobiltelefon eller de andre til sin samtale med sit indre jeg, men han snakker med sig selv. Og kun sig selv.
	Der var en rig mand hvis mark havde givet godt, sådan begynder lignelsen som Jesus fortæller i dag. Han tænkte ved sig selv, står der så, men det græske ord for tænke ved sig selv, kan også betyder snakkede med sig selv.
	Han spurgte altså sig selv; Hvad skal jeg gøre, for jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han; sådan vil jeg gøre, jeg vil rive ned og bygge større og så vil jeg sige til mig selv, så min ven, nu har du nok til mange år, Slå dig til ro, spis, drik og vær glad.
	Den rige bonde snakker med sig selv, og når man snakker med sig selv får man de svar man allerede kender. Såvidt jeg kan se så er det en ganske fornuftig samtale manden fører med sig selv. Han har haft en høst der sprænger alle rammer. Så må man sørge for at sikre den høst, for fremtiden.
	Godt med lidt sikkerhed, tænker manden, som sikkert mange af os. Økonomisk tryghed er en dejlig fornemmelse. Og manden læner sig lidt tilbage, sådan i tankerne og synes selv at han er kommet frem til en god og fornuftig plan.
	Og det er han da også, sådan lever vi i verden. Går på arbejde, tjener penge, laver kapitalpensioner osv. Det kan vi sagtens snakke sammen om på mobilen og blive enige om er godtÂ… som tiderne er og man ved aldrig med folkepensionenÂ….. Tekstens pointe er bare at Gud er uenig. Eller måske nærmere at Gud er hamrende uinteresseret i vores jagt på penge og økonomisk tryg fremtid. Han vil i stedet at vi skal leve med Ham og hinanden nu. Han vil at vi skal tale med Ham. Lytte til hans svar.
	Snakker man med sig selv og de andre får man sit eget svar.. spørger man Gud får man Hans svar.
	Hans svar er ”Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det du har samlet ?
	Eller hans svar er det som Jesus siger til ham der vil have ham til at dømme i en arvesag : ”Se jer for og vær på vagt overfor al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af hvad det ejer, selvom det har overflod”.
	Se, dette her kunne vi muligvis godt have sagt os selv, når vi tænker efter, så ved vi godt at livet en dag er slut, uanset hvor trygge vi kan være rent økonomisk, og vi ved også godt at man ikke nødvendigvis bliver lykkeligere af at være rig.
	(Selvom det nok alt andet lige er nemmere at være syg og rig end syg og fattig.)
	Vi ved også godt, i det indre jeg, at kærlighed og glæde ved livet er vigtigere end penge og sikkerhed.
	Men hvad vi ikke kunne vide, hvis vi aldrig talte med Gud er, at den allerstørste skat er netop Hans kærlighed. Og at den kærlighed gælder enhver om man er fattig eller rig, ung eller gammel.
	Den kærlighed varer ved i evighed, man kan ikke dø væk fra den, som man kan dø fra sine penge eller sine fyldte lader.
	Det vidste han ikke, ham fra skaren, der spurgte Jesus om han ikke ville sørge for at det gik retfærdigt til i et økonomisk spørgsmål
	Den rige bonde vidste det heller ikke, for de var så optagede af de samtaler de kunne føre med sig selv og de andre at de rent havde glemt det vigtigste af altÂ…livet foran Gud, evighedslivet, nu og engang.
	Deres indre samtaler, når de snakkede med sig selv handlede om penge, om at sikre sig, om at få det de kunne tilkomme.
	Men indre samtaler kan handle om så meget. De kan kredse om svigt, om skyld, om had, de kan handle om at bekræfte sig selv, om selvglæde og selvros, eller om nag og bitterhed.
	Og de kan få os til at glemme livet og Gud. Vi kan overbevise os selv og hinanden om at livet kun er som vi ser det, ja nogen kan endda blive så optagede af deres eget indre liv, at de begynder at tro at de selv er hele verden og at intet kan tænkes forskelligt fra dem selv, at intet nyt kan ske.
	Men Gud siger altså til den der har øren at høre med, at han har et helt andet svar og at dette svar er noget nyt og noget vi ikke kunne være nået frem til ved at snakke med os selv og det indre jeg.
	Han er nemlig selv vores svar :
	Han er Herren vor Gud, højt ophøjet, den som med en pottemagers kundskab formede os af leret i tidernes morgen. I hans varsomme hænder voksede vi frem, skabte til liv og glæde.
	Han er et menneske, Jesus, som kom til os, efter at vi havde forladt livet hos Gud i paradisets have. Han kom til os som sin søn, fordi han ikke kunne holde ud at vi skulle leve uden ham, i vore egne tankers vold. Han talte med menneskeord om Guds kærlighed og længsel.
	Og han er en ånd, som taler til os, overalt, men hvis nærvær vi særligt beder om og håber på at finde her i kirken. Han er i sin hellige ånd, som gør ord og betydninger levende i os. Ord om kærlighed trods lidelse og savn, ord om himmelske skatte som varer evigt.
	Derfor går vi i kirke, fordi vi vil høre noget andet end det vi kan sige os selv, når vi snakker med os selv, snakker med os selv, taler med vort indre jeg.
	Vi håber at høre Guds ord til os, som det er talt ved Jesus Kristus og vi ber om at han altid måtte give os det, ved sin hellige Ånd..
	Amen

2-6-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email