Hvis du har kommentarer så skriv til cjo@km.dk Carsten Johansen

"Denne er dagen, som Herren har gjort,

den skal hans tjenere fryde."

Sådan begyndte vi vores gudstjeneste her i dag - med en af de salmer, som simpelt hen har det hele i sig. - Der er feststemning lige fra de første toner - man kan høre på melodien, at her er der noget dejligt og eventyrligt og frydefuldt, som skal siges.

Men det er jo ikke bare melodien. Lytter vi til ordene, så er de jo alle sammen fyldt med både dramatik og stærk poesi: Der er Kristus, som egenhændigt møder frem ved himlens dør og lukker den store port op på vid gab. Der er Guds ord, som sprænger død og grav og lyder frit og fyldt med håb og tro. Der er Guds ånd, som kommer direkte fra himlen og tager bolig her mellem os mennesker. Der er kirkeklokkerne, som kimer ud over vores land fra alle kirketårne. Der er alle os mennesker, som synger i kor ud over verden, så tonerne bliver som blomsterkranse til ære for Kristus. Der er alle levende menneskehjerter, som gløder og bliver fyldt med nyt håb. Der er jul og påske og pinse - hele rækken af højtider fra den mørke vinter gennem det lyse forår til det bliver dansk sommer og lykke og atter lykke: "ånden er bedre end kød og blod / Herren er liflig og ejegod / kristne har kronede dage." - Som jeg sagde: her er simpelt hen det hele bare i de fire vers.

Når man sider i kirken og synger sådan en salme, så kan man godt komme til at undre sig: Hvordan kan det være, at kristendom og gudstjeneste i dag opfattes som noget fjernt og kedeligt - noget støvet og uvedkommende - noget livsfjernt og abstrakt, som kun en lille flok særligt interesserede kan holde ud? - Bare sådan en enkelt af vores salmer - den er jo en eksplosion af glæde og tro og ny mening i alting og masser af fryd og overstadighed. - Alt det, som vi livstrætte velfærdsdanskere trænger allerhårdest til, for at det hele ikke skal blive lige så ensformigt og ligegyldigt som telefonbogen og alle de grå mandage. - Hvordan kan det være, at søndagsgudstjenesten så alligevel alt for let bliver opfattet som en tung og træg og kedelig og uvedkommende ceremoni?

- Måske skal vi prøve at tænke på, hvad en gudstjeneste egentlig er for noget. En gudstjeneste er jo noget, som man er sammen om, når man er der. Det er ikke noget, man er tilskuer til - som en teaterforestilling eller en fodboldkamp eller en film i fjernsynet. Vi alle sammen er fælles om at gøre det, der skal gøres – vi er alle sammen fælles om at synge salmerne og være med i bønnerne. Der er ikke nogle optrædende, der så at sige opfører forestillingen - det er os alle sammen, der i fællesskab holder gudstjeneste.

Og det passer nok ikke alt for godt til vores stemning her i starten af det tredje årtusinde. - Vi har jo fået det sådan, at det er hele tiden det enkelte menneske, der er i centrum i vores tanker. Vi lever ikke så meget for det, vi er fælles om - det er ikke det, vi synes gør livet noget værd. Vi er blevet individualister for nu at bruge et modeord om det. Det, der gør livet stort og godt i vores øjne, det drejer sig hele tiden om os selv og vores eget lille jeg - og hvad vi hver for sig kan få ud af livet – ”hvad er der i det for mig,” som man siger. - Vi er godt på vej til at glemme, at vi hører til i hinandens liv og at vi slet ikke er noget som helst, hvis vi ikke er fælles om et grundlag, vi kan leve på. - Og så bliver gudstjenesten let til sådan noget forældet og utidssvarende - for her hedder det hele tiden vi og os i stedet for jeg og mig.

En anden ting ved gudstjenesten, som kan være svær at holde ud for nutidsmennesker, det er jo det, at den er ens hver gang. Den går efter et bestemt ritual - hvis man kommer her jævnlig, så ved man hele tiden, hvad der nu kommer, for det er jo det samme hver søndag.

Sådan noget har især børn altid godt kunnet lide. Men i vore dage duer det ikke, i hvert fald ikke for voksne. I vore dage er det det nye, det overraskende, det uventede, som trækker i os. Hele tiden det nye og anderledes.

- Sådan har det jo slet ikke altid været. Jeg læste for nylig et stykke, hvor en kvinde beskriver, hvordan dagene gik i hendes oldeforældres tid. Hendes oldefar var smed, og hver dag klokken nøjagtig tolv så kom han og hans svende og læredrenge ind til middagsbordet. - Altså ikke et minut i eller et minut over, fordi de måske havde travlt med et eller andet - men på slaget tolv stod de der.

Og hver dag bad oldefaderen først en kort bøn, og så spiste man i tavshed - sådan et dagligt måltid var noget helligt, dér sad man ikke og pludrede tankeløst. Efter måltidet tog han hver dag den samme andagtsbog ned fra hylden - siderne var efterhånden sorte der, hvor han plejede at holde fingrene - og nu læste han så dagens stykke.

Sådan var det hver dag - bortset fra nogle små forandringer om søndagen - da stod man en time senere op, og så var der hvid dug på bordet, hvide forklæder og stiv flip om halsen og kødpålæg til morgenmaden før kirketid, for nu var det altså søndag.

Og de måltider – både hverdag og søndag – de var jo også et ritual, ligesom gudstjenesten. Her var man fælles om noget, der ikke bare drejede sig om, at den enkelte blev mæt. Og ikke en ting var anderledes fra dag til dag. Måltidet var et lille billede på, at der var et fælles grundlag for alles liv - noget, man sammen troede på og bøjede sig for - noget, der var meget større end den enkeltes selvoptagethed og ens egne små tanker.

Men det er nok netop den sans for det fælles grundlag - det, som man er sammen om på samme måde igen og igen - det er nok sådan noget, vi ikke har alt for meget sans for her i starten af det 3. årtusinde, hvor det fælles måltid er afløst af, at man lige snupper en pizza i farten. - Og så kan man jo godt spekulere over, hvad der så skal bære vores liv som de mennesker, vi er - hvordan vi skal kunne leve sammen med hinanden og være noget værd for hinanden - altså hvis vi mister sansen for et fælles grundlag og for, hvordan man får sådan noget til at leve og være virkeligt.

---------------------------------

"Denne er dagen, som Herren har gjort." - den dag, det handler om, det er jo søndagen. – Vi husker jo, at da Gud havde arbejdet i seks dage med at skabe himlen og jorden og alle blomsterne og fuglene og havets fisk og alle de grønne planter og mennesket med, at så står der, at "på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Og Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter hele sit værk."

Så meningen med søndagen er altså let nok at forstå. Det er den dag, hvor vi skal huske på, at himlen og jorden har vi ikke selv skabt. Det er den dag, hvor vi skal lukke øjnene og ørerne op på en anden måde - så vi ser alt det, der hele tiden er givet til os på forhånd, og som vi er allermest fælles om at leve af, fordi det er Guds værk, hvor ingen af os kan gøre hverken fra eller til.

- På de andre dage - dér kan vi så arbejde og bestille noget og måske gå rundt og tro, at alting drejer sig om mig og mit og det, jeg udretter. Men på den ene dag i ugen har vi godt af at falde til ro - at lade alt vores eget ligge stille - at se os om og huske på, at det hele er Guds, som vi bare kan sige tak for. - Vi gør det blandt andet her i kirken, for det duer kun rigtigt, hvis vi gør det sammen, og vi gør det på samme måde hver gang, for at vi alle sammen skal kunne være med i det, og fordi det er den samme Gud fra uge til uge, vi siger tak til.

I dag er det så trinitatis søndag. Og den handler netop om, at nu har vi holdt alle de store fester i kirkeåret - altså jul og påske og pinse – og dermed har vi lagt det grundlag, vi kan holde søndag på hele resten af kirkeåret. Den ene søndag efter den anden - altid med det samme indhold - at der var én, der åbnede vejen mellem os mennesker og Gud selv.

Og da han sluttede sit arbejde her på jorden, da sluttede han med at mødes med de 11 disciple oppe på bjerget i Galilæa. "Gå derfor ud og gør alle folkeslagene til mine disciple - og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." - Det var det, hele hans liv drejede sig om - at give os nyt mod til at holde søndag og åbne os over for Ham, der har skabt os, og leve i tillid til hans godhed i stedet for at tro på os selv - og at det grundlag skal bringes videre til alle folkeslagene, fordi vi tør tro, at han vil være med os alle dage.

Amen.

2-6-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email