Hvis du har kommentarer så skriv til susanne.fabritius@mail.dk Susanne Fabritius de Tengnagel

Prædiken til Pinsedag – 19/5-2002 i Køge Sct. Nicolai Kirke

Tekst: Johs.14,15-21 Salmer: 247 – 7 – 261 – Det dufter lysegrønt af græs / 367 – (kor: 268 – Bøj, o Helligånd, os alle) - 111

O Herre Jesus, lad din Ånd mig kraftig overskygge, bered mit hjerte ved din hånd, at du deri kan bygge, at også jeg kan åndelig undfange dig og aldrig fra dig rykke!

Pinse må vel være andet end rødspætter på frokostbordet? Det må det vel? Men det kan ikke være det foruden. Det behøver ikke at være rødspætter som sådan, men rødspætter som det, der er til at tage at føle på. En krop!

Pinse uden krop går slet ikke. Pinse skal være kropsnær, ellers går det ikke. Pinse er i kristen forstand Ånd, men Ånd uden krop er ingenting.

Ånd og krop hører sammen. Hvis Ånden ikke kan forbinde sig med en krop, må den søge andre steder hen. Hvor der ikke er nogen krop, er der heller ikke nogen Ånd.

Tag den enestående begivenhed, som vi bekender troen på: Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria. I denne korte bekendelse ligger hele Pinsens mysterium. Ånd og krop forenes. Helligånden og mennesket, Jomfru Maria.

Det begyndte i det små med det ene menneske, som Gud lod sig føde af, da tiden var inde. Før da havde Gud givet sig til kende på mange andre måder, som en brændende tornebusk, som lynild og torden, som en stemme i mørket.

Men da tiden var inde blev han menneske med krop og ånd. Jesus levede et sandt menneskeliv, som er et liv i pagt med Gud. Uden Gud går det nemlig ikke.

Ånd og krop skulle forenes. Helligånden og mennesket.

Det fortsatte i det store, da apostlene var samlet i Jerusalem for at vente på, hvad Herren ville, de skulle gøre. Og det går ikke altid stille af, når Gud viser sig. For med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de fyldt af Helligånden. Gud havde selv beredt vejen for at blive undfanget af dem, der var forsamlet i Jerusalem. Han havde gøet jorden i dem. For de havde været sammen med Jesus, hørt ham prædike, tale livets ord, helbrede syge, opvække døde, opmuntre de sørgende, forsvare de fortabte syndere og kronen på værket: Jesu korsfæstelse og død.

Jesus havde beredt vejen for dem, den vej, de nu skulle gå med ham i Åndens nærvær. Uden Gud går det nemlig ikke. Og så lever moderne menneske i dag alt for ofte uden Gud. selv om vi har i en længsel i os efter at vide, hvor vi hører til, længes efter det, der varer ved, det holdbare, det der er uomskiftelige! Så er vi på vej ud af en helt anden retning end den, som er blevet beredt for os. Det handler for det moderne menneske om frihed – om den grænseløse frihed gennem udvikling og økonomisk omsætning. Den økonomiske verdenselite opdeler fremtidens befolkning i to. Der er femtedelssamfundet, dvs. 20 procent af den arbejdsdygtige del af befolkningen, som vil være tilstrækkelig til at holde verdensøkonomien kørende. Og så er der resten, 80 %, som må bedøves med underholdning og tilstrækkelig med føde, så denne store del af menneskeheden kan bevare humøret midt i dens frustration over tingenes tilstand.

Kravet fra det moderne menneske er at få mere af goderne. Det moderne menneske er forbruger, der kræver sin ret og udskifter det, der ikke dur. Og så vil vi ikke vente for længe på noget. Intet må tage den tid, det tager. Osten der skal ligge og lagre og modnes på hylden, udskiftes med noget andet, der ikke tager den tid, det skal tage. På arbejdsmarkedet kræves mere fritid, så vi kan gøre, hvad vi har lyst til. Vi vil have mere effektivitet. Myten om Babelstårnet, som skulle nå himlen, lever i bedste velgående. Den kopieres til stadighed i mere og mere groteske afskygninger. Vi skal også være mere åndelige, spirituelle. Det er sagen. Ved forskellige teknikker kan vi blive mere og mere åndelige, nå højere og højere op til himlen og blive som Gud. Når Gud er afskaffet er der jo ingen grænser for noget som helst. Ingen skal fortælle dig, hvad du skal tro eller hvordan du skal leve. Du skaber din egen verden. Godt og ondt eksisterer kun, hvad du selv synes. Ingen bud skal forhindre os i noget, for de opfattes som snærende og forhindrer os i at leve frit.

Men når Gud ikke længere er Gud, er mennesket ikke længere menneske, men umenneske. For uden Gud går det nemlig ikke.

Uden Gud er vores hjerte delt. Delt mellem på den ene side længslen efter det, der varer evigt, længslen efter det hellige, og på den anden side fristelsen til at sætte sig selv i centrum i en grænseløs magtudfoldelse.

Men når vi når himlen, er der kun afgrunden tilbage. For uden Gud går det nemlig ikke.

Elsker I mig, så hold mine bud, sagde Jesus. Det er tåbelig snak for det moderne menneske. Hold mine bud!

Fristelsen kan være for stor til at sige: Skråt op, Jesus! Men inderst inde ved vi, han har ret. For inderst inde lever længslen efter evigheden og ønsket om ikke at være faderløse eller gudløse, men at høre til et sted, hvor grænsen mellem Gud og menneske er sat. Den grænse, som giver os frihed til at være menneske og medmenneske.

Det kendes på os som lysets børn, at natten hun er nu omme! Der er en grænse mellem Gud og menneske, som mennesket ikke kan overskride uden at det koster. Derimod har Gud overskredet grænsen mellem sig selv og os, for at give os del i hans liv og lys. Han sender sin Ånd for at vi skal bevares som mennesker skabt i hans billede. Det er vores bestemmelse. Går vi ud over denne grænse, er der kun afgrundens mørke tilbage. Uden Gud går det nemlig ikke.

Det var det, der gik op for apostlene i Jerusalem. De stillede sig til rådighed som kroppen for Guds Ånd. De havde ikke nødig at nå himlen, for himlen kom til dem.

Og den kommer stadig for at befri os fra at skulle nå den. Det er der stor velsignelse i. Pinse er det, når vi tror at Gud opfylder vores længsel efter evigheden og det, der holder og står fast, når alt andet ramler sammen.

Pinse er at vi som døbte stiller os til rådighed hver især og sammen som krop for Guds Ånd, som virker tro, håb og kærlighed.

Pinse er at der går et lys op for os, at vi bliver klar over at himlen ikke kan erobres af os, men at vi skal lade himlen erobre os, så det kendes på os som lysets børn, at natten hun er nu omme.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed.

Sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel Søndre Allé 10, 4600 Køge Tlf. 56 65 14 83 - susanne.fabritius@mail.dk http://www.sitecenter.dk/susannefabritius/

2-6-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email