Hvis du har kommentarer så skriv til NBE@KM.DK Niels Berthelsen

Pinse 2002; Langenæskirken Salmer:247;(Dåb:261;488,2.7);257//248;365,1;308;249 Tekst: Johs. 14,15-21

Da pinsedagen kom, 50 dage efter Jesu død og opstandelse, var alle Jesu tilhængere forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad.......

ORGANISTEN LADER RUMMET FYLDE MED EN DYB BRUMMENDE ORGELTONE - ELLER FLERE TONER EFTER BEHAG.

Det kan godt være, at I blev lidt forundret, måske endda forskrækket over orglets brusen, at det pludselig gav sig til at spille. Det var osse meningen. At I skulle blive overrasket og undre jer. Jeg havde bedt organisten om at blive ved orglet, så hun med alle orglets lyde og muligheder ku´ gi´ os et lydindtryk af, hvad der skete den pinsedag. At vi med den kraftige lyd og vort indre blik ku´ få et indblik i det under, der fandt sted, da disciplene og alle Jesu tilhængere på pinsedagen var forsamlet i et hus. Måske fornemmede nogen af jer ligefrem lyden af et kraftige vindstød. - Ildtungerne må vi nøjes med at tænke på, ligeså med de mange tungemål, som talte om Guds storværker.

Det er pinse. Og skal man forklare pinseunderet om Helligåndens komme - hvis man i det hele taget kan forklare det - ja, så er orglet måske ikke så tosset et eksempel at bruge til at forklare det på. Orglet er vel nærmest det, man kalder en lignelse. En lignelse, der udlægger pinsens under. Jeg synes, at orglet er et godt billede på, hvad det er, der sker på pinsedagen, om Helligånden, Guds ånd eller Talsmanden, som Jesus kalder den i dagens evangelium, der kommer over disciplene. Talsmanden, Helligånden gør levende. Så´n siger vi i en af vore trosbekendelser. 'Vi tror på Helligånden, som er Herre, og som levendegør...', står der i én af dem om Helligånden. Om den levendegørende Ånd sang vi lige før så malende med Grundtvig:"Det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemlig gennem løvet, det lufter liflig under sky."

Ånd har altså noget med bevægelse og luft at gøre. Her er det, at orglet med alle dets forskellige toner og klange er et godt eksempel på Helligåndens opgave eller gerning. At gøre levende og at forene trods forskellighed.

Orglet fungerer slet ikke uden luft. Uden luft ville piberne blot være hule rør, tomme og døde. Men inden i orglet er der en maskine, der laver luft, og som hele tiden sørger for, at der er luft og tryk nok på. Fra den maskine udgår der en masse små rør ud til hver eneste orgelpibe, lille eller stor. Når organisten så trykker på en tangent eller på flere tangenter, ja, så åbnes der for luft, så suser luften igennem rørene ud i de forskellige orgelpiber, som organisten har lukket op for - og orgelpiberne blir fyldt med luft og gir lyd fra sig, de blir levende og klangfulde, og tonerne forener sig i en melodi. Således viser orglet på en fin måde Gud Helligånds gerning, synes jeg, at levendegøre, at bevæge.

Det kan godt være, at det ikke er så fin og en lærd en måde at sige det på - men der blir med orgelbilledet lukket op for en forståelse, synes jeg, af forholdet mellem Gud Helligånd og os. Det forhold skal pinseunderet bl.a. forkynde os og minde os om - at uden Gud Helligånds evige viften gennem løvet og over støvet - altså over os mennesker, uden det, var vi døde, ja, vi var slet ikke. Det er vor kristne tro. Troen på Kristus, som Helligånden altså skænker os, gør levende og virkelig for os og forener os i - trods forskellighed og folkeslagenes mangfoldighed.

At gøre mennesker levende med tro og håb samt at forene mennesker - det er Helligåndens gerning, pinsens under, vi mindes om i dag. Det under siger os, at Gud Helligånd går i kødet og danner en krop. Den krop kalder vi kirken. Det er ikke alene Den danske Folkekirke, heldigvis, nej det er samfundet eller fællesskabet af alle, der tror på og er døbt til Kristus, der er Guds kirke på jord - gjort levende og varm ved Helligånden.

Vel er ånd noget luftigt. Det er Helligånden osse, hørte vi før. Lyden som af et kraftigt vindstød - det siger noget om det luftige, der fyldte hele rummet. Men Ånden blev ikke hængende uvirksomt i luften. Den gik i kødet på dem, som var i huset. Som orgelpiber blev de alle fyldt, og de ku´ gi´ lyd fra sig på forskellige tungemål. Det er en betydningsfuld pointe at ha´ med, når vi taler om pinse og Helligånd. Ja, det er vigtigt, når vi taler om vores kristne tro, at vi ikke skiller ånd og krop, liv og ord. Det hænger sammen.

Det er vel osse det, Jesus taler om i dagens tekst. Om at elske ham og holde hans bud. Hans bud er ord. De ord kan vi skrive op i en bog. Ja, det er allerede sket i evangelierne. Men de er døde alle Jesu ord og bud, hvis ikke der en levende krop bag dem, eller sagt på en anden måde: hvis ikke der er ånd bag ordene, så er de døde. Det svarer til ord, som vi sommetider ser skrevet på en væg eller skåret ind i et træ - f.eks. ordene:"Jeg elsker dig Sofie." De ord er døde - osse selvom, der måske er tegnet et hjerte omkring ordene. Men siges ordene direkte til Sofie af en mand, der virkelig mener det, ja, så er det helt anderledes i det øjeblik, ordene siges. Så kommer der liv og ånd i ordene, og de blir levende og betydningsfulde, fordi der ikke blot er ånd, men osse en levende krop bag ordene.

Det er en vigtig pointe at få med, når vi taler om pinse og Helligånd. Pinse er, at Guds hellige ånd forener sig med mennesker og danner en krop, en menighed - kirken. Det er det, Jesus taler om i dagens tekst, hvor han lover, at det skal ske, at han vil sende Helligånden, sandhedens ånd, som skal være hos os til evig tid. "I kender den - (altså Ånden, talsmanden) - for den blir hos jer og skal være i jer." - I kender den, siger Jesus. Gør vi virkelig det? Kender vi sandhedens Ånd, Helligånden? Og er den hos os?

Ja, det tror jeg faktisk, at vi på en måde gør, at vi kender Helligånden eller mærker den, og at Helligånden er hos os. Helligånden er ikke så fjern fra nogen af os. Vi oplever den mere eller mindre virksom og mærkbar i vort daglige liv med hinanden. Der, hvor vi mærker værdier som varm opmærksomhed, barmhjertighed, tilgivelse, forsonlighed - og der, hvor vi selv bevæges til at være opmærksom og hjælpsom, til at være barmhjertig og til at tilgive, ja, der tror jeg, at det er Helligånden, der er på færde i vort liv. Der, hvor de værdier fylder rummet og bevæger os, røres os, ja, der skærer Helligånden vor virkelighed, den går i kødet og forener. Skaber og genskaber fællesskab mellem mennesker.

Det er, som Gud lover det ved profeten Ezekiel:"Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggelig holder mine bud." - "Elsker I mig, så hold mine bud," siger Jesus og lover det samme - talsmanden, sandhedens ånd, der vil bevæge os til fællesskab, til liv og glæde. At holde Jesu bud, ja, det er så at være optaget af hans ord, søge troen i dem, at være åben og nysgerrig for hans budskab. - At være åben og nysgerrig ja, det er med det forhold som med en orgelpibe. En orgelpibe, der lukker op for luften og lader sig fylde. Sådan er det med os, når vi er nysgerrige og åbne for Jesu bud, hans ord, så fyldes vi. Det er pinsens under og budskab, at Gud Helligånd fylder os, osse selvom, ja, måske netop, når vi føler det allermindst - når vi føler os fattige i Ånden - for Jesus siger jo:"Salige er de fattige i Ånden, de sagtmodige, dem, der hungrer og tørster, for de skal mættes."

Det er den anden pointe omkring pinsen, Helligånden, vi skal høre og huske på. At Gud ikke er fjern og ligeglad med sin skabning, med mennesket. Det forkynder evangeliet os. I dag hører vi det sagt på den måde, at vi blir nær knyttet til Gud igennem Jesus. At der er et levende livsfællesskab. "Jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer," siger Jesus.

Med påsken blev den forbindelse bragt i stand, forkynder evangeliet. Med pinseunderet blev det klart og sandt for disciplene, at sådan forholder det sig - at det fællesskab, Jesus har forkyndt, at det består og knytter forbindelse tilbage trods afstand og tomhed. Og det, der blir tilbage og knytter forbindelse tilbage til Kristi nyskabende og livgivende gerninger for os, det er Helligånden, kærligheds og sandheds ånd, som lever og gør troen levende for os.

I tiden fra påskens dramatiske begivenheder og op til pinse havde alt været tomt og hult for disciplene. Uvirkeligt. Der var en stor afstand imellem dem. Som faderløse, følte de sig. Alt, hvad der virkelig havde betydet noget for dem, det var nu en fjern fortid, de ikke ku´ nå. Disciplene havde været vidner til, hvad Jesus havde sagt og gjort. De havde fulgt ham og set alle hans gerninger og undere. Men det var jo dengang. Det var så uvirkeligt og fjernt for dem nu, ja dødt. De sad ene tilbage med de minder, der var som en tåge, en gåde for dem. Lige indtil pinsedagen kom og Gud selv gennem sin Ånd gjorde det levende og forklaret for dem. Pinsedag forstod disciplene, at Gud stadig er nær i menneskers liv som den, der gør levende, forener og bærer os oppe dag efter dag med sin kærlighed. De forstod, Gud er nær ved alle og for alle folkeslag, at intet menneske er forladt af Gud, og at der ikke er noget så umuligt, at kærligheden ikke finder vej og når sit mål.

Det kan ingen sige sig selv. Det må vi fortælle hinanden. Vi må lægge mund, ja, krop til og så lade Ånden bevæge os mod hinanden for hinanden, så evangeliet blir troværdigt, virksomt og levende for alle og ikke bare døde ord. Pinsens budskab til os er jo, at denne uforklarlige guddommelige kraft er til stede, der forener og gør levende. Vi må lade evangeliets ord røre os, så der sker det samme som, når organisten trykker på orglets tangenter. Så åbnes der for luft, piberne får liv - så´n må vi lade alle ordene røre os, at Helligånden kan puste liv i vor tro, at Gud virkelig er nærværende i vores liv - så at livet selv blir nærværende for os. Alt det forunderlige ved livet ka´ træde tydeligt frem i alt det dagligdags og gammelkendte.

Vi må lægge mund og øre til, så Helligånden kan røre os. Derfor holder vi gudstjeneste og synger salmer - for at blive opladt på ny af det mærkelige og underfulde evangelieord, som vil give os kraft og mod til at se virkeligheden i øjnene sådan som den er. Under det evangelieord blir vi det, vi er, nemlig bolig for Guds egen ånd. Så det!

Lov og tak og evig ære være......

2-6-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email