Hvis du har kommentarer så skriv til IFL@KM.DK Inge Fredenslund Levinsen

	Kære brudepar – kære alle
	Vi vil høre en læsning fra NT, som med god grund hedder Kærlighedens højsang (1. Kor. Kap. 13), hvor apostlen Paulus skriver følgende:
	”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.
	---Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
	---Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.” Amen.
	Op al den ting! Den salme skal vi synge til sidst i dag – for al ting har virkelig bare at oppe sig – med tak og pris for det glædelige, der har samlet os her – nemlig at I to, NA og NB, om lidt giver hinanden jeres ja-ord.
	I har samlet familier og venner om jer, for at dele jeres glæde med dem. For nu skal det være jer. Jer, der skal følges ad og deles om alt det, som ægtefolk og forældre nu engang deles om – både alt det dejlige og det sure i hverdagenes, forhåbentlig, lange kæde.
	Og hvis ikke jeres ja-ord her i dag og jeres kærlighed til hinanden og jeres barn skulle være til at fryde sig over og fejre, så ved jeg ikke…
	For – det er i sandhed et Guds under, at kærligheden overhovedet findes. Det er derfor vi i morgen fejrer pinse – fordi Gud har sendt os sin ånd – som jo er kærlighedens og sandhedens ånd. Vi fejrer at Guds ånd er levende til stede iblandt os – at han giver os af sin ånd, så også vi kan elske og tage imod kærligheden og række den videre.
	Tænk! at det overhovedet kan gå så vidt for os moderne, selvoptagne mennesker: at man kan få det sådan, at man alligevel slet ikke selv er centrum i sit eget liv. Det troede man jo ellers. At verden og goderne i den er til for min skyld. At mig og min lyst er centrum i det hele. Elsk mig eller rend mig. Vær mig til behag eller lad mig være.
	Men tænk så: nogen kom og brød ind – lige midt i hjertekulen – og dermed fik man sig et nyt omdrejningspunkt for sin tilværelse.
	Og fra da af er tilværelsens absolutte centrum flyttet – det befinder sig ovre i den elskede. For sådan er det jo – når man er kærlighedsramt og ikke kan undvære hinanden: at disse kære menneskers glæde gør én glad. Og ligeså, at deres sorger og bekymringer gør én ulykkelig.
	Et sted i Ny Testamente siger Jesus, at ”mennesket ikke lever af brød alene”. Dermed peger han på, at et menneske jo ikke er en maskine, der fint kan fungere, bare den er vedligeholdt og får brændstof.
	Et menneske behøver ganske vist også brændstof – eller brød – for at mættes og tilfredsstilles. Men vi lever ikke af brød alene.
	Det ved vi egl. godt. Undertiden går alting bare så hurtigt og vi skal mindes om det. For – med et ekko af Paulus´ ord fra Kærlighedens højsang, som vi hørte: om end vi når alle de mål, vi sætter os. Om vi bliver nok så dygtige, nok så velhavende, nok så lykkelige på overfladen – så er det alt sammen alligevel både tomt og fattigt, hvis ikke der i vort liv er kærlighed. Er der ikke nogen der virkelig kender os og gerne deler deres liv med os, så er man ligesom ingenting. Mennesket lever ikke af brød alene, nej. Vi lever først og fremmest af kærlighed – af de menneskers kærlighed, som vi deler liv med – og af Guds kærlighed, som tror alt og håber alt og som aldrig hører op.
	I kærl.s højsang talte Paulus om alt det fine, der kendetegner kærligheden: at den er tålmodig og mild, den misunder ikke, praler ikke, søger ikke sit eget, osv.osv… men den tåler alt, tror alt, udholder alt og hører aldrig op…
	Sådan er Guds kærlighed – for sådan var Jesus – og han viser os jo hvem og hvordan Gud er.
	Men sådan er vi nok alligevel ikke altid. Det sker jo, at der ryger finker af panden og bliver røg i køkkenet – for vi er jo ikke fuldkomne. Men derfor kan vi jo godt tage ved lære af den himmelske opskrift. Øve os i kærligheden. Øve os i at passe på den. Så vi med tiden – om muligt – bliver mildere – tålmodigere – mere overbærende…
	I to – NA og NB – I har allerede øvet jer i nogen tid – lige hvilke finker, der er røget af jeres pander – det ved jeg ikke noget om.
	Men jeg kender jo resultatet: at I er kommet her for i venners og familiers kreds at få sagt jeres ja til hinanden, så alle og enhver kan se, at nu hører I to sammen, som forældre og som ægtefolk indtil døden skiller jer ad.
	Dertil er der kun at ønske for jer, at I frimodigt vil blive ved med at passe godt på hinanden og på den glæde I har fået. Gud give jer to – og os alle – at vi hver dag må få mod og håb og lyst til livet med hinanden – at vi må leve taknemmeligt og gavmildt efter hans ord. Amen.

2-6-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email