Hvis du har kommentarer så skriv til MHO@KM.DK Mette Holmstrøm

Når vi kører op til Fjerritslev over Thisted og længere op kommer man til et meget højt sted, ved en lille by, som hedder Bjerget. Lige pludselig kan man se til alle steder. Over mod Mors. Vand til begge sider. Vi kan se langt frem, skov og træer – hele udsynet kommer sådan pludselig bag på os. Og når vi skal køre den lange tur, glæder vi os tit til at komme lige netop til dette sted med den flotte udsigt. Der, hvor hele naturen og hele landskabet ligger for vores fødder. Jeg tror også at det er dette, som er ordet vidunderligt dækker over.

Vid – betyder jo at der er vidde, at der er udsyn. Og underlig kommer ikke af mærkeligt, men netop at noget er underfuldt og skønt. Vidunderligt er da også sådan et ord, som vi bruger om alle de skønne stunder i livet. De stunder, hvori der er vidde og godt at være – måske endda om sådanne stunder, hvor selve himlen er kommet ned på jorden. Himlen med hele dens vidde og lyksalighed.

Sådanne stunder kan vi kalde for vidunderlige. Stunder, hvor vi er sammen med nogen vi holder af, stunder, hvor vi er glade, hvor vi er sammen og går en tur i skoven ved stranden. Sådanne vidunderlige stunder kan vi heldigvis have mange forskellige slags af. Og særlig her i maj måned, hvor dagene kan være helt vidunderlige i sig selv.

Apostlene i Jerasalem oplevede også en sådan vidunderlig stund. Dengang, de var forsamlede i Jerusalem.

De havde været diffuse og urolige for alle de ting, der var sket omkring dem. Forstået meget af det havde de jo nok ikke. Det havde været en turbulent tid de havde oplevet. En tid med håb og glæde, sorg og skuffelser. Hvad skulle de da også forstå? De havde været tændte, som også vi kan være det når et projekt er nyt og engagerende. De havde glødet som vi kan gøre det overfor vores bedste ideer og overfor det som står os nærmest. De havde lyst af begejstring, da Jesus havde åbnet munden og talt om salighed – ikke kun for de dygtige og mægtige, men også salighed – ja, særlig salighed for de stakkels, for de små, de triste og de sagtmodige.

Men begejstringen holdt sig ikke gennem fornedrelsen, gennem udelukkelsen af samfundet, gennem deres karismatiske Herres så grusomme død. Hvad var der da at forstå! Andet end en kortvarig glæde og så igen tilbage til fiskenettene, den fattige rønne, konen og de mange børn.

Da er det at de er forsamlede i pinsen. Noget som jøderne har været det, fordi det var tradition.

Man forsamledes i Jerusalem i påsken for at fejre påskefest. Og man valfartede til Jerusalem i pinsen for at fejre pagtslutningen på Sinaj. Da fejrede man en fest, hvor man takkede Gud for de love og forordninger, som Moses fik på bjerget. Og da er det mens de er forsamlede at der sker noget vidunderligt. Men også noget underligt. For de blev opfyldte og tændte igen. Tunger af ild satte sig på dem, uden at de brændte udenpå – men kun indeni.

De har sikkert heller ikke forstået meget af dette mens det stod på. Men først bagefter tænkt på Jesu ord om Helligånden. Om talsmanden. Om den Ånd, som han ville sende over disciplene til at vejlede dem, når Jesus selv var taget fra dem.

Vi kan meget vel knytte til ved disciplenes manglende forståelse.

Hvad er det, der sker i pinsen. Jøderne er forsamlet for at fejre en årtusind gammel pagt, som Moses havde fået på stentavler af Gud Fader selv på et bjerg ude i en ørken. Det var en fest på linie med vores 5. maj fest, hvor vi fejrer en befrielse, der er sket for over 50 år siden. En befrielse fra overmagten – fra tyskerne. Og 5. maj kan vel nok gøre en glad – i det mindste en lille pligt – følelse af at man skal være festglad. Men en ægte og dybfølt glæde over 5. maj er jo nok svær at finde for os, der ikke har oplevet krigen og dens ydmygelser.

Sådan er jøderne vel også valfartet til Jerusalem i pinsen i en form for pligt-glæde over disse gamle stentavler. Du skal ære din far og din mor, du må ikke stjæle, ikke lyve ikke bedrive hor eller begære din næstes ejendom. Du skal, du skal og du må ikke og du må ikke, sådan lyder loven. Den lov som den gamle pinsefest handlede og som nok mest af alt, har været en anledning til en fest – et par dage væk fra den daglige trummerum. En fest på linie med den gang Kaj Munk spurgte sine konfirmander, hvad de tre store højtider i kirkeåret var og en kvik konfirmand, så svarede jul og påske og Ulfborg Marked.

Pinsen er også i dag blevet en pligt fest – en ferie i foråret og det er da selvfølgelig vidunderlig at have nogen sammenhængende feriefridage i det skønne forår. Men pinsen handler altså om noget, der går fra at være en død pligt-fest til en levende. Fra noget ydre lov-overholdelse til en indre glæde.

Den forskydning som Jeremias taler om, når han siger: Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

Vi behøver ikke gøre os så megen ulejlighed for at forstå, hvad pinse-disciplene oplevede den dag i Jerusalem.

Osse vi har i dag megen ydre lovoverholdelse. Det kalder vi det ikke, men vi kalder og forstår det som pligter. Ja, i mangt og meget har pligten overtaget rollen i stedet for hjertets begejstring og glæde. Der er mange fænomener vi kan pege fingre ad. En af årsagerne er den måde vi har indrettet vores samfund på, hvor vi betaler os fra mange ydelser. Vores børn passes af nogen, for hvem det er en pligt og et arbejde at tage sig af dem. De gamle på plejehjemmene passes af lønnet personale. Det ægteskabelige samliv er blevet udstillet og debatteret i det uendelige, så det, der er tilbage af spænding og mystik ikke levnes store chancer. Og måske er det ofte kun pligten overfor ægtefællen, der er tilbage.

Det kan være meget godt – at føle sig forpligtiget – at tage ansvar, og kun den, der tager sit ansvar på sig overfor det, som er ham eller hun givet kan leve et godt og værdigt liv. Men gælder pligtfølelsen i forhold til selve vores liv. Bliver vores liv, vores arbejde, vores børn, vores have kun til pligtgerninger forsvinder begejstringen og glæden.

Det også det, som Scherfig skriver om i det forsømte forår. Og vi kan sende en deltagende tanke til alle de unge mennesker, der nu sveder over eksamenslæsningen. Hvordan terperiet, hvordan udenadslære og angst hæmmer enhver glæde over at udvide sin horisont, og hæmmer enhver glæde ved at blive klogere på de gamle, der har skrevet bøger og som vil dele deres livskundskab med os. Hvordan foråret og ungdommens kådhed gang på gang og år efter år spoleres af denne her forfærdelige eksamen, der hænger lige over hovedet.

Og Scherfig har jo ikke skrevet bogen for at fortælle os, at det er synd for den stakkels ungdom, der får ødelagt ethvert forår. Men netop skrevet bogen, for at påpege, hvor let foråret, spiren, begejstringen i livet tages fra os – og hvordan vi tager den fra hinanden.

Var jøderne valfartet til Jerusalem for at give Gud håndslag på at de fortsat ville overholde loven, så oplevede de på pinsedagen det modsatte.

Den gode Helligånd satte sig på dem. Krøb ned i dem, som den gjorde det over Jesus ved hans dåb. Og da følte disciplene med alle deres sanser, at livet var større end gamle love, pligter og påbud og forbud. De blev berusede af selve livet. Hvad der før havde lignet grønt, var nu grønt, hvad der før havde lignet en dejlig dag, var en dejlig dag. Og hvad de før havde håbet – at livet var til for at glæde sig og for at glæde hinanden. Det var ikke længere en udvendig pligt – men det var en glæde.

Og når Jeremias fortæller, at Gud vil tilgive menneskene, deres synd. Så er det netop den synd der hedder, at pligten tager over, der hvor kærlighedens Ånd, skal råde.

Pinsens ånd – Helligånden – er den Ånd, der har åbnet skellet mellem himmel og jord. Det skel, der blev sat da Adam og Eva forbrød sig i paradisets have. Det skel blev der igen åbnet for i pinsen. Helligånden som havde taget sporadisk bolig i templet, hos profeterne og i det nye testamente hos Jesus Kristus. Den Ånd, der havde været spærret inde i paradiset og hos Vorherre blev igen udgydt over jorden. Den blev blæst ud over disciplene på pinsedagen. Og de bar Ånden videre – og videre og frem til os i dag. Alle os, der er døbte i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Og hvad betyder det andet end at der også nu kan være vidunderligt at bo på jorden? Hvad betyder det andet end at hvad der før var et dødt, et dødtrist og et pligt liv, nu igen kan fyldes med glæde?

Den gode Helligånd er den, der kommer med kærligheden, begejstringen og den indre tro på at livet er værd at leve – i gode som i sørgelige stunder. Derfor er det vores opgave som mennesker, at tage imod den Ånd, som Gud sender til os og som er iblandt os. Vores opgave at give denne Ånd gode kår i vores samfund. Men da ikke mindst hos os selv, os som er udsete til at være Åndsbærere – bærer af kærlighedens Ånd – ildtunger eller ej – så dog døbte med den samme dåb – som de allerførste disciple.

Måske og jeg håber at I nu med mig vil sige, at pinsen ikke er underlig – forstået som mærkelig underlig. Men at Pinsen er vidunderlig. Forstået som dette at det det himmelske vid er trukket ned på jorden.

For det var det, der skete til den første pinsefest. Og det kan heldigvis ske igen. Amen

2-6-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email