Hvis du har kommentarer så skriv til HBR@KM.DK Henrik Busk Rasmussen

	Begravelse i Sindal gl. kirke, sommer 2001.
	Salmer: 46 – 26 – 44 – 111 // 631.
	Læsning fra Bjergprædikenen, Mattæusevangeliet, kap. 5,1 – 12:
	”Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:
	Salige er de fattige i ånden,
	For Himmeriget er deres.
	Salige er de, som søger,
	For de skal trøstes.
	Salige er de sagtmodige,
	For de skal arve jorden.
	Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
	For de skal mættes.
	Salige er de barmhjertige,
	For de skal møde barmhjertighed.
	Salige er de rene af hjertet,
	For de skal se Gud.
	Salige er de, som stifter fred,
	For de skal kaldes Guds børn.
	Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
	For Himmeriget er deres.
	Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlen.
	I er jordens salt…. I er verdens lys”.
	Jeg indledte med at læse de første linier fra Jesu bjergprædiken. – Salig er IÂ… Og I er jordens saltÂ…..I er verdens lys. Det er vedkommende ord – selv i en stund som denne, hvor vi som de levende mindes én, vi har mistet. Én, hvis død gør os fattigere, fordi han har været med til at gøre vort liv rigere. Én, som vi stadigvæk kan føle os beriget af, hver gang vi tænker på ham.
	Vi har lyttet til ord fra Jesu bjergprædiken. Ord, som også lyder i vore kirker på Allehelgens søndag (først i november) – den søndag, hvor mange kommer til kirke for at mindes en kær slægtning eller ven. Det er ord, som er som et kildespring. Et kildespring for glæden, vemodet og taknemmeligheden.
	Vi hørte blandet andet ordene: ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”. – Løsrevet fra sin sammenhæng i bjergprædikenen kan de ord lyde som en drøm – som en slags virkelighedsflugt. Men som en drøm, det er umuligt at glemme. – For troen på dem holder liv i det, der ellers er ved at dø af sorg. Nemlig livsmodet. – For troen forholder sig ikke kun til det selvfølgelige og sandsynlige, troen lever af gåden, drømmen og tilsagnet. – Det fantastiske ord er udgået af Jesu mund, det er som Guds ord – et ord, der skaber, hvad det nævner. Vi må tro det eller tvivle. Men der er en verden af trøst i at tro det. En daglig vækst i fortrøstning, i forventning og i kærlighed.
	”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”. Umiddelbart kan de ord lyde som en provokation. Som et paradoks. For større modsætning gives vel ikke end mellem dem der er glade og dem der sørger. For glæden og sorgen er modsætninger. Men de to kan ikke leve uden hinanden. Vi ville ikke vide, hvad glæde var, hvis vi ikke kendte sorgen, og vi ville ikke vide, hvad sorg var, hvis vi ikke kendte glæden. Sorg og glæde er det daglige makkerpar. Altid lænket til hinanden. Det er vort grundvilkår. Og det er i spændingen mellem de to, vi lever – og det ved vi særligt i en stund som denne.
	Vi er samlet i dag i Sindal gl. kirke for at tage afsked med N.N. – Vi må nødvendigvis betragte døden som en fjende, selv om den er et uomgængeligt grundvilkår. For det ryster livet i dets grundvold, at én af vore kære ikke er her mere. Men sorg er mere end frygt. Sorg betyder, at vi har lidt et tab, og det står ikke til at ændre.
	For ligesom kærligheden hører med til livet, så hører sorgen også med til livet. Først mærkes sorgen – siden kommer for alvor savnet, men I den nærmeste familie vil også mærke glæden og taknemmeligheden ved mindet om det liv, I har levet sammen med N.N. (som hustru, børn, børnebørn, oldebørn – som familie i øvrigt og som venner). For glæden var det, der gik forud. Taknemmeligheden er det, der følger efter – når den værste sorg har lagt sig; taknemmeligheden over det, I fik – i samværet med ham.
	Onsdag eftermiddag sov N.N. stille ind. 92 år gammel. Alderdom havde slidt på ham her til sidst. Men gennem de seneste uger har han kunnet glæde sig over, at han altid var omgivet af sine kære. – I familien foretog I udsyngning, hvor I blandt andet læste Salme 103 fra Det gamle Testamente – og her står blandt andet følgende - :
	”For han ved, at vi er skabt, husker på, at vi er støv. Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det der ikke mere, der, hvor det stod, ser man det ikke mere. Men Herrens troskab varer fra evighed til evighed”.
	En salme, der taler konkret om menneskelivet og om Gud, der har skabt alt. En salme, der på smukkeste vis også passer på N.NÂ’s liv – for netop hans liv var båret af den kristne tro, der på en særlig måde gennemsyrede hele hans liv og hans forståelse af tilværelsen: at vi har fået livet skænket, som gave, og deraf udspringer en opgave – at leve livet ret i forhold til andre.
	Et langt liv er forbi. Men om N.NÂ’s liv kan vi vel sige, at det har været et både godt og spændende liv – der var således altid mange mennesker omkring ham. Han var i mange år beskæftiget med landbrug – senere med udlejningsejendomme – ja, vi kan vel sige, at N.N. har arbejdet og været engageret i mangt og meget i størsteparten af sit liv – således kørte han knallert på vej rundt til sine forskellige arbejder – selv i en alder af 90.
	Karakteristisk for N.N. var først og fremmest hans beskedenhed – han så ofte bort fra sig selv og var langt mere optaget af andre – her iblandt var hans familie. Så var der hans store ærlighed – den gik han aldrig på kompromis med – end ikke i de helt små ting.
	N.N. og du, N.N.Â’s hustru – I har på mange måder haft et både godt og rigt liv – det er blevet til utrolig mange års samliv og I er blevet til en stor familie – med mange børnebørn og oldebørn.
	Vi hørte indledningsvis nogle ord fra Jesu bjergprædiken. – Salige er IÂ…Og I er jordens saltÂ…I er verdens lys. De ord lød dengang til disciplene. Nu lyder de til os. Nu er det os, der er jordens salt. Nu er det os, der er verdens lys. Med andre ord: vi er hinandens salt og hinandens lys. For det, at der er nogen, der venter sig noget af os, det er jo det, der salter vores tilværelse og lyser op i den, så vi ikke går til – heller ikke i sorgen over et elsket menneske, vi har mistet.
	Vi er hinandens salt og hinandens lys. Og den selvfølgeligste opgave må være, at vi står hinanden bi – at vi fastholder sammenholdet og fællesskabet – også i svære dage.
	At miste er noget, man aldrig rigtig kommer over. Men det skal vi heller ikke. For trøsten ligger blandt andet i det, at vi har fået mere, end døden kan tage fra os.
	Det seneste år mærkede N.N. for alvor alderdommens slid – og var sengeliggende meget af tiden. Men han var stadig levende optaget af livet og mennesker omkring sig. Han fulgte interesseret med i jeres liv. Huskede på sine børnebørn og oldebørn. Og så var det ham meget magtpåliggende her til sidst at få lagt alt til rette, så der var orden i tingene – selvfølgelig med henblik på den tid, der følger nu - hvor han ikke er mere.
	I den seneste månedstid har jeg således haft den fornøjelse at have N.N. til alters i Norgesgade. For noget af det værste ved at være sengeliggende så længe var, at han ikke kunne komme til gudstjeneste i kirken – så vant en kirkegænger var han.
	Vor Herre Jesus Kristus siger et sted: ”I min faders hus er der mange boliger”. – Om N.N. gælder det – ja, han sagde det selv, at han glædede sig til at komme hjem til Gud. Men samtidig var han stadig så optaget af livet omkring sig. Man kan sige, at både nuet og forventningen fyldte hans sind og tanker her til sidst. – Martin Luther har sagt det sådan: at hvis han kendte tidspunktet for sin død, så ville han selv dagen forinden gå ud og plante et træ. Og mon ikke det også passer på N.N. – for både nuet og forventningen fyldte sind og tanker.
	Ved dåben blev vi genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Det betyder, at vi blev lagt i Guds favn, et favntag, der holder os fast selv i døden. – Ved vor dåb lød de samme ord, som vi om lidt skal høre ved jordpåkastelsen ude ved graven, nemlig at Gud i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. De ord siges i troen på, at døden ikke er det sidste ord. De ord siges i troen på, at Guds kærlighed omslutter såvel levende som døde.
	Som de efterladte skal vi tro og håbe. Vi skal tro på det løfte, der blev givet os i dåben, og vi skal leve i forventning og fortrøstning til det udsagn.
	Vor Herre Jesus Kristus siger: ”I min faders hus er der mange boliger”. – Og vi tror, at en dag skal vi, sammen med dem, vi lagde ind til Guds hjerte, se den yderste morgen komme. Med livet. Livet i dets fyldte fryd. Livet sammen med Gud.
	Det er i troen herpå, at vi overgiver N. N. i Guds hånd, som omslutter både ham og os, i liv og død. – Guds fred være med N.N., - og Guds fred være og blive med os alle. Amen.
	Lad os alle bede !

2-6-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email