Hvis du har kommentarer så skriv til mirr@get2net.dk Michael Rønne Rasmussen

	Trinitatis søndag 2002 i Jersie og Kr. Skensved
	NT-læsning: Ef. 1,3-14 Evangelium: Math. 28,16-20 Salmer: DDS 368, 6 - TS843, (432) og 493
	Efter prædikenen skal vi i dag synge en salme, som er skrevet specielt til denne dag i kirkeåret, nemlig Trinitatis Søndag. Den har nr. 843 i tillægget og er skrevet af J. Michaelsen. Salmen indledes med en invitation, der ikke kun gælder de højtider, vi har været igennem den første og festrige del af kirkeåret, men også sigter mod den lange række af hverdags-søndage, som fylder kirkeårets sidste halvdel:
	Trinitatis - lad vor kirke- årstid hedder, hvad den vil: at gå ind i sognets sanghus kalder den os højlydt til.
	Nu bliver hverdagen som regel opfattet og ligefrem også betegnet som kedelig og grå. Sådan er det dog ikke med kirkeårets hverdag. Trinitatistidens liturgiske farve er derimod frodig grøn. På trods trinitatistidens åbenbare mangel på fester og højtider, kendetegnes den af den levende grønne farve, som signalisere et virksomt og - kunne man vel også kalde det det - "vækstsomt" hverdagsliv! En har engang om trinitatistiden sagt, at den er den gentagne anledning til "at tygge drøv på" de begivenheder, vi mindes med jul, påske og pinse. "At trygge drøv", det er det køerne gør for bedre at udnytte de grønne planters energi og kraft. Dermed er det også billedet for, hvordan vi har mulighed for at tygge og suge al kraft og energi ud af hver eneste lille detalje i det, Gud har gjort for os mennesker. Med et lidt pænere udtryk kunne vi også kalde det at "mediterer på", "fordybe os i" eller i det mindste forsøge at se på begivenhederne i deres indbyrdes sammenhæng.
	Sagen er jo, at kirkeårets gang ikke blot er anledning til at markere en række fjerne og fortidige begivenheder. Skal højtiderne virkelig få betydning for os, må de netop ses som udtryk for, hvad Gud stadig gør for os. For hvad Gud gør for os, er ikke en række tilfældige usammenhængende gerninger, men et eneste sammenhængende udtryk for det, der ikke kan og ikke må skilles ad: barmhjertighed, kærlighed og nåde. For hvor disse holdninger i os mennesker kan skilles ad, der hører de hos Gud sammen i en lige så ubrydelig helhed, som årets og kirkeårets gang. Kun i sin samlede helhed - kun ved at de enkelte begivenheder, som vi hører om - bliver set i sammenhæng - kun derved kan Guds frelsende gerning blive til virkelighed - også for os i dag. For hvad nytter nemlig Jesu fødsel, og hvilken gavn ville vi have af hans lidelse, død og opstandelse - hvad ville pinsedagens nybrud og glæde overhovedet rage os, hvis alt dette kun var bestemte datoer i kalenderen? Hvis ikke evangeliets gentagelse og variation kirkeåret igennem virkeligt indebærer en mulighed for at det atter kunne blive jul, påske og pinse for os, så var kirkeår og højtid kun en skik, som hverken kunne gøre til eller fra. Skal det derimod bliver til sandhed og virkelighed for os, behøver vi både de festlige højdepunkter, den stadige gentagelse og ikke mindst tiden til at tygge drøv på både de store linier og de små detaljer i Guds historie med os.
	For er der virkelig en sammenhæng i alle de ord og begivenheder, som vi skal lytte til de kommende søndage indtil advent, så er det netop dette, at Gud i historierne om Jesus også fortæller sin historie om os. Alle historierne kan vi derfor bruge anledning til at stoppe op, vende skråen og tygge drøv. Overveje - vende på hovedet - og spejle vort liv i dem. Forhåbentligt vil det da ske, at lyset fra denne Guds historie med os bliver kastet tilbage ind over vor hverdag, så vort liv med hinanden bliver beriget og frugtbart, ikke blot for os selv, men for alle dem, vi lever sammen med. At den grå og kedelige hverdag bliver grøn og vækstsom.
	Når vi med salmens ord kaldes ind i "sognets sanghus", sker det altså ikke for at vi skal fortrænge eller glemme vores kedelig og grå hverdag, men netop for at den skal blive belyst og om muligt forvandlet i mødet med Guds tilsagn om at tage imod os, sådan som vi nu engang er:
	At gå ind med genklang i os af den hverdag, som er vor, af dens fryd og af dens smerte, af det liv, vi kæmper for.
	Når vi kommer her ind i dette hus, er det både vor skabte og itubrudte liv vi kommer med. Men vi behøver ikke at undskylde eller bortforklare det, der gik galt for os. Vi må komme, som vi er, fordi Gud tager netop imod os, sådan som vi kommer:
	At gå ind til ham, der åbner rummet højt og frit om alt, hvad vi er og ved og lever, som vi skabtes, som vi faldt
	For det er jo netop den virkelighed, der er vor dagligdag, evangeliet taler ind i. Også på den måde er evangeliet til hverdagsbrug. Det taler til os, som vi er til hverdag ikke blot til fest! Evangeliet er rettet mod os, fordi Gud ønsker at gennemlyse vort daglige liv, afsløre vores maskespil både overfor ham, overfor andre og overfor os selv, og derigennem at befri os fra den byrde, det hele tiden er at gemme sit sande jeg.
	Ind til Ham, som bryder alle forsvar for en skyldner ned og benåder os med dage, genrejst af hans kærlighed!
	Trinitatistidens evangelium er et lysende glimt ind i en til tider kedelige og grå hverdag. Det taler til os i vores dagligdag, og det handler om Guds daglige virke for, med og i os alle; - at vi har fået dette vort ene liv som en kostbar gave for at dele det med hinanden. - at det igen og igen forkynder, at det er dette ene liv, Kristus døde for at sætte os fri til at leve. - Og endelig fortæller trinitatistidens evangelium os, at det er dette ene liv, som Gud ved sin Hellige Ånd vil genskabe og gøre levende i os gennem troen på Jesus. Så i dette gentagne møde med evangeliet bliver vi altså holdt fast på den treenige Guds gerning for os. Og fordi det er hele Guds omfattende gerning for os, vi bliver konfronteret med, kan vi hver gang gå herfra med vore synderes forladelse og muligheden for at begynde forfra med vor hverdag. Helligånden gør nemlig den virkelighed levende og virksomt for os, som Gud én gang for alle har gjort for os gennem Jesus, sådan at både jul, påske og pinse kan blive til mere end mindedage for fortidige begivenheder.
	Alt det, som jeg her har søgt at ridse op, er for mange blot gådefuld tale. Det er nemlig ikke til at forstå og naturligvis nemt at trække skulderen af det. Jeg medgiver gerne, at evangeliets tale på mange måder - og ikke kun pga. at de gamle ord og det sprog, det er iklædt - kan opfattes gådefuldt og meningsløst. Men anderledes kan det vel ikke være, hvis den Gud, der møder os i dag, har talt til mennesker i 2000 år. Vi er jo ikke de eneste i verden - og det er jo ikke kun os, Gud taler til. Og det er heller ikke blot en tale om vejr og vind, vi møder her, men om de dybeste lag af tilværelsen - helt dernede, hvor livet også bliver en gåde for os selv.
	Gud eget navn er udtryk for den gådefulde virkelighed, han møder os i. Evangeliets Gud er jo den treenige Gud - han, der virker for os som både Faderen, Sønnen og Helligånden. På tre forskellige måder møder vi ham og på disse tre måder virker han i vort liv - men forbliver dog den samme og ene Gud! Selvom vi aldrig nogensinde kan forvente at komme til bunds i denne gådefulde Guds handling overfor os, er trinitatistidens mange grønne søndage en udfordring til i det mindste at smage på og tygge lidt drøv på den kost, der i første omgang kan synes hård. Når jeg for et øjeblik siden sagde, at vi selv lever af en gåde, så er det fordi den treenige Guds samlede gerning for os, er det grundlag vi overhovedet lever af - både som mennesker og som kristne: - vi er alle sammen skabt af Gud, Faderen. - vi er også alle frelst og frigjort ved Jesu Kristus - og så er vi alle i vor dåb ved Helligånden genfødt til et levende håb. Allerede ved alt det, som Gud gør for os og den måde han møder os, afspejler han i sit væsen både menneskelivet og kristendommens fundament, dens indhold og dens mening.
	Alt dette er det, som ligger i og bliver holdt fast af netop betegnelsen "Trinitatis" eller "treenighed". Ikke blot er ordet nemlig kendetegnet og navnet på den Gud, vi tror på, men det er også evangeliet på kortform. Om denne kortfattede formel siger Michaelsen:
	Trinitatis - højtidsnavnet gådefuldt omkring os svøbt; dybt i det er til Gud Fader, Søn og Helligånd vi døbt! Med de ord er vi nu bragt tilbage til vort udgangspunkt, nemlig missions- og dåbsbefalingens ord om at døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn - dvs. i den treenige Guds navn.
	Netop her i den kristne dåb bliver vi alle knyttet til og føjet ind i den treenige Guds gådefulde historie med os. I glimt ser og aner vi, hvem Gud er, og gennem de glimt, som vi kalder kirkeårets højtider og trinitatistidens grønne søndage, får vi mulighed for at fordybe os og tygge drøv på det, som Gud vil med os i vor dagligdag. Det er ingen flugt fra de grå og kedelige hverdage, men netop fordybelse i dette vort liv, sådan som det både er og som det har mulighed for at blive.
	Og i det lys, som derve dkastes ind over vort liv, kan vi så gå herfra med ordene:
	Lad da sommerheligdage samle os om det Guds ord, som af herdagsrøster højlydt skaber rigets lovsangskor!
	Amen.

2-6-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email