Hvis du har kommentarer så skriv til mirr@get2net.dk Michael Rønne Rasmussen

	2. s. e trinitatis 2002 i Havdrup og Kr. Skensved
	NT-læsning: Johs. Åb. 3,14-22 Evangelium: Luk. 14,24-35 Salmer: DDS 674, 349 - TS 778, (432) og 907.
	"Den, der har ører at høre med, skal høre!". Sådan slutter begge de tekster, vi har lyttet til i dag. Med en opfordring til at lytte og høre godt efter. Men hvad er det så, vi skal lytte efter? Gamle og støvede ord? Underligt mystiske billeder med skjulte budskaber, som ingen rigtigt længere magter at se en mening med? Ekkoer fra for længst slukkede bål i tidens glemsel?
	I hvertilfælde er budskabet fra Johannes Åbenbaring et ekko, nemlig en genklang af Jesu gentagne opfordring til ikke blot at lytte til hans ord, men også tage bestik af det, han siger - dvs. handle og gøre derefter. Evangeliet er nemlig ikke blot velklingen lyde for øret, men et budskab, der retter sig mod og omfatte hele menneskelivet - også vort - i dag. Og derfor er det vigtigt at lytte sig ind til sagens kerne.
	Men netop fordi det jo handler om et budskab fra en for længst svunden tid, kan det være svært at fange pointen. Lad os derfor først dvæle lidt ved optakten. Lad os lede efter det, som satte det hele i gang.
	I Det gamle Testamente finder vi mange ord og billeder, som skal beskrive, hvem og hvordan Gud er. Et af de udtryk, som nok lyder lige så uhyrligt i moderne ører, som Jesu ord om at hade far og mor, hustru og børn, bror og søster, ja, eget liv - alt, hvad vi sætter højt og helligt - er det omkvæd, der gennemsyrer talen om Gud i Mosebøgerne.
	Det er især i forbindelse med de ti bud, det lyder. For når Gud skal begrunde, hvorfor Israels folk skal holde de ti bud - hvorfor de ikke blot skal høre, men også gøre, så lyder begrundelsen: "Jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædrenes skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig!" (2. Mos. 34,14).
	Jeg er en lidenskabelig Gud, siger Gud! Hvad indebærer det, at Gud er lidenskabelig? Det betyder, at Gud er fuldt og helt engageret i de forhold, han indlader sig på. For lidenskab betyde helhed og konsekvens. Lidenskab betyder, at der ikke er noget forbehold lagt ned i det, som Gud er og gør. For ved at skabe mennesket indlader Gud sig på et eksperiment, han hverken kan eller vil trække sig ud af. Gud giver sig helt og holdent hen som menneskers Gud, for at de skal holde ham for deres Gud. Og netop fordi det er denne helhed og konsekvens, som er lidenskabens kerne, kan vi måske godt forstå, hvorfor lidenskaben både kan give sig udtryk i form af kærlighed og jalousi og had. Som de fleste mennesker glemmer Gud ikke en afvisning. En afvisning piner og plager og holder ham aldrig i ro. Han husker og gengælder indtil tredje slægtled, Guds vrede varer over både børn, børnebørn og oldebørn, lyder det advarende omkvæd i mosebøgerne.
	For Israels Gud er en lidenskabelig Gud. En passioneret Gud. Fordi Han er ramt af en altfortærende lidenskab overfor os mennesker, er der tale om ALT eller INTET. Brændende varm eller isnende kold - aldrig lummer lunkenhed og påtaget neutralitet.
	Er man - eller forsøger man at være - neutral og påtaget kølig, så er man nødt til at slukke enhver brændende lidenskab i sit indre. For sådan - neutral og ligeglad - kan Gud ikke være uden at ophøre med at være Gud. Et sted i GT er talen om Guds lidenskab knyttet til et bestemt billede, nemlig ilden: "For Herren din Gud er en fortærende ild, en lidenskabelig Gud" (5. Mos. 4,24). Også dette billede er et ekko - et ekko af beretningen om Moses´ møde med Gud i den brændende tornebusk. Også her drejer det sig om at høre og gøre - at adlyde! Moses skal gå foran sit folk og lede det ud af Egyptens trældom, men først skal han træde op imod Farao.
	Der foran busken ser Moses så noget meget underligt. Han ser en flammende ild fra busken, der stod i lys lue, men han så også at busken ikke blev fortæret af ilden. Busken burde brænde ned, men gør det ikke. Hvorfor? Fordi Gud er i den!
	Og om Gud gælder, at han nok drives af en fortærende lidenskab for mennesker - især dem, der lider under mangel på barmhjertighed og kærlighed. Men Guds lidenskab brænder ikke ud - den er evig. Menneskers lidenskab dør - ofte alt for hurtigt. Vi kan brænde for en sag og vi kan brænde vort lys i begge ender, men til allersidst brænder vi op. For lidenskaben hos os er forbundet med lidelse. Ordet "Passion" betyder både lidenskab og lidelse. Lidenskab betyder for os, at "Hjerte altid rimer på smerte". Hvad er det da, vi skal høre med vore ører? Ja, da seeren Johannes skrev sine syner ned i sin bog, lå der en stor smerte over hele den kristne menighed. Kejser Domitian havde dekreteret, at de kristne skulle dø. Deres lidenskab rettede sig ikke mod kejseren, men Gud. Det var den første store forfølgelse, hvor det at være kristne og tro på den lidende Jesus Kristus som verdens dommer og Herre, i yderste tilfælde betød martyriet.
	Og hvad skulle de kristne da gøre? De var tvunget til at foretage et valg: Skal de redde troen eller livet? Brænde for troen eller lade sig brænde på bålet? Ind i det dilemma minder Johannes menighederne om, hvordan troen i begyndelsen brændte i deres hjerter. Hvordan den ild blev tændt, der som en steppebrand allerede har indtaget en stor del af verden. Men nu, hvor det altså koster, går troen på vågeblus. Det lys, der skulle brænde og sættes højt på en stage, så det kunne skinner for alle, gemmes nu bort i hjertets inderste kroge hjørner. Troen bliver en så privat og personlig sag, at den slet ikke længere finder ydre udtryk og form. "Jeg kender dine gerninger", siger han, "du er hverken kold eller varm. Gid du enten var kold eller varm". For det modsatte af kærlighed er ikke had, men ligegyldighed. Netop den kompromisløse tone er et ægte ekko og en ren tone gengivet fra Jesu eget eksempel og den opfordring, som han giver os i evangeliet til i dag.
	For hvad skete der egentligt, da Gud gang på gang måtte se sin lidenskabelige og fortærende kærlighed afvist? Hvad er pointen af hele det gamle Testamentes dramatiske skildring af Gud, der atter og atter bejler til mennesker og folk, men altid må se sin kærlighed afvist? Resultatet af denne ulykkelige kærlighedshistorie er ikke, at Gud opgiver sin kærlighed, men at han sætter sig helt og holdent ind på at vise dens konsekvens. Gud forbliver ikke længere i sin høje himmel, hvor passionens smertelige kræfter ikke kan røre ham. Han bliver menneske, der elsker, men som ikke kan elske uden af lide - hvis "hjerte" ikke kan rime uden "smerte". Ja, som ikke kan være og leve uden at gå under og brænde ud af sin kærlighed.
	For netop Jesus lever og er helt og fuld i sin kærlighed og hengivelse til både Gud og mennesker. Men han er ikke usårligt. Tværtimod - han lider. Men det er netop den fulde konsekvens af hans lidenskab - at han lider - og det kan ikke være anderledes. Det er - som alt hvad han siger og gør - en følge af hans kærlighed og lydighed overfor sin far i Himlen
	Det er netop det, han siger i evangeliet til i dag: "Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja sit eget liv, kan han ikke være min discipel".
	Dette med "at hade", er her ikke at nære bestemte forbudte følelser overfor andre mennesker. Det er ikke den psykologiske beskrivelse af ambivalens. Nej, "at hade" betyder her, at alle disse relationer og bindinger til andre mennesker ikke må have førstepladsen i et menneskes liv - vi skal stå frit. Ikke fordi de har gjort noget forkert og ikke fordi de ikke betyder noget, men alene fordi førstepladsen er Guds. For at være Jesu discipel betyder at gå den lidenskabelige Guds fodspor, som Jesus satte aftryk af i verden. At selv lade sig drive af den kraft, han drives af.
	Overfor denne opgave findes der ingen kompromiser. "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele dit sind og af hele din sjæl - og din næste som dig selv", siger Jesus i en sammenhæng, da han bliver bedt om at udpege det største bud i loven. Det første og det største bud er kravet om en kærlighed, der ikke går på kompromis og aldrig giver op. Den, der når den brænder, brænder et menneske op.
	Og det gjorde den jo så også - for ham. Jesus døde på korset - brændtes op af sin kærlighed. Forlod sin familie og knyttede sig uden forbehold til ethvert menneske, han mødte på sin vej. Fulgte den vej, Guds væsen og bud bød ham følge. Intet lod han stå i vejen - alt gav han afkald på - selv sit eget liv - og det er denne vej, han byder os følge ham på!
	Vil man følge ham og være hans disciple, gælder det om tage bestik af den pris, man kan komme til at betale. Beregne omkostningerne eller mønstre tropperne. "Den, der har ører at høre med, han hører!"
	Og længere kommer vi nok ikke. End til at sidde og regne på sagen, - og tøve, fordi prisen forekommer os for høj. Heldigvis lader Gud sig ikke bremse af det. Han er dog for ingenting den lidenskabelige Gud, der ikke giver og ikke for evigt lader sig afvise Han kommer til os - igen og igen - og banker på døren. Og selv når vi indser, at vi ikke har mod og midler til at følge ham, står han stadig og banker indtil vi lukker op. Han forlader han os ikke, men sætter sig til bords og holder måltid med os.
	Så lad det ske! Gud i vold - amen!!!

8-6-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email