Hvis du har kommentarer så skriv til mirr@get2net.dk Michael Rønne Rasmussen

	1. s. e. trinitatis 2002 i Solrød og Solrød Strandkirke
	GT-læsning: Præd. 5,9-19 Evangelium: Lukas 12,13-21. Salmer: DDS 692, 623, 35 - 525, (432) og 6
	Den polske instruktør, Kristof Kieslowski, skabte i slutningen af 80´erne kæmpeværket "Dekalog". I alt 10 spillefilm film bygget over hvert af de ti bud. Men selvom de ti film er forskellige, hænger de også sammen; De er alle bygget op over basale etiske normer og afspejler dermed grundlæggende konflikter i vort forhold til hinanden.
	Om disse ti film siger Kieslowski et sted: "Dekalog er et forsøg på at fortælle ti historier om ti eller tyve individer, som pludseligt indser, at de bevæger sig i cirkler, at de ikke opnår det, de ønsker." (K. om K. s. 165).
	Det tiende og sidste bud handler om begæret; "Du må ikke begære noget". Begæret er som trangen til at besidde imidlertid en af de stærkeste drivkræfter i vort samfund: Hvad ville reklameindustrien være, hvis den ikke var i stand til at vække begær, så vi satte alt ind på at eje noget så uundværligt som en elektrisk næsehårstrimmer? Og hvordan ville vort indbyrdes hierarki være at leve med, om ikke den enkelte har mulighed for at avancere og forcere de andre i karrierens kapløb mod en tidlig - og forhåbentligt selvvalgt - pension? Begær er altså ikke blot et tilfældigt vedhæng, men på mange måde selve grundlaget for vort samfund - uden begær går det ganske enkelt ikke. Og dog lyder budet: "Du må ikke begære!"
	Nu kunne man indvende, at budet vel ikke sigter mod begæret som sådant, men mod at begære det, næsten ejer, og som man altså ikke selv kan få uden at forbryde sig mod ejendomsretten. Efter straffeloven er det ganske rigtigt, men de ti buds relevans er ikke udtømt ved blot at være kilde for almene love til samfundets og den private ejendomsrets beskyttelse.
	Her synes Kieslowski at være i bedre overensstemmelse med de ti bud, når han anvender dem som kritisk målestok for vor daglige omgang med hinanden. For i direkte forlængelse af det første udsagn siger han nemlig; "Vi er blevet for egoistiske, for forelskede i os selv og vore behov, og det er, som om alle andre er gledet i baggrunden. Vi gør meget for vore kære - tror vi - men når vi ser tilbage på dagen, der er gået, ser vi, at selv om vi har gjort alt for dem, har vi ikke haft tid og kræfter til overs til at holde om dem, til blot et kærligt eller ømt ord. Vi har ikke tid til overs til følelser, og det er dér, jeg tror det virkelige problem ligger. Eller tid til lidenskab, der er så tæt forbundet med følelserne. Vore liv siver bort mellem fingrene på os."
	Med andre ord: Vi lader begæret snyde os og bedrager os selv. For idet vi krampagtigt knytter vor lidenskab til ting, som er nødvendige for opretholdelsen af livet, støder vi samtidig båndet til medmennesket bort - og mister derved selve livet eller går glip af livets mening.
	Fordi vi begærer og stræber efter at eje og besidde, glemmer vi at leve - begæret efterlader os udstillede og nøgne - sådan som Prædikeren, vi hørte til indledning, ubarmhjetigt afslører det med ordene: "Den, der elsker penge, bliver ikke mæt af penge, den, der elsker rigdom, får intet udbytte af den..... Nøgen kom han ud af moders liv, nøgen går han bort, som han kom". Eller som vi skal synge det med Kingo: "O rigdom og guld, du jorderigs afgud i skinnende muld! Du est dog af verdens de skuffende ting, som vokser, aftager og veksles omkring, de est dog i højeste mærke og med - forfængeligthed". Dette livssyn - den dybt desillusionerede livsholdning - der ikke finder, hvad det søger, ser og afslører selv det tragiske ved det menneskelige begær. Alligevel har denne indsigt ikke hindret en anden holdning i at vokse frem - nemlig den, der ser det som sit mål med alle midler at bekæmpe begæret og helst nå dets udslettelse allerede i dette liv. Sådan kan man nemlig karakterisere moralismen, der fast besluttet på sit mål med vold og magt søger at drive sig selv og andre ind på dydens smalle sti. Og netop som forlænget arm for moralismens kompromisløse stræben efter renhed har de ti bud ofte været misbrugt, men efter min mening ikke med overbevisende resultat.
	Hvad så? Hvis begæret ikke uden menneskelige omkostninger kan udnyttes som samfundets drivkraft, og hvis det heller ikke kan afrettes i den gode morals tjeneste, hvad kan man da gøre andet end som Prædikeren og Kingo; give op og afvente den dag, hvor Gud endelig gør ende på miseren? Eller som den rige bonde: Slå sig til ro, spise, drikke og være glad. Bilde sig ind man kan leve uden at møde begærets tragiske bagside; at sjælen til sidst blot er blevet ét med det, den så lidenskabeligt har stræbt efter at besidde? Kan man da andet end at begræde livet som en tragedie? Kieslowski peger på en anden mulighed. I sin skildring af det 10. bud lader han to brødre gennemleve og udfolde begæret i sin yderste konsekvens. I mange år har de ikke haft med hinanden at gøre - ej heller med faderen,der kun har levet for sin frimærkesamling. Nu er faderen død og brødrene mødes til hans begravelse. Vi hører et brudstykke af ligtalen, hvoraf det indirekte fremgår, at prisen for faderens lidenskabelige begær har været familie, karriere og personlige følelser. Brødrenes totale uberørthed af situationen taler sit tydelige sprog. Efter begravelsen opsøger de faderens lejlighed og overraskes af den pansrede dør, de mange låse og en øresønderivende tyverialarm, der sætter i gang, idet de træder ind. Lejligheden i sig selv er enkel, ja, tarveligt indrettet. Eneste undtagelse er de store og massive pengeskabe, der indeholdere album efter album af frimærker.
	Da ingen af dem har forstand på frimærker, forsøger de at få nogle få vurderet hos en samler. Først da går det op for dem, hvad de har med at gøre - på et tidspunkt har faderen søgt at forsikre samlingen for et trecifret millionbeløb!
	I en central scene sidder de omkring et album og tæller frimærker, mens den ene opremser savnene fra deres barndom: Moderens forspildte liv, de lappede bukser, den dårlig mad og den altid fraværende far - end ikke en ordentlig habit at blive begravet i ejede faderen ved sin død; alt var sat ind på frimærkerne. "Hvordan kan det være, at et menneske bliver så bidt af at eje noget - at han må eje det for enhver pris", spørger den ene. "Det må du da vide. Du kan også lide at have ting". "Jeg", svarer han, "jeg bruger tingene, kan lide at have det komfortabelt. Men far... ham har jeg aldrig forstået."
	Nej, faderen har de aldrig forstået, men det kommer de til. I løbet af få dage er begge fanget af begæret, og kaster alt ind på at tilegne sig de få mærker, der mangler, før samlingen er komplet. Snyd, bedrag og destruktiv vold udvikler det sig til. Langsomt begynder de at leve som deres far - lukker sig inde, bryder kontakten med familie og venner og har til sidst - udover den vagthund, de begge er hundeangste for - kun hinanden, men også det bliver ofret. Fælles om trangen til at besidde og udvide samlingen, be-gynder de at mistro og gardere sig mod hinanden.
	Til slut rodes de ind i en kompliceret byttehandel. Den ene bror skal give sin nyre til en anden samlers datter. Samleren skal bytte et mærke for en serie til en tredje og gennem nogle led bliver kæden til sidst sluttet, så brødrene kan indlemme et eftertragtet mærke i deres samlingen. På vej hjem fra hospitalet er den bror, der endnu har begge sine nyrer i behold, påfaldende tavs. Katastrofen er sket. Mens broderen lå på operationsbordet og hans nyre blev fjernet og han selv sad på hospitalsgangen er lejligheden brudt op og hele deres samling stjålet. Deres verden styrter nu sammen. Bag om ryggen på hinanden, går de begge til politiet og beskylder den anden for at stå bag tyveriet. Det begær, der først havde ført dem sammen, splitter dem nu ad.
	Først i den sidste scene forløses forholdet. De har vandret rundt i byen - begge har de været på posthuset og købt en serie nye ubrugte frimærker. Nu mødes de så i faderens tomme lejlighed, og idet, de ser hinanden, lægger de deres frimærker på to rækker og udbryder overrasket: "en serie!". Så ler de hjerteligt og omfavner hinanden
	I denne scene befries brødrene af den forbandelse, de har været fanget ind af, og befrielsen ligger netop i erkendelse af, at de tilhører "en serie"; de er mennesker, de er brødre og de er ens. Tillige drives de af samme begær, og faldt i akkurat samme fælde, som deres ophav. Den far, de aldrig havde forstået, var hele tiden deres skæbne - og er alle menneskers skæbne.
	For ingen er fri af begær - og ingen kan sætte sig op over og gennemskue forbandelsen ved den lidenskabelig trang til at eje og besidde.
	Da de indser det, kan de le; le af sig selv, le af deres dumhed og gensidige mistænkeliggørelse - le sig fri af den fortid, som sandsynligvis atter igen vil gribe dem, for - som prædikeren siger det - "der er intet nyt under solen, menneskenes børn har så mange sære ting for".
	Og det er præcis, hvad man må sige om den rige bonde. I sin grænseløse trang efter at eje og besidde er han både en tragisk og en komisk figur. Da han endelig har nok, går han på en tidlig pension og lukker sig om sin egen glæde - sætter tiden og livet i stå. Og netop derved gør han regning uden vært - han dør uden at have gjort andet end at forberede sig på at leve. Og det er på én gang både tragisk og latterligt! Men er man i stand til at le af sig selv, er det også en befriende og forløsende fortælling.
	For sagen er jo, at som den rige bonde er vi jo alle. Mere eller mindre udtalt er vi drevet af trangen til at sikre vor eksistens - vi kan ikke bare tage imod, men vil hellere vinde. Det komme vi nok aldrig fri af, ligesom vi heller ikke slipper ud af den tragiske forveksling af mål og midler - at vi får for travlt med at sikre livets rammer til at udfylde dem med kærlighed, ømhed og omsorg for hinanden.
	Det kan man begræde eller forbande om man vil, men der er også en tredie mulighed. Gennem fortællingen om den rige bonde og Guds dom: "Du tåbe", sætter Jesus det perspektiv, der - om så blot for et øjeblik gør det muligt at hæve sig op over tragidien, se på sig selv med Guds øjne, opdage det komiske, og så le! For den latter, der udspringer af at se sig selv med Guds øjne, er en tilgivende og forløsende latter. Perspektivet forskubbes fra en selv til Gud - han som ser på alle med samme kærlighed og som ønsker at tilgive mennesket alle dets sære forehavender, om de dog var i stand til at se bort fra og tilgive sig selv. Men er man først i stand til at le af sig selv, er det første skridt i den retning allerede taget. Kan man tilgive sig selv, kan man også tilgive andre. Og har man lært at tilgive, er man allerede rig hos Gud.
	Amen.

8-6-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email