Hvis du har kommentarer så skriv til mirr@get2net.dk Michael Rønne Rasmussen

	5. søndag efter trinitatis 2002 i Mosede kirke
	GT-læsning: Jeremias 1,4-9 Epistel: 1. Pet. 2,4-10 Evangelium: Matt. 16,13-26 Salmer: DDS 378, 355, 280 - 307, (46) og 500
	"Helt ude i horisonten, i forsvindingspunktet, anes konturerne af en kirkebygning. I skumringen ses den som den sidste synlige genstand - som om kirken konkurrerede med solen om at gå sidst ind i mørket".
	Sådan indleder kirkehistorikeren Jørgen I. Jensen bogen: "Den fjerne kirke" fra 1995. Hans overvejelser, tanker og beskrivelse af danskernes forhold til den nationale kirke har siden dannet - om ikke skole - så i det mindste været en fast del af af rammen for diskussionen omkring forholdet mellem folk og kirke.
	Udtrykket "Den fjerne kirke" peger i første omgang hen imod en bygning ladet med mytisk betydning, men er i næste omgang udtryk for et mytisk eller mentalt billede, hvis kilder ligger dybt i det uudtalte og ubevidste: "Men kirken er (dog) ikke noget drømmebillede" fortsætter Jørgen I. Jensen, "den findes, på grænsen mellem det store landskab og den usynlige uendelighed, på grænsen mellem lys og mørke". Den konkrete baggrund for udtrykket "den fjerne kirke", er betragtningen en række danske guldalderbilleder, hvoraf I har fået nogle enkelte omdelt i dag. Jørgen I. Jensen bemærker, at på et bestemt tidspunkt i løbet af 1800-tallet begynder kirken som fast bestandel at dukke op i de danske landskabmalerier, som var en af romantikkens mange udtryksformer.
	På Johan Lundbye´s billede "Sjællandsk Landskab" fra 1842 aner vi den klassiske fjerne kirke, som ikke et andet end en del af landskabet lagt netop i billedets forsvindingspunkt i horisonten.
	13 år tidligere har to malere, Constantin Hansen og Jørgen Roed stået ved siden af hinanden og malet det samme motiv fra koret i Sct. Bendts Kirke i Ringsted. På den ene billede er de to malere som "turister" selv med på "en kigger" ved et bondebryllup - på det andet billede er kirken - på nær en enlig skikkelse på en af kirkebænkene - fuldstændig tom.
	Og sådan fortsætter det, hævder Jørgen I. Jensen. Livet inde i kirken forsvinder ud af billederne og erstattes af afstanden, der søges overvundet ved at give bygningen en mytisk og overjordisk betydning.
	På Jørgen Sonnes billede "Julemorgen" fra 1855 ser vi en flok mennesker forsamlet udenfor den oplyste kirke. Kirkedøren står åben, men de skikkelser, der er på vej ud, oplyses indefra som fra en fjern og uvirkelig verden. Afgørende er at menigheden ikke længere samles inde i kirken, men udenfor - for det er dér, livet leves.
	På det sidste billede af Kalundborg Kirke malet af samme Johan Lundby, ligger bygningen stor, tung og imponerende. Der er ingen mennesker omkring den og formodentligt heller ingen inde i kirken, for man kan jo slet ikke komme ind i den - indgangen er skjult! Hvad skulle man komme dér efter!
	Allerede på dette tidspunkt er kirken og det kirkelige liv, som bygningen danner ramme om, blevet fjernt og uvirkeligt - ikke blot for maleren, men for samfundet som sådan. Og det er vel egentligt stadig en meget rammende beskrivelse af den kirkelige situation, vi lever i i dag. Kirkerne - og dem er der mange af - ligger spredt ud over landet, velholdte og oplyste både inde- og udefra, men det meste af tiden tomme og uden liv. Til hverdag er der ingen og om søndagen kun en lille trofast menighed, der deltager i gudstjenesten. De fleste af de, der er stadig medlemmer, opsøger ikke kirken uden et konkret ærinde - f.eks. som turist på tur i sommerlandet eller som gæst ved en kirkelig handling. Men trods det skal kirkerne hverken lukkes eller fjernes. - Ve den, der vover at nævne den mulighed! For kirkerne skal fortsat være - om ikke andet - så dog et symbol for muligheden for at finde et fast orienteringspunkt i livets grænsesituationer; - efter fødslen med dåbens smukke handling, - ved puberteten med den højtidelige konfirmation, - ved parforholdets indgåelse med det festlige bryllup - og begravelsens tre håndfulde jord på kisten.
	Ja, for dog ikke at glemme julen, som jo på den ene side er den undtagelse, der bekræfter reglen, men på den anden side selv er et tvetydigt grænsefænomen. Julen er jo først og fremmest er et ekko af alt det gode, der var en gang! Alt det som traditionen og de handlende stadig formår at holde i live under overskriften "Jul som i gamledage". Barndommens lykkelige jul - med fællesksab, fred og harmoni fra dengang, da verden endnu ikke var af lave. Hvor den snedækkede kirke lysende i mørket denne ene gang om året fyldes af salmesang og andægtig lytten til budskabet om "fred på jord".
	Men selv dette postkortmotiv kan ikke i længden skjule, at folk et kommet på afstand af det, der sker inde i kirken. For de fleste er traditionerne inde i kirken og omkring dens højtider eftrehånden tømt for indhold. Tilbage bliver "Den fjerne kirke", en bygning, som ikke er til at flytte og ikke til at komme udenom, og som derfor har plads som en del af byens arkitektur og landskabets natur - passende beskyttet af nationalmuseets klausuler og landskabslovens fredningsbestemmelser. Her skal intet ændres - her står tiden og udviklingen som et af de eneste steder i vort samfund helt stille.
	Hvorfor? Fordi den fjerne kirke fungerer som et mytisk fikspunkt i horisonten - i livets grænseområder - fordi den trods alt - ved sin alder og institutionelle tyngde - stadig formår at give en smule orientering i en forvirret og rodløs tid.
	Nu vil en eller anden nok spørge, om det da er forkert? Er det dog ikke noget, at kirken ved sin blotte eksistens får lov til at give en smule retning for menneskers liv?
	Jo, det er godt nok, men der mangler altså noget! Bygningen alene skaber ikke liv - den står bare fast! Ingen af vore danske kirker - hverken de gamle eller de nye - blev bygget for at være noget i sig selv. De er ikke deres eget mål, men skulle rumme det, som netop i lyset af "den fjerne kirke" er en mangelvare i dag. Der mangler nemlig menighed og mennesker. Der mangler kraft og dynamik. Som Niels Højlund har udtrykt det i et foredrag og i TV: "Kirke vil de have, men menighed vil de ikke være!" Men kirken bør ikke kun være en hyggelig bolig for Gud. Den skal efter sit væsen også være det sted, hvor mennesker med længsel og smerte længtes efter at møde den levende Gud, som vi sang til indledning. Kirken skal ikke blot være en gammel bygning med klokker, der kalder på folk, der alligeve ikke dukker op. Kirken er bygget og skabt for at samle en menighed, der længes efter at møde Gud. Ja, kirke selv er den menighed, der synger og bekender: Vi er Guds hus og kirke nu bygget af levende stene!
	Med andre ord: Der er det gale ved den "den fjerne kirke", at den udtrykker en fremmedgjorthed og en afstand til det, som med nødvendighed må være indholdet i en bestemmelse af kirken. At den ikke kun udtrykker længsel efter en fortidig drøm, men også skal være en skabende virkelighed her og nu. At der må være nogen, som ser det, som verden ikke ser, og som i tro og tillid til det løfte, Gud har givet os, stadig tør samles for at holde troen og håbet og kærligheden i live - ikke hver for sig, men netop sammen.
	Det, der altså mangler, hos guldaldermalerne og hos os, er forståelse, erkendelsen af, at kirken ikke i længden kan eksistere som "Den fjerne kirke", hvis ikke der også er nogen, der påtager sig at være "den nære menighed". Det er opskriften på, hvordan vi bliver til denne "nære menighed", der møder os ved gudstjenesten her i dag. Det er anvisningerne til at holde fast ved det eneste, som kan danne og bevare kirken som en virkelighed blandt mennesker, vi har lyttet til fra alter og prædikestol.
	I første Petersbrev taler forfatteren om den hjørnesten, der bærer hele bygningen. I dag hedder det ganske vist ikke længere en hjørnesten, men den grundsten, der i det mindste på symbolsk vis skal gøre det ud for den første - den, resten af bygningen er bygget på og som altså derved bliver den bærende.
	Men den grundsten, som der tales om, er ikke den sten, som provst og biskop undermediernes bevågenhed og med en fin forgyldt murerske får lov til at lægge! Det er ikke de fine og velholdte kirkebygninger, vi er så stolte af her i Danmark, som behøver "en kostbar hjørnesten fra Gud". Nej, tror og siger vi det, så svarer Kristus selv: "Vig bag mig Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil."
	Kirkens egentlige bygning er nemlig åndelig. Det siger evangeliet til i dag tydeligt nok. Bygningen er fællesskabet af alle dem, der med Peter bekender og tror, at Jesus er den levende Guds Søn. Og det, der holder dette fællesskab sammen, er ikke de ord, vi sammen får kraft til at sige, men det svar, som Jesus giver til den overraskede Peter: "Salig er du, Peter, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min far i himlen". Intet formår vi at gøre og tro uden at det er givet fra Gud. At noget er åndeligt betyder ikke kun, at det ikke kan ses og begribes, men netop at det kommer fra Gud.
	Og netop kirken er, som Luther udtrykker det i sin katekismus, fælleskabet af dem, hvis tro givet af Gud: "Jeg tror at jeg ikke af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, har oplyst mig ved sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro, ligesom han kalder samler, oplyser og helliger hele den kristne menighed på jorden...." .
	Kun for dem, der tror og har tillid til, at i dette udsagn ligger alt, hvad vi tør tro og håbe på, for dem er Jesus den kostelige grundsten, som alt falder og står med. Kun fra hans mund, giver det løfte mening, som han giver til Peter, at han skal danne grundlag for den kirke, som dødsrigets porte ikke skal få magt over.
	Og kun som noget han står inde for, kan vi med bønnen; Forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere have fast tillid til, at tilgivelse og forladelse af synd både er en del af kirkens kendetegn og af dens håb for sig selv. For kun i denne tro kommer Gud os virkeligt nær. For det er kun Gud selv, der kan virkeliggøre det, som vi her bekender og tror. Hans virkelighed sejrer over vores tvivl og afmagt.
	For når Gud selv kommer os nær, når han lever i mundens og hjertes tro og bekendelse, da opstår og lever den menighed, som ikke kan andet end at være "den levende kirke, bygget af levende stene". Den menighed, som kommer når og hvor Gud vil det. Den menighed, som skal fylde den "fjerne kirkes" tomme rum ud med levende tro, bekendelse og lovsang til Gud.
	Måtte dette også blive til virkelighed her hos os.
	Amen!

26-7-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email