Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	7. søndag efter trinitatis 2002 i Jersie
	Epistellæsning: Rom. 8,1-4 Evangelium: Matt. 10,24-31 Salmer: DDS 700, TS834 - 435, (432), 44
	Frygt kan være så mange ting. Der findes et almindeligt sundt beredskab for fare, der sørger for at vi ikke sætter os selv eller vore kære i en farlig situation. 'Kun en tåbe frygter ikke havet, " lyder det advarende fra Søsportens Sikkerhedsråd. Med lige stor ret kunne det lyde fra trafiksikkerhedsrådet; "Kun idioter bruger ikke sikkerhedssele". For både havet og trafikken er farlige opholdssteder. Derfor er det godt at reagere på den sunde frygt herfor - hvis man altså vil leve sit ene liv på den ene jord, vi har.
	Det modsatte er den latente angst, der kun behøver en lejlighed eller en konkret anledning til at bryde frem. "Vi voksne kan også være bange", sang Bjarne Jes Hansen engang i 60´erne, hvor enhver med de rigtige meninger var bange for oprustningen, atomvåbnene og Barsebäck. Denne angst har - 30 år efter - stadig ikke fortaget sig. Den har måske fået andre udtryk, men under den rolige overflade lever den i bedste velgående. Et eksempel er en af de sange, sangeren Lars Lilholt nok har sunget en hel del gange på sommerens festivals. Den handler ganske vist mest om glæden over vor smukke jord, men i et glimt anes også angsten for at miste, for vi har jo "kun én jord - kun ét liv at leve":
	ser på en blomst ser på en bi synger om kloden der drejer såre banalt / som en god melodi ser på mit barn når hun leger
	ser på en kat der labber lidt vand hører en gråspurv der kvidrer mærker en kvinde / kysse en mand månen lokker dem videre.
	ude på dybe oceaner synger en hval sit sidste vers af sangen om et hav en jord min datter fatter ikke et ord verden er så ny så stor hun stoler blindt på far og mor
	vi har kun en jord kun et liv at leve Den frygt, vi hører om i evangeliet til i dag, er meget forskellig fra disse former for frygt. Der tales om to meget forskellige former for frygt.
	Det er frygten for mennesker og frygten for Gud - også kaldet Gudsfrygten. Udgangspunktet er den første udsendelse af Jesu disciple. Vi er ikke nået til den endelige udsendelse - den, vi hører om hver gang vi holder dåb, og hvor den opstandne siger: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden, gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple... og se, jeg er med jer alle dage ind til verdens ende". Alligevel er indholdet i dag næsten den samme: "Frygt ikke", lyder det - i alt tre gange.
	Hvad er det da, man med rette ville kunne frygte? Det er konsekvensen af, at fællesskabet med Jesus er et skæbnefællesskab.
	Jesus har på et tidligere tidspunkt kaldt de 12 apostle. Som apostle sender han dem nu to og to ud i Israel. Her skal de tale og handle på hans vegne, så budskabet om Guds åbne Rige kan nå ud til alle mennesker. Deres opgave er altså ikke noget, de selv har fundet på, men den, de har fået pålagt af deres Herre og Mester. Derfor er det også meget naturligt, at vurderingen og reaktionerne overfor Mesteren må smitte af på disciplene. Ligesom Jesus blev afvist og endog beskyldt for at gå i den ondes tjeneste, sådan må disciplene være forberedt på, at de vil blive beskyldt for det værste - ja, måske endog lide samme skæbne, som bliver Jesus til del. De har med andre ord god grund til en vis bekymring for fremtiden - for Kun en tåbe frygter ikke folkeskarerne".
	Alligevel lyder det altså - tre gange: "Frygt ikke!" Frygt ikke for den næsten forudsigelige forfølgelse. Frygt ikke for mennesker og hvad de kan gøre. For den magt, vi menneskers besidder, er trods alt begrænset. Hvis vi overhovedet har magt, har vi det kun på denne ene jord og over dette ene liv, vi lever. Men selv når vi synes at udøve stor magt, selv når denne verdens store herskere regerer over lande og folk, så skal der ikke meget til for at afsløre deres afmagt. Ødelægge og slå ihjel, det kan de - men forsone, forene og skabe nyt liv - det magter de ikke.
	Opfordringen til ikke at frygte for mennesker har naturligvis sine forudsætninger og sine præmisser. Den hviler også på frygt, men på en helt anden frygt, nemlig frygten for Gud. Og det er en mærkelig frygt, som jo slet ikke er det, vi i første omgang forbinder med udtrykket "Frygt". Udtrykket bliver sat på plads af Luther i hans forklaring til de ti Bud i Katekismen, hvor det første bud lyder: "Du må ikke have andre guder end mig". Luthers forklaring hertil lyder: "Det vil sige: Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham."
	Det vi skal lægge mærke til er, at Luther her sidestiller "frygten", "kærligheden" og "tilliden" til Gud. At frygte Gud er således ikke det samme som at være bange for og ryste af angst for Gud. Og hvorfor skulle man dog det? En ting er jo, at Gud i sin almagt er mægtig, men sådan som Gud har vist sig for os i mennesket Jesus, må frygten afløses af den tillid, der er svaret på hans kærlighed. Denne frygt, der tidligere blev kaldt ærefrygt for Gud, er den totale og helhjertede holdning, vi har lov til at have overfor Gud, fordi alene han er den, der har vort liv og vor fremtid i sin hånd.
	Og vi behøver ikke at frygte for at han skal behandle os vilkårligt. Nej, for selv når "en spurv falder død til jorden, er Gud vor Fader med den". I en tidligere oversættelse af dette udsagn lød det imidlertid på en måde, som nok kunne vække frygt.: "Ikke en spurv til jorden falder, uden at det er jeres Faders vilje".
	Denne oversættelse kunne jo forstås således, at alt, hvad der skete - også det onde og smertelige - var udtryk for Guds vilje, som man måtte acceptere. Og da det smertelige ofte var en uomtvistelige realitet, var der god grund til at være bange for, hvad Guds vilje mon kunne være med mig.
	I den nuværende oversættelse fra 1992 hedder det imidlertid sådan, som vi netop har hørt det: "Ikke en af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den". Det er naturligvis en anden tolkning end den fra 1907. Det er en tolkning der i højere grad peger på, hvordan Gud lever og lider med sin skabning. Sådan forstår vi jo Jesu eget liv blandt mennesker, og sådan forstår vi hans ord i dåbsbefalingen, når han lover at være med sine disciple alle dage indtil jordens ende.
	For vist er det sandt, at vi kun har den ene jord. Og vist er det sandt, at vi kun har et eneste liv at leve. Men det er ikke sandt, at vi lever og dør alene. Vi er døbt til fællesskab med den opstandne Jesus. I dåben blev vi hans disciple, der skal leve og virke for ham og hans Far i himlen. Som kristne er vi netop kun ansvarlige for hvem, vi tror og har tillid til - hvem, vi kalder vor Mester og Herre. Og hvem andre end netop den Gud, vi gennem Jesus kender som vor Far, skulle vi dog holde os til. Hos hvem andre møder vi en så imødekommende holdning som hos ham, om hvem Paulus siger, vi aldrig nogensinde vil blive mødt med fordømmelse? Hos hvem andre kan tilliden til at han, der endog er med den lille fugl, også vil være nær hos, den dag vi skal dø, virkeligt finde grobund?
	Så derfor: har vi kun denne ene jord og har vi kun dette ene liv at leve, så er det dog dette liv, der er givet os fra Gud, og det er dette ene liv, Jesus kom for at leve og dele med os.
	Derfor er dette ene liv i virkeligheden også netop det liv, hvori vi får lov til at lade frygten fare. Det er det liv, hvor vi ligesom Lilholts datter har lov til at stole blindt - ikke blot på vor fra og mor, ja, og ethvert menneske, vi deler skæbne med, men mest af alle også på Vor far i himlen.
	For han har en gang for alle gjort vor skæbne til sin. Han er med og nær enhver af os den dag, vi falder til jorden - og den dag, vi ligger i jorden.
	Så lad os da lade frygten frygten fare og tilliden vokse!
	Amen.

26-7-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email