Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	Bisættelse fra Solrød Strandkirke
	De ord, som vi vil samle os om her ved NN´s båre læser jeg fra Lukasevangeliets 13 kap. v. 1-9:
	Jesus fortalt dem en lignelse: "En mand havde et figentræ.... (i sin vingård). (og) han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år har jeg er jeg kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt til næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om."
	Amen.
	Tålmodighed er en god ting. Alligevel gælder det vel for de fleste af os, at ind imellem mister tålmodigheden overfor hinanden. Vi venter noget af hinanden og hvis det ikke bare sker lige med det samme, mister vi tålmodigheden og ender måske med at smide hinanden på porten. Med NN var det sådan, at hun havde en umådelig stor tålmodighed med andre, men meget mindre med sig selv.
	Hun var en rigtig arbejdsbi, der sled sig op for alle andre. Der var jo altid lige noget, som skulle ordnes. Der var altid en eller anden, som havde brug for hende. For som én ud af en søskendeflok på 9 fik hun tidligt lært, hvordan selv den mindste hjælp betød noget, og hvordan et lille nap var med til at få alting til at glide.
	Den lektie tog hun med sig livet igennem. Som kogekone på Færøerne, når der skulle holdes fest og laves mad til flere hundrede mennesker. Da gjaldt det om at få noget fra hånden - gæsterne skulle jo nødig blive alt for sulte og tabe deres tålmodighed.
	Livet igennem knoklede hun for at andre kunne få det godt. Selv da hun kunne gå på pension, var det som om hun slet ikke opdagede denne mulighed. Men det lå jo slet ikke for hende at sætte sig i en stol og bare slappe af. Selv da hun var de 70, var der andre på 80, som hun let kunne give en hjælpende hånd. Ja. egentligt kunne NN slet ikke sidde stille! Og tid til at dø, det havde hun jo heller ikke. Det var i hvert tilfælde svært at finde et tidspunkt, hvor hun syntes, hun havde tid til at gennemgå papirerne i forbindelse med indlæggelsen på hospice på Frederiksberg.
	Men nu har tiden så alligevel indhentet NN. I sommers blev det klart for jer alle, at tiden var knap. Og nu knap et halvt år efter har NN fået fred. Efter en et hurtigt, men fredeligt sygdomsforløb, hvor hun ikke fandt anledning il at beklage sig over andet end at hun til sidst ikke kunne løbe så meget rundt mere, sov hun den 15. november stille og roligt ind.
	Om et øjeblik skal vi høre en sang af gruppen "Danser med drenge". Sangen hedder "Er der nogen i himlen?" og allerede i det første vers siges der: "Det er værst at være den efterladte når nogen rejser deres vej". NN er rejst sin vej og dermed er I, som stod hende nær, blevet ladt tilbage - man siger og kalder jer for de efterladte. Alligevel tror jeg ikke, I føler jer ladt alene tilbage. NN har jo levet et langt og velsignet liv, og gennem sin tålmodighed med andre og sin utålmodighed med sig selv, har hun efterladt jer en stor skat af gode dage og minder. Snarere end at være efterladte er I derfor de efterlevende - dem, der lever bagefter hende. Og det er jo noget helt andet end at være efterladt! For at være dem, der lever efter et andet menneske, er jo også at være dem, som har fået givet en hel masse.
	Tid, tålmodighed og kærlighed. Sådan som NN jo havde tid til jer og altid var parat til at åbne sine døre, når I kom forbi, eller til at hjælpe, når hun var på besøg hos jer.
	Alt det, som jeg her har nævnt, er det, som I har fortalt mig om jeres mor - selv kender I jo meget mere. Det er frugterne af hendes liv og hendes kærlighed - alt det, der lever videre hos jer, selv om hun nu er død.
	I sangens titel og omkvæd, spørges der, "Om der er nogen i himlen, der kan elske dig, ligeså megetsom jeg gjorde?" Det er et godt spørgsmål, men det er også let at svare på. For hvad er himlen andet end den virkelighed, hvor vi altid er omgivet af en andens uendelige tålmodig og kærlighed?
	Sådan forstod vor Herre Jesus Kristus den Guds himmel, han lovede alle de små og forknytte, han stødte på. Overfor forventningerne om et strømlinet og effektivt liv, med masser af frugter og synlige resultater, fortalte han om en gartner, som havde tålmodighed til at vente. En gartner som ikke nøjes med blot at afvente, men som hele tiden vander, graver og beskærer træet, for at det skal få optimale muligheder for at bære frugt.
	Når vi taler om og spørger til himlen, så er det den himmel hvor han, Vor Herre Jesus Kristus, er den kærlige gartner. Han, der ikke kaster nogen fra sig, før alt er gjort og prøvet. Så langt gik hans tålmodighed og kærlighed til mennesker, at han lod dem hænge sig op på det kors og døde den død, som vi alle sammen en dag skal møde.
	Men var det nu endt med det, ville vi ikke have vist, om der var nogen i himlen, som elskede os lige så meget som her på jorden. Men Jesus blev ikke i graven og derfor ved vi nu noget andet. Påskemorgen rejste Gud ham op til et helt nyt liv. Et liv genskabt af den tålmodige kærlighed, som ikke kender grænser, og som han nu er dele ud af til os. Denne tålmodighed og kærlighed har vi nu lov at tro, håbe og klynge os til, både for os selv, når vi ikke møder den her på jorden, men også for de af vore kære, som en dag rejser fra os til den helt anden verden.
	Og så kan vi jo også håbe på, at både NN og vi selv får mulighed for alt det, som vi ikke nåede at sige og gøre for hinanden mens vi havde hinanden her. For i evigheden skulle der nok blive tid til at indhente noget af det, som vi forsømte her i livet.
	Amen.

26-7-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email