Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	Bisættelse fra Solrød Kirke
	GT-læsning: Salme 139 NT-læsning: Romerbrevet kap. 8 v. 31ff. Salmer: DDS 700, 727 og "Som et strejf af en dråbe"
	Bisættelsestale
	Jeg har her et billede, jeg har fået lov til at låne til i dag. Det er et billede af NN taget for ca. 5 år siden. Han står under skyggen af nogle store træer. Hele baggrunden er mørk - på nær en åbning op mod himlen i billedets øverste venstre hjørne, hvor en smule lys trænger igennem det tætte bladdække. NN selv har en mørk blazer over en hvid T-shirt. Hans ansigt er oplyst af blitzen fra kameraet, så ansigtet ligesom træder eller stråler frem af mørket. Han ser ud på os og smiler - måske lidt forsigtigt. Og ned over billedet forestiller jeg mig en usynlig dråbe. En dråbe livgivende vand eller en smertefuld tåre. Måske den samme, måske to forskellige - hvem ved?
	Jeg synes dette billede på en måde udtrykker lidt af det, som vi er samlet om i dag Vi er samlet for at tage afsked med NN. Alt, alt for pludseligt og alt, alt for ung er han taget fra jer, som han stod nær - jer, som elskede og fulgte ham, tæt på eller på afstand, både med stolthed og bekymring.
	Men nu har mørket pludseligt opslugt ham. Dødens mørke, som vi ikke formår at trænge ind bag eller kan stille noget op over for. Men også det mørke, som er sindets, som vi ikke forstår, men som vi på en eller anden måde alligevel alle godt kender fra os selv - også netop lige nu. For det er jo også mørket, der strækker sine arme og griber ud os, når vi samles her i dag. Jo først og fremmest i form af sorgen og smerten over alt det, som er sket omkring NN, men også de mange gange, hvor I med ham har været fanget i den uløselige spænding mellem spirende håb og total afmagt. At mørket nu tilsyneladende har vundet denne kamp, kan måske umiddelbart synes at have opløst spændingen, men så enkelt er det jo bare ikke. For der er stadig mange tanker og masse at spørgsmål, som rumsterer i os og suger alle vore kræfter til sig. Dæmoniske kræfter som truer med at tage magten fra os. Lys og mørke, der kæmper om magten over os.
	Men der er altså også andet - og det både må og skal vi også hjælpe hinanden med at holde fast på - ikke blot i dag, men også de dage, der kommer herefter. I sidste ende er det både det vigtigste og det eneste vi virkeligt kan gøre, både for NN og for hinanden.
	For ligesom på det billede, jeg har fået lov til at bruge i dag, er der selv i sorgen og mørket omkring os også glimt af lys - både i baggrunden, men også der, hvor vi står og betragter NN smil. Selv bag det tætteste bladdække, er der en sol, hvis stråler kæmper for at trænge igennem til os. Hvad vi sammen skal, er at se efter og få øje på dem. Sit korte liv til trods, har NN efterladt meget, som også i fremtiden vil lyse for jer. - Hans glæde ved livet og naturen.
	- Hans umådelige følsomhed, der på en og samme tid gjorde, at han som ingen anden var i stand til at lytte og sætte sig ind i det, som var dybt og stærkt og sandt, men som det er så svært at finde de rigtige ord for. - En følsomhed, som samtidig gjorde ham selv utroligt sårbar - både for det, der mødte ham fra andre, og det, der fra tid til anden vældede frem i ham selv.
	- Hans betænksomhed for jer, som han holdt af, - ja, for alt levende, han mødte på sin vej. - Hans kreativitet og glæde ved at skabe smukke ting eller spille den musik, der jo netop er det sprog, der bærer og udtrykker de dybeste følelser, vi mennesker kender. - Hans engagement og evne til at sætte sig ind i ny viden, som når han øste af sin IT-viden og delte den med andre.
	Alt dette hører med og er det, som I skal hjælpe hinanden med at holde fast i og lade forme jeres liv uden ham. For det er ikke kun udtryk for smukke minder tilbage i en mørk og dyster fortid.
	Det er også strejf af de håb, NN havde for sit liv. De håb, der lyser op i hans ansigt og som gennem mørket kaster sit lys tilbage på jer, som må leve videre uden ham. For som ham er der ingen af os, der kender vor skæbne. Hvad vi helt sikkert har er alt det, vi tror, det vi håber og al den kærlighed, vi har modtaget og delt med andre. Og troen, og håbet og kærligheden er nu engang de stærkeste kræfter, vi kender, og som ingen af mørkets dæmoniske magter - hverken udenfor eller i os selv - formår at slette dem ud. Og står noget fast, er det netop dette at NN har elsket og blev elsket. Som det stærkeste lys i mørket i dag står den kærlighed, der mødtes i hans korte liv og lyser.
	Som afslutning på gudstjenesten i dag skal vi lytte til et lille stykke musik og en sang skrevet af Kim Larsen. Ligesom billedet af NN formår den trods få ord at udtrykke de modstridende følelser, vi alle er fanget af: Som et strejf af en dråbe fik vi lov til at håbe på de ting som skal komme før end livet er omme.
	Der er i ethvert menneskes liv mange strejf af dråber, som giver mod til at håbe. NN korte liv er ingen undtagelse. Nogle af hans håb blev indfriet - andre ender for os at se blindt, fordi hans liv har fundet sin afslutning.
	Her ender så også vores horisont. Vi ser og formår ikke se længere end til den grav, der bliver jeres fremtidige mødested med NN. Men når vi nu er samlet i en kirken, der er bygget for at fastholde troen, håbet og kærligheden for os, så både skal og vil jeg også forsøge at pege på det kristne håb i alt det, som fylder os i dag.
	For det første lød til indledning den salme fra Det gamle Testamente, der mere end noget andet bør give os mod til at give slip og overlade NN til den Gud, for hvem intet er så mørkt at hans lys ikke formår trænge gennem. For hvad enten det er mørket omkring os eller dybt i vort eget sind, så kender Gud det allerede - og ser gennem det. Alene han, der skabte og gav os livet, ved jo hvem vi er. Overalt og til alle tider omslutter han os med kærlighed. Intet sted kan vi gemmer os for ham. Bagfra og forfra stråler hans lys imod os.
	For det andet peger Paulus på, hvordan den samme Skaber i Jesus gik til det yderste for at nå ind til os. Han steg ned og blev en af os, ikke for at fordømme, men for at vise og overbevise os om kærlighedens kraft. Helt ind i døden gik han, og viste ved sin opstandelse styrken i den tro, han havde til sin far, den kærlighed, han viste mennesker og det håb, han efterlod os. Alt stod han igennem - selv afvisningen af den kærlighed han kom med, bar han med sig ind i døden og gav derfor håbet en uafviselig kraft. Og derfor - fordi Paulus i ham ser hvor langt Gud går for at opsøge og favne os, hvor stor en pris han allerede har betalt - så udtrykker han sin faste tro på, at "hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre".
	Og kan intet skille os fra Guds kærlighed i Jesus Kristus, da kan heller ikke den tro, det håb og den kærlighed, vi har mødt sammen eller hver for sig, være forgæves - tværtimod. Den tro, og det håb, og den kærlighed, der som strejf af en dråbe giver os lov til at håbe alt, den vil, når livet er omme, bære og løfte os til livet hos og med Gud, hos hvem alt er evigt sandt og godt. Hvor intet andet billede end lyset, der bagfra og forfra omslutter os, er i stand til at rumme det, som skal komme. Da skal vi virkeligt mærke sandheden i disse ord: Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evigt fly, o for sejersjubel, for salig lyst Lyset stander stille på livets kyst.
	Amen.

26-7-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email