Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	Bisættelse fra Jersie Kirke
	GT-læsning: Salme 103 NT-læsning: Johs. 14,1-3 Salmer: DDS 677, 106, "Om lidt...", 717 og 60
	Bisættelsetale
	Der er så mange ting, man kan være bange for. Engang sidst i 60´erne eller i begyndelsen af 70´erne sang Bjarne Jes Hansen en sang, hvis omkvæd lød: "Vi voksne, kan også være bange, og synge lang, lange bange sange".
	Og så sang han vist nok om krig og trafik og en masse andre farlige ting. Men det meste af angsten hos det lille barn, han sang for, kunne dog overvindes af trygheden ved, at der var en, der holdt af det og passede på det. Så let er det for et barn. For os voksne er det måske knap så enkelt, men for os gælder det dog som regel, at ved vi blot, hvad vi skal være bange dvs. kan vi blot sætte navn og ord på det, vi frygter, eller kan vi måske gøre foranstaltninger til at imødegå det faretruende, så klarer vi os.
	Den forfærdelse, der rammer lige ind i hjertet, og som Jesu taler om i dagens tekst, er imidlertid af en anden karakter - den opstår ikke ud af noget konkret. Den forfærdelse, som Jesus søger at trøst for, vokser ud af den dobbelte erkendelsen af, at døden er vor grænse og Gud er skjult for vore øjne.
	Og det, som virkeligt nærer denne forfærdelse, er jo ikke blot det at vi skal dø, men angsten for at det betyder, at vi bliver forladt og skal være alene. For frygten for døden og hvordan den kommer, retter sig mod noget konkret, mens vi ikke rigtigt ved, hvordan vi skal håndtere angsten for at være forladt.
	Det er denne angst, som disciplene har afsløret, og som Jesus taler ind i, når han siger. "Jeres hjerter må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!
	Hvem er da han, at han kan sætter ord og trøst på det, som ingen andre kender til bunds? Hvem er han, der midt i verdens og livets forfald, tillader sig at peger væk fra det, som vi kan se og føle; At skoven falmer og fuglestemmerne daler, at et menneskes liv trods alt dets glæde kun er som græsset og markens blomster, der kun står en tid, men en dag pludselig blir lagt ned af den skarpe vind?
	Ja, hvem er han? Han er den, som kommer til os i mørket. Han er der, der som en rose trods alle odds vokser op af den vinterkolde og frosne jord. Han er den, som kommer til os med et lys, der stråler så klart, at mørket og sorgen måtte vige. Han er både menneske og Gud i samme skikkelse, og han er derfor den eneste, der kan love os at fællesskabet med Gud aldrig hører op.
	Kun han kan sige: "I min faders hus er der mange boliger". Han kommer fra Gud og kender hans fadersind for os. Og han har selv sat livet ind på at forene os med Ham. Han måtte selv erfare dødens kulde, men blot for at sprænge dens mørke indefra med sit kærligheds lys. Derfor er det, at han kan sige "Når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er."
	Han er det, der sørger for, at vores fællesskab med Gud består og at vi aldrig blir´ forladt. Selv ikke i den død, som er vores skæbne.
	Alt dette lyder i dag også til jer, hvor I må tage afsked med din mand, Jette, og jeres far, svigerfar og bedstefar. Til jer lyder ordene: "Jeres hjerter må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!" Fordi I mærker i dag virkeligt, at døden er virkelighed. Men disse ord lyder til jer, for at døden ikke skal få det sidste ord. Der er en, der har overvundet døden, og hvis ord lyder til os fra den verden, hvor vi skal forenes med Gud og alle, vi har elsket og holdt af.
	I det lys, som netop er et lys og ikke en mørk sky, skal I med taknemmelighed tænke tilbage på alt det, som I har haft og delt med NN. For selvom han ikke længere er det levende menneske, I har kendt, så er hans liv nu i Guds hånd.
	Som han ofte sagde til Jer: "Vi har hinanden!" og sådan som han var den, der tog hånd om jer, sådan er Gud nu den, der tager sig af ham. I hans liv og gennem hans kærlighed til jer, aner vi i glimt den kærlighed, som Gud er og altid vil være for os. For når vores kærlighed når sin grænse, og det gør den ved døden, så har Gud i Jesus overvundet denne grænse. Og derfor tør vi her i kirken vove den påstand, Kim Larsen alligevel ikke rigtigt tør tro på, når han siger: "Vi ses måske igen". For her i kirken gælder ikke "måske" - her hævder vi ufortrødent, at vi for Jesu Kristi skyld skal vi ses igen.
	I det lys skal i hjælpe hinanden til at holde fast ved alt det, som I ser tilbage på med glæde. Hans betænksomhed overfor jer alle Hans opmærksomhed og overskud overfor andre. Og ikke mindst hans glæde over det, livet gav ham og jer. For i taknemmelighedens og glædens lys, har forfærdelse ikke så let ved at sejre i vore hjerter. "Tro på Gud og tro på Jesus Kristsus, den opstandne".
	Lad os bede:

26-7-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email