Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	Vielsestale -dig og mig og vi
	Kære brudepar!
	Jeg håber ikke I er blevet så voksne, så I allerede har glemt jeres børnelærdom. Jeg tænker på de rim og remser, mange af os lærte, da vi var små.
	For hvis jeg nu siger: "Dig og mig og vi to......" Hvad siger i så?
	"...Vi sejled i en træsko. Da vi kom til Langeland, var vor træsko fuld af vand. Da vi kom til Rom, var vor træsko tom."
	Dig og mig og vi to! Det er det, jeg vil tale om i dag. Det er det, det handler om, når man forelsker sig. Og det er det, det handler om, når man vælger at leve sammen resten af livet; At kunne og ville sige; Dig og mig og vi to!
	For hvad andet er et ægteskab end netop at rejse sammen. Verden rundt - livet igennem - men altid sammen. Dig og mig og vi to. Måske til Langeland, måske til Rom. Måske i en gammel utæt træsko eller måske i en splinterny sejlbåd? - alt afhængig af hvem det er, der har mest at sige sige, når der skal købes hus, møbler eller bil. Gammelt, slidt og trygt eller nyt, spændende og forandrende?
	Men fælles er man om det, når man er gift. Til tider må man sidde tæt. Til tider er man nødt til at øse vand. Til andre tider er der bare varmt, tørt, trygt og dejligt! - også selvom det bare er en gammel sofa, man sidder i.
	Men under alle forhold er det vigtigt, at man kan sige: Dig og mig og vi to!
	Nu ved I godt, hvorfor jeg har bidt mig fast i disse ord. Vi talte om dem, da vi var sammen for nyligt. Hvorfor det er så svært at sige noget konkret om den anden, når en tredje hørte på det. Hvorfor det åbenbart er lettere at sige "vi" end "jeg".
	Begynder vi med det alle ved, er der vel ingen tvivl om, at vi som udgangspunkt først og frememst oplever os selv som enkeltindivider; Jeg er mig og ingen anden. De fleste af os mener også, at vi er noget helt specielt. Jeg er ikke som andre - jeg er lige præcis, som jeg er.
	På kirkens sprog hedder det, at vi er skabt. Hver især er vi skabt sådan, som Gud vil at vi skal være. "Gud skabte mennesket i sit billede", læste jeg. "Som mand og som kvinde skabte han dem". Læg mærke til den lille næsten skjuldte pointe i disse ord: Gud skabte mennesket i sit billede - ental! Som mand og som kvinde skabte han dem - flertal! På hebraisk er der her tale om et ordspil, som udtrykker noget afgørende om menneskets særpræg, nemlig at vi hver i sær er enkeltstående individer - noget helt særligt og unikt - et "mig" eller "jeg" - men samtidig er vi først helt og rigtigt det, vi er skabt til at være, når vi er sammen med en anden, som for "mig" bliver til et "du" eller et "dig".
	I den anden læsning tales der om, at de to, manden og kvinden, søger sammen og holder sammen. Så tæt bliver deres fællesskab, at de bliver til "et kød". Det kan både forstås i overført betydning; Til én fælles eksistens, men også til "et helt menneske". Og bag det, som jeg har søgt at indkredse gemmer sig det, som vi er samlet om i dag, nemlig kærlighedens gåde.
	For det er jo kærlighedens gåde, der tales om både i læsningen fra Det gamle og Det nye Testamente. Den gåde, at to enkelteindivider, en mand og en kvinde, der hver især forstår sig som noget helt særligt og unikt, som to adskildte "jeg"´er og "mig"´er, kan gå hen og blive til et "du" og et "dig" for den anden. Gådefuldt er det, fordi det ikke sker ved at forskellen mellem dem ophæves og heller ikke ved at de bliver andet end de allerede er. Gennem jeres kærlighed bliver I ved med at være jer selv, men I bliver samtidig mere end I er i jer selv - ved at give jer selv til den anden, bliver I tilsammen til "os" - "vi to". Dig og mig og vi to!
	Det er kærlighedens gåde. En gåde, I allerede har udforsket gennem nogle år, og som I nu kaster jer ud i resten af jeres liv med hinanden. Denne gåde er også central for kristendommen. For at I i dag kan indgå ægteskab og blive velsignet i en kirke skyldes den lighed, som der er mellem den kærlighed, I selv har erfaret, og den kærlighed, der forkyndes her.
	Paulus taler i den sidste læsning om at iføre sig den kærlighed, som er fuldkommenhedens bånd. Selvom den altså ligner, er den imidlertid ikke vores egen.
	Jeg håber I allerede har opdaget det eller sker det snart, at nok kan vi - og skal vi - elske og ære hinanden, men vi kommer også uværligt til kort ind imellem. Vi drømmer alle om den fuldkomne kærlighed, men møder vi den, er det først og frememst i glimt - ikke som ejendom. Og netop derfor giver det mening, at I i dag opfordres til ikke blot at elske, men også at være milde, tålmodige og tilgivende overfor hinanden. For kærligheden, står der et andet sted, dækker en mangfoldighed af synder.
	Men denne fuldkomne kærlighed, den virkelige og sande kærlighed, sådan som vi forstå den i kristendommen, har en kilde og et udspring, der ligger udenfor os selv. Kærligheden kommer fra Gud. Gud er kærligheden selv. Det ser vi netop i det forhold, der er i Guds selvg, sådan som det er kommet til udtryk i dogmet om treenigheden.
	Dette dogme er nemlig først og fremmest en måde at tale om kærlighedens gåde på, som ligger den erfaring nær, I allerede har gjort i jeres kærlighed til hinanden. For her hedder det ikke dig og mig og vi to, men derimod Gud, Jesus og Helligånden - den hellige treenighed. Tre personer forenet i kærlighed - tre eksistenser, der giver og modtager hinanden i kærlighed, på en måde, så deres karakter og særpræg bevares, men samtidig forenes de på den tætteste måde, man kan tænke sig. Gud er kærlighed. Den fuldkomne kærlighed, som vi får forkyndt gennem talen om Gud som skaber, Jesus som frelser og Helligånden som Guds måde at møde os på i dag. I én, hellig, grænseoverskridende og livsbekræftende kærlighed.
	Det er denne kærlighed, som er det fuldkommenhedens bånd, som I i dag får lov til at binde omkring jeres løfte til hinanden om gensidig ære, respekt og kærlighed. Indenfor rammerne af dette bånd får I mulighed for at opleve jeres ægteskab som et levende og udviklende indlevelse i det, at være "dig", "mig" og vi to". Og fra denne treenige Gud, hvis væsen afspejler kærlighedens inderste gåde, vil vi om et øjeblik bede om, at I i jeres ægteskab aldrig må mangle hans kærlighed, aldrig må komme til at opleve, at jeres "vi" falder fra hinanden i to uforenelige "mig´er" eller et fjendtlig "dig", som ikke længere har noget at give til hinanden.
	Hjerteligt tillykkke med dagen!
	Amen!

26-7-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email