Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	Vielsestale - flying on the wings of love
	Kære Brudepar!
	Jeg har ladet mig fortælle, at en af de mest imponerende fugle her på jorden skulle være albatrossen. Ganske vist har den umådeligt svært ved at komme i luften. På havets bølger, hvor den finder føde, er den næsten hjælpeløs, og skal den hvile, lander den helst på en klippe, hvorfra den kan kaste sig ud, når den skal i luften igen. Men er albatrossen først kommet op i højderne, kan den flyve i timevis og tilbagelægge hundredevis af kilometer - og det uden at anstrenge sig ret meget. Albatrossens hemmelighed er, at den søger de opadgående vinde, som er resultat af havets varmeafgivelse, og på denne opdrift svæver den majestætisk af sted. Selv på meget svage vinde lader den sig bære af sted.
	Nu er det jo ikke sikkert, at I interesserer jer for fugle. Det er heller ikke sikkert, I føler det som et tab ikke at være med, når Brd. Olsen netop i dette øjeblik gæster Solrød. Men skulle I have købt deres CD med vindernummeret fra Det internationale Melodi-Grand Prix, vil I i teksthæftet, som følger med, se indtil flere billeder af en mågelignende fugl, der svæver afsted på en blå himmel. Det er nok ikke en albatros, men det er helt sikkert en fugl, der har fundet ud af, at lade sig bære af luftens opdrift.
	Billedet er en pendant til titelmelodiens tekst: "Fly on the Wings of Love, fly, baby fly. Reaching the stars above, touching the sky".
	Oversat til dansk bliver det til: "Flyv på kærlighedens vinger, flyv, min elskede, flyv, nå op til stjernerne over os, rør ved himlen".
	Nu ved enhver af os jo godt, at vi mennesker kan ikke flyve. Alligevel har fuglenes flugt over himlen altid fascineret og udfordret vores fantasi og drømme. Helt ind i sproget er det gået, når vi f.eks. taler om - "at føle sig fri som fuglen" - "at blive båret på vinger".
	Eller modsat, hvis man føler sig nedtrykt eller såret, er man "vingeskudt" og "kastet til jorden". Ikke mindst bruger vi billedet med at være båret af vinger, når vi taler om kærligheden. Poetiske og romantisk tale, jo vist, men det rummer også en erkendelse af, at kærligheden som en udefrakommende magt, der griber os, tager os til sig, gør det umulige muligt, opfylder vore drømme og bærer os, når det bliver svært.
	Mon ikke det netop er den erfaring, som ligger bag, når I nu i dag har samlet familie og venner her i kirken? Mon ikke jeres inderste bevæggrunde netop er dette, at I har oplevet at blive båret af kærlighedens vinger? Både op i højderne og ned i dybet, hvorfra det er svært at komme op igen. Svært hvis man er helt alene om det, men så meget mere fyldt med velsignelse og håb, når man er sammen og kender en kilde, hvorfra man kan hente kraften til at fortsætte.
	Derfor har I for et øjeblik samlet os på et klippefremspring, hvorfra I om et øjeblik kaster jer ud i det tomme rum - båret af viljen til at gøre det sammen og af troen på, at kærlighedens vinger også fremover vil bære jer. Og ikke mindst båret af tilliden til, at Gud med sin velsignelse kan være den opdrift, I kan lade jeres kærlighed og ægteskab bære af - nu og resten af livet.
	Forud for i dag ligger den tid, I allerede har kendt hinanden. I kom fra hver sin verden - i det mindste fra hver sin del af det mentale og det geografiske Danmark. I havde da allerede mødt og oplevet det, der gjorde, at I hver især vidste, hvad I ville med jeres liv. Kendte til det besvær og det arbejde, det kan give at forene sine egne drømme med en andens. Men også med visheden om, at uden drømme, går det ikke.
	Fra første øjeblik vidste I imidlertid, at det skulle være jer. Det var som om vingefanget passede og som om længslen efter at lette og svæve side om side var den samme. Uden at I var fuldkommen ens, var der alligevel mange sider af jeres personlighed, der passede sammen. Fra en beslutning skulle tages og til den var realiseret har I samme betænknings- og reaktionstid. Og sjældent fortryder I det, som først er gennemført. Kun i dette ene spørgsmål, nemlig om ægteskab og vielse, har det taget tid at nå frem til en fælles beslutning. Ikke fordi I var uenige om at det skulle være, men det skulle være på det rigtige tidspunkt - og det er så i dag!
	At det netop skal være nu skyldes uden tvivl, at I nu ved, at I kan klare både det at komme i luften sammen, svæve afsted i højderne og så uden varsel at blive kastet til jorden som et par vingeskudte fugle. Med jeres børn har I oplevet at få det største, som vi mennesker overhovdet kan få givet. Da I mistede O. gennemlevede I sammen et tab, som aldrig nogensinde helt forsvinder fra jeres liv. Det største og det sværeste har I mødt sammen, og det har overbevist jer om, at fra nu af er der ikke noget, I ikke kan klare. For når det sværeste kunne binde jer endnu tættere sammen, hvorfor så frygte for fremtiden?
	For I ønsker at flyve på kærligheden svinger - sammen. I to op i højderne og ind imellem med en brat landing, et par knækkede svingfjer og nogle skrabede knæ.
	Dette ønske bærer I nu frem for Gud og beder om hans velsignelse til at holde fast ved. Men hvad er da Guds velsignelse og hvad kan den hjælpe? Først og fremmest er velsignelse ikke noget mirakelmiddel, der fjerner det svære og smertelige, vi kan komme ud for. Guds velsignelse er kraften til at være der, hvor man er. Eller vi kunne sige, at Guds velsignelse er den varme opadgående luftstrøm, som giver opdrift, og gør os i stand til at holde os svævende i luften i timevis. Ikke fordi vi kan det selv, men fordi noget større end os er der og bærer os.
	På denne opdrift skal kærligheden bære jer og alle dem, I er knyttet til. Både opad mod stjernerne og himlens blå, mod drømmene og håbet, og nedad mod jorden og de hårde og kontante krav, som vi er nød til at leve med.
	Gid I aldrig må mangle visheden om, at jeres vinger og Guds velsignelse kan bære!
	Hjerteligt tillykke med dagen!

26-7-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email