Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	Vielsestale - Kald det kærlighed
	Kære brudepar!
	Udgangspunkt for det, jeg vil sige, har jeg fra en sang, I sikkert kender og måsek selv har sunget med på. Det er Lars Lilholts sang om kærligheden med det dejlige omkvæd, der lyder sådan her;
	Kald det kærlighed, kald det li´, hvad du vil. Der findes ingen ord, der helt slår til, så kald det lige, hvad du vil.
	For naturligvis skal der tales om kærlighed i dag, hvor I giver jeres løfte om at elske og ære hinanden. Men kærligheden er nu ikke let at få hold på - og slet ikke at sætte dækkende ord på. Kærligheden lever, og vi lever i dens lys og varme, men det sker ikke af sig selv. Kærlighed er noget, vi til stadighed skal arbejde for, og det er vi - hvis vi da ellers tør indrømme det - ikke altid lige gode til. Netop denne tvetydighed skinner gennem i Lilholts sang om kærlighedens muligheder og faldgruber. Hvordan vi kan give kærligheden gode livsbetingelser og hvordan vi hurtigt sætter det hele over styr igen:
	Fortæl mig ikke, hvad jeg skal og bør, fortæl mig om dig selv, hvis du tør. Giv mig frit valg og giv mig et hjerte, jeg kan rør, gi´ en chance for at tale før du går, det du fortier slet ingen chance får.
	I krig og kærlighed gælder alle kneb, siger man, men det er kun delvist sandt.
	For kærligheden kan ikke tvinges, og den man elsker, kan man aldrig stille overfor kravet om at elske. For kærligheden er altid en gave, man giver og modtager. Kærligheden lever kun i det frie rum, hvor vi i frihed får mulighed for at skænke hinanden det største, vi selv har mødt fra andre. Alle dem, som har skænket os kærlighed fra var vi børn og ind til i dag, som vi bad til indledning.
	Vi to kan overleve næsten alt undtagen det, der aldrig rigtigt blir´ fortalt, tag mig ikke som et gidsel, tag mig helt og ikke halvt, for at elske rigtigt skal jeg være nøgen. En drøm, der forblir´ en drøm er kun en løgn.
	Kærligheden er stærk, men ikke usårlig. Løgn og fortielse er som den mistelten, der til sidst tager livet af det, der i begyndelsen så så lovende ud.
	Heller ikke de, der elsker, er usårlige - tværtimod. Når vi elsker, bliver vi nøgne og sårbare. Derfor er den, vi elsker, også den, vi kan gøre allermest ondt - både bevidst og uforvarende. For har vi først skænket hinanden hjerte, sind og krop, lever vi for altid livet i hinandens hænder - hænder, der både kan kærtegne og slå ihjel.
	Derfor er det et stort ansvar at dele livet med hinanden. Vi kan ikke altid være på toppen, og fra tid til anden vil I hver især have brug for at trække jer ind i sig selv. Det betyder ikke kærlighedens død, men det betyder, at den som alting også skal hvile for at vokse.
	La´ mig være lidt alene med mig selv - jeg vil ha´ dig alligevel. Jeg vil ha´ en gave - ikke handel, ikke gæld, det er for let at gå fra kærlighed til had. La´ os da prøv´ at skille det ad.
	Kærligheden er en gave, vi gir´ til hinanden - den er ikke et handelsobjekt, vi kan beregne udbyttet af. Der findes tider, hvor den koster mere end den gi´r. Hvem ved, hvor længe vi hver især har godt helbred og klart sind? "I medgang og i modgang" omfatter også den dag, vi helt er prisgivet hinanden. Hvor den ene er afmægtig og den anden den eneste, som kan gøre noget. "Bær hinandens byrder; således opfylder I Kristi lov", skriver Paulus.
	Så meget - og meget mere end det - kan der siges om den kærlighed, som I bekræfter og forpligter jer på i dag. En sådan tale kunne andre også have holdt. For som Lil-holt udtrykker det, så findes der ikke de ord, der helt slår til, når vi skal give kærligheden navn. Vi kan kalde den, hvad vi vil, men vore ord forbliver fattige og begrænsede i forhold til den vir-kelighed, kærligheden giver os at leve i.
	Men når det nu er kirkebryllup, I har valgt som markering af indgangen til jeres ægteskab med hinanden, vil jeg som præst alligevel vove at sige mere om kærligheden end det, vi indtil nu har hørt.
	For når den kærlighed, Lilholt synger om, kan kaldes "lige hvad vi vil", er det jo fordi det er vores kærlighed, han taler om, og fordi den ikke er så entydig, som vi gerne ville have den til at være. Vi kan alle elske, men i vor kærlighed til hinanden kommer vi også hurtigt til kort. Eller vi oplever, at vi netop gør det modsatte af at elske. Det er jo så let at gå fra kærlighed til had. Af en eller anden grund kan vi ikke altid skille de to ting ad og kommer derfor let til at skade hinanden. Måske fordi mange af den navne, som vi giver vores kærlighed, er tvetydige og ikke helt kan sige det, som vi gerne vil have udtrykt.
	I modsætning hertil har den kærlighed, vi taler om i kirken et navn, som ikke er entydigt og klart. Kærligheden og den virkelighed vi møder den gennem hed-der: "Jesus Kristus".
	Som solen, der stiger op i øst, og bringer lys og liv til mennesker, sådan bekender vi i kirken Jesus Kristus som Guds klare og entydige udtryk for kærligheden til os. For Gud er kærlighedens kilde og ophav, og Jesu liv, død og opstandelse dens klare sprog, der strømmer os i møde hver dag.
	Fra Paradiset og det lysets hjem kom han til verden, blev født i Betlehem og levede blandt mennesker indtil de - provokerede af hans kærlighed - lagde ham i graven. Men hans kærlighed var stærkere end menneskers had. Derfor oprejste Gud ham fra døden. I hans kærlighed møder vi en virkelighed, der overgår, hvad vi kan præstere og sætte ord på overfor hinanden. Ham kan vi derfor søge til, når vi har spillet fallit, og når vor kærlig-hed af går i koma.
	Hvad Lilholt med søgende og famlende ord får sagt, siger Paulus med klar henvisning til Jesu kærlighed: "Bær over med hinanden og tilgiv hinanden...." Skal jeres liv med hinanden lykkes, må I tilgive. Ikke blot én eller nogle en-kelte gange, for behovet for det "ja", som I giver hinanden i dag, er uden ende. Og hverken kraften og styrken til det finder I i jer selv, men i den kærlighed, som Gud allerede har skænket jer, og som han Søn Jesus Kristus er det udtrykte billede af. "Vi elsker, fordi han elskede os først", siger Johannes.
	Måtte det ja, I gir´ hinanden i dag, blot være det første af mange, I aldrig bliver trætte af at give hinanden.
	Hjerteligt tillykke med dagen!

26-7-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email