Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	Vielsestale - to, som elsker hinanden
	Kære Brudepar!
	I begyndelsen af Det gamle Testamente finder vi to ret forskellige beretninger om hvordan Gud skabte jorden og alt liv.
	Fra den første har vi allerede lyttet til fortællin-gen om, hvordan Gud som kronen på sit værk skabte mennesket. I sit eget billede skabte han det med den lighed, der både forener menneskene med hinanden og Gud selv. Som mand og kvinde, der i deres inderste væ-sen drives mod hinanden, blev de skabt til at leve i den kærlighed, der var frugten af Guds velsignelse til dem. Men efter den første følger en anden skabelsesberetning. Den er helt anderledes bygget op og lader sig på mange må-der ikke forene med den første. Her skaber Gud f.eks. ikke med sit ord, men som en potte-mager former han af ler og muld den skabning, som er det første menneske, og blæser livsånden ind i dets næsebor. Og hvor mennesket i den første beretning fra begyndelsen skabes som et par bestående af mand og kvinde, der skaber Gud i den anden beretning først Adam og senere Eva. Men som det så malende fortælles, så indser Gud hurtigt, at der er noget galt med denne fremgangsmåde: "Det er ikke godt, at mennesket er alene!", indrømmer han. Vi kan jo næsten se Adam stå alene midt i Paradis uden at vide, hvorfor han er havnet dér og hvad han skal stille op med alt den herlighed - for slet ikke at tale om sig selv! For hvad er paradiset og evig lykke, hvis ikke man har no-gen at dele hele herligheden med?
	Dette problem søger Gud da at udbedre ved at skabe én, som passer til Adam. Efter først at have forsøgt sig med alle dyrerne, som Adam får lov at give navn, men ikke finder nogen, der falder i hans smag, hører vi hvordan Gud lader ham falde i søvn og tager det ribben ud, af hvilket han skaber Adams li-gemand.
	Forfatteren og fortælleren, Egon Nielsen, har med et lunt glimt i øjet gengivet fortællingens slutning på flg. måde:
	"Adam vågnede med et sæt og tog sig til siden. Han syntes, han havde haft en mærkelig drøm - som om nogen ville have fingre i ham. Og måske drømte han endnu. For hvad var det for en ynde-fuld skabning, der stod foran ham, buttet og blank og med øjne som nattens stjerner? Hvilken gave fra Gud! Man kunne sandelig se, at Gud havde fået mere øvelse, tænkte Adam og lod blikket glide ned over sin egen kantede krop med alle de grimme hår på brystet. Og så er hun magnetisk, tænkte han - og det skønt magne-tismen ikke var opdaget endnu. Han kunne mærke, det trak i ham. Han blev ligesom suget hen til hende. Hun skal hedde Eva! røg det ud af ham. Der kom han nok Gud i forkøbet, men Gud så meget tilfreds ud, for det var et godt navn, Adam havde hittet på. Eva", betyder "Liv". (s. 12- lettere omskrevet).
	Som vi nok fornemmer, er en af pointerne i disse gamle fortællinger - deres forskelle til trods - alligevel den samme. Til grund for den jødiske og kristne tro på Gud som altings grund og ophav finder vi i disse fortællinger en tillid til livet som en gave, der er velsignet af Gud. Og som en afgørende side af denne gave er forholdet mellem mand og kvinde - et forhold, som er livsbekræftende og liv-givende for de to, såvel som for dem, der bliver frugten af deres kærlighed - altså godt nok.
	Som indledning til det ægteskab og livsfællesskab, som I al-le-rede har bygget på en tid, lyder der altså her i kirken en an-erkendelse, som vi tillige har lov at følge op med bøn om Guds vel-signelse over jeres forehavende.
	Men der lyder også andre mere jordnære toner. Den kristne forståelse af kærligheden er ikke romantisk, men svarer nøje til den erfaring, vi alle gør os i livet.
	I den næste læsning ønsker farisæerne at Jesus forholder sig til muligheden for at slippe ud af ægteskabet igen: "Er det tilladt at lade sig skille?", spørger de. Det svarer Jesus ikke direkte på, for selvfølgelig er hverken ægteskab eller kærlighed evige og uforanderlige størrelser. I det mindste er kærligheden ikke usårlig - bliver den gang på gang skuffet eller misbrugt, visner den bort. Fordi vi ikke lever i Paradisets have, er vores virkelighed en anden end den, de første mennesker blev kastet ind i.
	Hvad Jesus derimod gør, er at pege tilbage på den velsig-nelse, Gud i begyndelsen knyttede til forholdet mellem mand og kvinde, og derefter lade dette udgangspunkt være den målestok, som ret og uret afgøres af. For er to mennesker først forenet i kærlighed, da er det med vold, man skiller dem ad igen. Hvad allerede er ble-vet til ét kød og én eksistens, kan de kun med smerte skilles igen.
	Således er kærligheden i den verden, vi lever i, både en styrke og en sårbar størrelse, som vi af al magt må søge at beskytte og bevare for hinanden.
	Og i det forehavende gør kærligheden alene det ikke. At kærligheden ikke kan stå alene, afsløres af det spørgs-mål, jeg skal rette til jer i dag. Det jeg spørger om, er nemlig ikke om I elsker hinan-den, men derimod om I fremover vil sætte hele jeres vilje og alle jeres kræfter ind på at bevare denne kærlighed: "Vil I el-ske og ære hinanden!", lyder tilspørgslen. Hvad jeg altså spørger om er viljen til at ville, og det løfte, I da giver hinanden, er den grundvold, I må bygge på, når kær-ligheden får svære tider og til tider endog visner hen.
	For at I elsker hinanden, tager vi alle for en selvfølge - det er bare ikke givet, at kærligheden forbliver så stærk, som den er i dag, og den erfaring må vi så prøve at leve med.
	En erfaring af kærlighedens sårbarhed finder vi i Viggo Stuckenbergs digt: "To, der elsker hinanden", og samme erfaring må Kim Larsen have haft, da han næ-sten 100 år efter Stuckenbergs død arbej-der videre med det og sætte en ny melodi til, så det kan vække genklang også hos os i dag. I Stuckenbergs digt lyder ordene om kærlighedens sår-barhed og styrke på denne måde;
	Thi to som elsker hinanden, kan volde hinanden mer ondt end alle de argeste fjender, som hævner sig jorden rundt; og to som elsker hinanden, kan læge de ondeste sår blot ved at se på hinanden og glatte hinandens hår.
	Men det, som Stuckenberg og Kim Larsen her siger, er det samme, som Paulus peger på, når han opfordrer os til at følge Kristi Lov og eksempel. For som Guds velsignede og elskede skabninger har vi god grund til at tro, at kær-ligheden ikke blot er fuldkommenhe-dens bånd, men tillige er kilden til fornyelsen af vort indbyr-des forhold, når det er gået i stykker mellem os. Vender vi os fra hinanden, har vi altid mulighe-d for at vende om og bede om den tilgi-velse, som netop finder sin nødven-dighed i, at hverken vi eller vores kærlig-hed er fuld-kommen. Alene Kristi kærlighed er fuldkommen og med sit ord og sit liv peger han på tilgivelsen som det, der kan dække selv den mest ufuldkomne af os ind.
	Ud tilgivelsen kan kærligheden så atter vokse frem og blive til den velsignelse, Gud ville den skulle være - også for jer.
	Hjerteligt tillykke med dagen!

26-7-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email