Hvis du har kommentarer så skriv til Kirsten Kruchov Sønderby Hvis du vil printe siden ud se her

	9.s.e.Trin.
	Man siger somme tider at man får det bedste til sidst. Og sommetider når man læser en historie eller hører en tale, så gemmer forfatteren eller taleren overraskelsen eller svaret til sidst.
	Med Jesus er det i dagens evangelium lige omvendt. Han giver os svaret, overraskelsen og det bedste til først. Det er nemlig den allerførste sætning af dagens tekst der er det vigtigste af det hele. Med den er alt allerede givet og kunne jeg bestemme så var det den der skulle klinge i alle vore øren når vi i dag går fra kirke.
	Jesus siger nemlig ; ”Frygt ikke du lille hjord, for jeres Fader har allerede besluttet at give jer Riget”
	Beslutningen er allerede taget, Gud vil give os sit rige. Sådan som han giver os hver ny dag, sådan vil han give os riget. Himmeriget, Gudsriget.
	Det er en gave, riget. Gud vil give os det. Og med løftet om den, gaven, har vi sådan set allerede fået den. Riget, Guds rige bliver levende i os når vi tror på Gud, håber på Gud og elsker Gud.
	Vi skal ikke frygte for at Gud har tænkt sig at se os an og vurdere ud fra sin konklusion om vi nu er gode nok til at få hans rigeÂ… nej for han har allerede besluttet at give os riget.
	Gud er giveren, det gør os til modtagere. Han har gaven , han er selv gaven og vi kan ikke få den på andre måder end ved at tage imod ham.
	Vi skal med andre ord tage imod noget, som er noget andet end vi selv er, noget vi ikke selv kan skaffe os selv, og dette noget som vi kun kan få, det skal vi fremover holde som det vigtigste af alt.
	Vigtigere end os selv, vigtigere end vore ejendele, vigtigere end vore familier og venner. Vigtigst fordi det må stå os klart at alt hvad vi er, alt hvad vi har og alt hvad vi elsker er givet os af Gud.
	Der er et ord for dette her, et ord som beskriver den der modtager Guds gave, riget. Det ord er ydmyg.
	Det bliver ofte hørt negativt. Måske fordi man nemt kommer til at sammenblande det at være ydmyg og det at blive ydmyget.
	At blive ydmyget af en anden er skamfuldt og uværdigt. For det handler om at en anden tramper på ens selvfølelse og hævder sig på ens bekostning.
	At være ydmyg er derimod noget andet. Det er nemlig der hvor man ikke ser eller ser bort fra sin egen stolthed og værdighed for den andens skyld.
	Her bliver det tydeligt at det at være ydmyg i virkeligheden er det største et menneske kan tænkes at være.
	Helt banalt på hverdagslivets plan, så kan man lægge mærke til at de mennesker vi glæder os over og tænker varmt om ofte er dem der netop vil sætte sig selv til side for os.
	Den som tog sig tid til at lytte, uden hele tiden at suge luft ind for selv at være klar til at sige noget når man gjorde en pause mellem ordene.
	Den som opgav noget vigtigt eller sjovt fordi man havde brug for vedkommende i en nødsituation. Vel og mærke uden at fortælle èn om det der blev tilsidesat, så man måske kun hørte om det ved et tilfælde.
	Heldig er man hvis man kender sådanne mennesker og mon ikke de fleste af os har oplevet situationer hvor vi selv, sådan nærmest mod alt hvad vi ellers går og gør, satte os selv til side fordi en anden havde brug for os. Måske for at opdage at det ikke var noget der gjorde ens liv fattigere at netop det skete. Nærmest tværtimod.
	Vi skal være ydmyge overfor Gud. Vi skal hele tiden tage imod, alt hvad han giver os. Være åbne overfor veje muligheder,og mennesker. Være modtagelige og bløde for det han giver. Ydmyg kommer af myg som betyder blød.
	Hildegard af Bingen, den tyske benediktiner abbedisse, som levede i middeladeren, taler også om ydmygheden. Hun går endda så vidt som til at sige at et menneske overfor Gud skal være som en plovfure. Parat til at lade sig vende af ploven og fylde af sædekornet.
	Gud har kæmpet med sin jord, forberedt den og holdt af den, nu vil han så. Jorden skal tage imod og frembringe nyt liv. Nyt liv skal spire frem, det nye liv, det evige liv, Gudsriget.
	Det skal vi vente, Gudsriget, som årvågne tjenere ;
	”I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på.”
	Vi skal våge vente og bede, for selvom mange år er gået siden dengang Jesus sagde dette så gælder løftet stadig; Han kommer tilbage til os, ja hvert øjeblik er han hos os i sin ånd. Vi skal vende os mod ham og vente os alt af ham, mennesker muligheder, liv.
	Vores evangelium til i dag er hentet fra en tale som Jesus holdt for en masse mennesker som havde samlet sig omkring ham, det er en tale som i det generelle er til alle mennesker på jord men talen viser sig at indeholde noget særligt til disciplene.
	I den her sammenhæng så kunne man sige at disciplene var dem der allerede havde afgjort sig for at de inderligt gerne ville have det rige som Gud ville give dem. Det kunne da godt knibe med ydmygheden for dem som for alle, men de ville gerne have del i det som Jesus talte om.
	De elskede ham og ønskede af al magt at være sammen med ham og være vendt mod ham og hans himmelske far. Og Jesus skal siden betro dem store opgaver.
	For imens de nu står vendt mod ham, ser på ham og mærker at de må være ydmyge overfor den som vil give dem alt, så peger han væk fra sig selv. Han siger ”Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid. Salig den tjener som hans Herre finder i færd med at gøre det, når han kommer. Ja sandelig siger jeg jer; Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer.
	De skal altså vel vente ydmygt på at herren kommer tilbage, men de skal ikke gå ledige så længe. For de er nemlig indsat som forvaltere. Og gode forvaltere passer godt på det som de er betroet og de medtjenere de har fået at arbejde sammen med.
	I dag står vi i disciplenes sted mens Jesus taler. Vi er gået i kirke for at høre om Gud og vi har hørt at Han allerede har besluttet at give os riget.
	Gudsriget kommer, ja det kommer nu i små glimt når vi tør tro håbe og elske. Engang skal det blive alt hvad der er. Og Indtil den dag skal ingen af os stå ledige hen. Der er nok at gøre, mennesker at lytte til, trøste og stå bi. Der er folk som sulter og er syge, dem kan vi hjælpe med penge og tid, ja, ser man sig bare lidt omkring er det ikke svært at få øje på nogen som kunne have hjælp behov.
	Og først af alt så skal vi fortælle at vi har hørt noget glædeligt, et godt buskab; det siges nemlig, ja det er Guds søn der siger det, at vor himmelske far allerede har besluttet at give os riget.

31-8-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email