Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	13. søndag eft. trinitatis i Kr. Skensved og Jersie 2002
	NT-læsning: 1. Tim. 1,12-17
	Evangelium: Matt. 20, 20-28
	Salmer: DDS 41, 323 - 586, (456) og TS 867
	PRÆDIKEN
	Ambitioner er både nødvendige og farlige.
	Uden ambitioner ville de færreste foretage sig noget som helst for at ændre status quo i verden, vi alle lever i.
	Det kaldes vist også for fatalisme eller skæbnetro. Man accepterer tingenes tilstand som den eneste mulige.
	Men har man ikke blot mulighed for, men også personlige ambitioner om at forandre sine egne og andres livsvilkår, opstår det, vi kalder forandring og udvikling.
	I visse sammenhænge betragtes ambitioner imidlertid ikke som noget særligt rosværdigt.
	Jeg ved ikke om H.C. Andersen har haft et særligt blik for ambitiøse kvinder - eller måske det er eventyrgenren som sådan, der i særlig grad har det med at hænge kvindfolk ud for deres ambitioner?
	Tænk f.eks. på fortællingen om "Konen i muddergrøften" eller "Konen med æggene".
	De havde virkeligt ambitioner, men kom derfor også godt og grundigt ned med nakken - den ene tilbage til muddergrøften og den anden hjem uden hverken æg eller indtægter til at realisere sine drømme!!
	Men der findes også litterære eksempler på mænd, som kommer galt af sted med deres ambitioner. En af dem er Emanuel Thomsen - kaldet Tummelumsen - fra Gustav Wieds roman "Livsens ondskab".
	Tummelumsen er et lille forkrøblet menneske med en eneste ambition i livet: At blive til noget!
	Længe bukker og skraber han for de fine folk i byen - ikke mindst medlemmerne af "Ædedolkenes Klub", hvor han tjener ved bordet, men drømmer samtidig om at blive som en af dem, der gennem deres økonomisk og sociale status kan sidde med ved det fine bord.
	Denne ambition tager helt konkret form i hans ønske om at kunne købe den fædrene Møllegård tilbage, hvilket en dag - på mirakuløs måde - bliver muligt, da han vinder i en stor sum penge i lotteriet.
	På det tidspunkt, hvor det går op for Tummelumsen, at han har vundet den store gevinst, falder han på knæ og takker "Gud sin Skabermand" for den store lykke, han derved har ladet ham få del i:
	"Aa kjæreste Vorherre, hvordan skal en dog takke og prise dig for din store Miskundhed og godhed? Hvordan skal en dog lovsynge dit navn i al evighed? En er det ikke værd! Man er jo kun et svagt, sølle menneske, der ikke kender dine Stier og Veje! Men se - søde, lille, elskelige Vorherre - se, man ligger for din fod og strækker sine svage Hænder mod dit Aasyn!"
	Tummelumsen giver Gud æren for, at hans livsambition nu endeligt kan gå i opfyldelse.
	Og Tummelumsen får virkeligt Møllegården tilbage igen - om end det ikke bliver den lykke, han havde drømt om. For som Tummelumsen siger til Overlærere og Tolderen, da de er på besøg i Møllegården og roser alt, hvad de ser: "Hvad nytter det alt sammen? Hvad nytter det? - naar glæden ikke vil spire? ... En burde vist aldri´ ha´ sine Ønsker opfyldt i denne Verden!"
	Det, som skulle have været hans største glæde i livet, kvæler nu den smule fornøjelse, han havde undt sig selv.
	Det den stakkels Tummelumsen her erfarer, er opfyldelsen af ambitionen om at sidde med ved højbordet og spise kirsebær med de store. Men følelsen er tom, fordi hans ambition i virkeligheden ikke havde andet mål end hans egen magt og ære.
	Og da Tummelumsen ganske langsom begynder at ane det, er det at han sukker: "En burde vist aldri´ ha´ sine Ønsker opfyldt i denne verden".
	For - som Jesus lakonisk udtrykker det overfor de to Zebedæussønners ambitiøse mor, da hun beder ham om at sikre hendes afkom de mest eftertragtede pladser ved hans fars fine bord i himmelen: "I ved jo ikke engang, hvad I beder om!".
	Denne afvisning har to sider:
	For det første er det en afvisning af drømmen om, at vi overhovedet bliver til noget stort ved at møve sig frem og puste sig op overfor andre.
	Der er jo - som vi kan se af de nævnte eksempler - noget latterligt over de mennesker, der har så store ambitioner om at blive til noget, at de indirekte komme til at afsløre, hvor små de egentligt er. Og samtidig er det lige så åbenbart, at deres ambitioner ofte har det med få ødelæggende følger for andre.
	For det andet afviser Jesus bønnen, fordi - som siger det - det slet ikke er hans sag at anvise pladser i himlen.
	Jesu forhold til sin far er netop båret af den tillid, der gør at han ikke kræver og beder om noget for sig selv.
	For den magt, Jesus lader sig lede af, er ikke den almagt, som har inspirere stormænd, konger og kejsere til at stige op på deres troner højt hævet over andre.
	Det er derimod den kærlighedens magt, der gjorde at han gav afkald på himmelens og højhedens magt.
	Hvor andre stræber opad for at blive befriet for andre, der stiger han ned for at møde og være hos mennesker.
	Og som sådan både møder og tjener han os ved at pege hen på vort livs inderste og dybeste mening - at det ikke er til for vor egen, men for andres skyld.
	Med hele sit liv ville Jesus ikke svigte den vej, som var hans, nemlig den sande lydigheds vej.
	Den vej, han gik, fordi han troede og havde tillid til at Gud var med ham og sørgede for ham.
	Netop derfor er den bøn, som Zebedæussønnernes mor retter mod Jesus i virkeligheden ligeså forræderisk mod Gud, som de fristelser Satan søgte at lokke Jesus med efter hans dåb: "Brug da din magt og din relation til Gud til noget godt for andre!"
	Men det afviser Jesus. Han ønsker ikke at være noget, han ikke får givet af Gud.
	Hans ambition er at være den, der modtager alt som var det en gave fra Gud.
	For kun derved viser han i sandhed, hvem Gud er og hvem vi mennesker er.
	Og derfor er det helt konsekvent at han ikke blot afviser denne omsorgsfulde mor, men også disciplenes gentagne diskussioner om rangorden, ære og trang til sikkerhed, som udtryk for menneskeligt blændværk.
	Vil man være noget overfor andre, så gælder det om at være noget for dem - nemlig den, der tænker på og handler til deres - og ikke sit eget bedste.
	Og det er netop tjenerens lod!
	Og som alles tjener viser Jesus selv det eksempel, han beder os om at tage op og gøre efter.
	Og ved at fastholde denne sit livs ambition trods modstand, hån og spot, helt indtil døden på korset
	- så viser han i endnu højere grad, hvordan også drømmen om et omkostningsfrit liv hører til menneskets illusion.
	Hvem har lovet at livet skulle være let?
	Hvem har fået stillet en konfliktfri tilværelse i udsigt?
	Skulle det være livets mening, så drejede det sig jo netop om at sikre sig og sine på andres bekostning, om end den magt og den rigdom, som kan sikre en let og omkostningsfri tilværelse, har det med at æde sjæle op.
	Paulus, som vi hørte et vidnesbyrd fra i epistlen, peger på at hans ambition om at kvæle Jesu tilhængere for at få ro og fred i Jødedommens Hus ikke lykkedes.
	Men alligevel - selvom han var en modstander og en forfølger, der udstyret med magt og myndighed fra jødedommens øverste instanser - slæbte de kristustroende i fængsel - opnåede han intet.
	Altså intet andet end at Kristus viste sig for ham og kaldte ham til den stik modsatte opgave, nemlig at udbrede budskabet om Gud kærlighed.
	Og heller ikke det blev en dans på roser.
	Tværtimod blev Paulus nu selv en af dem, som måtte mærke rosens torne på sin krop.
	Særlig den torn, han omtaler som "sin torn i kødet" (som vi ikke ved, hvad var, men måske det var hans altid lurende ambitioner på andres vegne) plagede ham.
	Ofte bad han om at måtte blive den kvit, men det eneste svar han fik var: "Min nåde er dig nok! For min magt er en magt, der udfolder sig i din magtesløshed!".
	Og det lærte Paulus så efterhånden - ikke at søge sin egen selvcentrerede magt, for overlevelse eller berømmelse, men at tage til takke med det, som Gud gav ham - at leve og virke for andre.
	"For Jesus Kristus", siger Paulus, "kom til jorden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største".
	Synder er dem, der har ambitioner om at klare sig selv.
	De frelste er dem, der lærer at tage imod det, som Gud i Kristus giver dem, nemlig et helt nyt liv under Guds kærlighed og tilgivelse.
	Men heller ikke dette nye liv i troen er omkostningsfrit.
	Har man modtaget, må man også dele - og det, som Jesus deler med os er netop sin egen afmagt.
	Men sådan måtte det være, hvis al "Livsens ondskab" skal overvindes uden at mangedoble den over andre.
	Lidelse hører med til ethvert menneskes liv og troen er netop dette også at tage den af Guds Hånd.
	"Mit bæger skal I nok få at drikke, siger Jesus".
	Døden indhenter os alle - før eller siden blir vi dens offer.
	Og netop da viser Guds magt i Jesus Kristus sig i sin fylde, for netop da er han som den eneste stadig hos os.
	Havde hans magt været den samme, som verdens magthavere stræbe, så må de dog slippe den, når de dør. Men netop Jesus - for sin fulde hengivelse også i døden - er jo den, der ikke slipper os, når vi må slippe alt andet!
	Derfor må Paulus bryd ud i ord, der er så store, at man bæver ved at tage dem i sin mund: "Evighederne kongen, den uforgængelige, usynlige og eneste Gud, være ære og pris i evighedernes evigheder!"
	Intet mindre en evig taknemmelighed kan gøre det.
	Det er jo lige til at blive helt tummelumsk af!
	Og måske det var det sidste ønske, vi kunne have fundet på at bede ham om.
	Vore ønsker overfor Gud ligner - når det kommer til stykket - nok Tummelumsens en hel del mere end vi nok vil bryde os om at indrømme.
	Men så det jo et held, at vi ikke får alle vore ønsker opfyldt i denne verden.
	Og at vi For Jesu Kristi skyld alligevel får del i det, vi aldrig selv kunne være kommet på.
	Amen!

2-9-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email