Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	12. søndag efter trinitatis 2002 Jersie og Kr. Skensved
	GT-læsning: Jonas 2
	Evangelium: Matt. 12,31-42
	Salmer: DDS 690, 383 - 484/697, (279 v.-6-7) og 389
	"Der skal to til en tango..."
	Der skal, siger de, der kender til det, to til en tango.
	Jeg kan ganske vist ikke danse tango, men ét ved jeg dog, at to må der til ellers bliver der ikke nogen dans overhovedet.
	Lars Lilholt har fanget dette i en af sine sange om pigen, der drømmer om at få en mand, og derfor går til dans for at se dem an.
	Hun byder en række forskellige mænd op, men det lykkes ikke rigtigt før til aller-allersidst.
	Og om en af de mislykkede forsøg synger Lilholt:
	"Hun nejed for en smuk model- men han gad kun catwalk med sig selv".
	Gider man kun danse med sig selv, bliver der ingen dans!
	Vil man ikke tage imod, når man bliver budt op, ender man som bænkevarmer eller som den eneste på dansegulvet, når de andre går parvis hjem!
	For der er jo dette særlige ved dans, at det ikke bare er koordinerede bevægelser til musik.
	Dans dækker over noget mere og dybere end gymnastik. Dansen er jo det stiliserede udtryk for forholdet mellem mand og kvinde. Dansen er et fysisk og konkret udtryk for den kærlighed, der forener ånd, sjæl og legemer dvs. det hele menneske, så de to, der danser bliver ét.
	Og så vidt en dans udtrykker det, er den vellykket.
	Men når jeg nu falder over netop tangoen, er det fordi den, så vidt jeg har forstået, skulle være en særlig dans. Spillet er stadig det, der opstår mellem mand og kvinde, men her i en særlig raffineret og sanselig form.
	Ikke mindst dette, at tangoen udtrykker en ganske bestemt og ikke særligt moderne kønsrollefordeling. I tangoen er det jo manden, der fører og kvinden, der på sin side bare har at følge med!
	Det betyder ganske vist ikke, at kvinden er helt passiv, men det betyder at hun skal lade sig lede af mandens bevægelser. Gør hun ikke det, bliver der ingen dans, men snarere en kamp om magten.
	Sådan forstår jeg altså dansens og tangoens idé - og har man en anden opfattelse og erfaring, stiller jeg gerne op til afdansning bagefter!
	Nu vil en eller anden måske spørge, hvad dette har med søndagens tekst og i det hele taget kristendom at gøre? Vi er vel ikke kommet i kirken for at lære at danse?
	Og det skal I vide - I finder ikke nogen dårligere danselærer end mig, så drop bare den tanke!
	Der er naturligvis tale om et billede, jeg indrager i forsøget på at belyse en meget svær prædiketekst.
	For den tekst vi har lyttet til i dag er meget sammensat og indeholder tanker og udtryk, vi næppe vil bruge i dag. Men derfor kan dens anliggende alligevel være vigtigt!
	Og derfor må I have lidt tålmodighed og forståelse for at jeg nu begiver mig ud på en omvej, for til sidst at vende tilbage til tangoen. For forhåbentligt ender det da med en tango - for to!
	Noget af det, mange i tidens løb er stoppet op overfor, når de har læst eller hørt dagens evangelietekst, er de indledende ord om den synd, der ikke skal tilgives.
	Hvad kan det mon være, tænker man?
	Er Gud kærlig og tilgivende - OK - men hvis det har en grænse, så var det måske godt at kende den, før man enten havde eller kom til at stå overfor en overskridelse.
	Eller man kan ønske at påpege det selvmodsigende i at tale om Gud som en kærlig og tilgivende Gud, hvis det, når det kommer til stykket, alligevel ikke gælder. Ligesom en forsikring, hvis undtagelser altid er skrevet med småt nederst på policen.
	Det første man skal lægge mærke til er imidlertid ikke undtagelsen, men reglen.
	"Al synd og bespottelse", siger Jesus, "skal tilgives mennesker".
	Al synd og spot - dvs. al vrangvillighed, vrede hårdhed og forstokkethed, alt, hvad der udtrykker modstand mod Gud kan og skal tilgives.
	For Gud ønsker virkeligt at fjerne det, der skiller fra ham. Alle de afgrunde, som ligger imellem os og Ham, og som hindrer, at livet bliver det fællesskab, som det var tænkt.
	Og det er et evangelium, så vidt som udtrykket betyder et glædeligt og befriende budskab.
	Dette vidtrækkende udsagn konkretiseres derefter med henvisning til "Menneskesønnen".
	Udtrykker dækker over den indirekte måde, Jesus oftest omtalte sig selv på. En menneskesøn er et rigtigt menneske - en, der er født som alle andre, men i hele Jesu fremtræden optræder han samtidig som et menneske, der taler som Gud og for Gud. Og derved optræder han faktisk som den søn, der har fået bemyndigelse til at tale og handle på sin fars vegne.
	Det lyder som storhedsvanvid, men er et fastslået faktum at Jesus foregav at tale og handle på vegne af Gud!
	Dette kom ikke mindst til udtryk, når han tilgav synd, sådan som i søndags hørte om det overfor luderen, der salvede Jesu fødder, og til hvem Jesus siger: "Dine synder er dig tilgivet!".
	Hertil måtte de omkringstående naturligvis spørge sig hinanden: "Hvem er han, som tilgiver synd?". Underforstået; det er der kun én, der kan, nemlig Gud! Hvor vover han? Sådan en Gudsbespotter!
	Men Jesus vovede det. Ja, han tilgav, hvor ingen andre ville eller turde gøre det - og betalte prisen for det med sit liv!
	Så langt rakte hans tilgivelse, at nogle af hans sidste ord om de, der spyttede, piskede og spottede ham, var: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør".
	Og det kristne håb - som også vi må have det i dag - er og bliver knyttet til troen på, at det ikke var hans egne ord, men netop ord, der afslørede rækkevidden af Guds kærlighed og tilgivelse overfor alle mennesker - også os!
	At dette stadigt gælder - også for os, at vi kan modtage Guds tilgivelse for alt det, vi har sagt og gjort, som har skilt os fra andre og fra Gud.
	Derfor gælder det uafkortet og som det første punkt, at al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, hvilket er det glædeligste budskab at bringe videre, for så er der også håb for dig og for mig.
	Men, siger man så, der står jo også: "Bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives!".
	Der er med andre ord en grænse for Guds tilgivelse - og hvor går den så - sådan helt konkret?
	Er det, de syv dødsynder, han taler om?
	Er det hvis man ikke er døbt eller ikke er medlem af folkekirken eller snyder med sin skat?
	Hvad er det dog, der er så slemt, at det ikke kan tilgives?
	For at indkredse det, skal jeg først sige at Helligånden jo er den side ved Gud, som gør budskabet levende for os.
	Helligånden er Guds nutidige virkeliggørelse af det, som Jesus sagde og jorde for 2000 år siden.
	Helligånden er altså den side af Gud, der skaber tillid og tro hos os - her og nu - i dette øjeblik.
	At mennesker spottede Jesus, det kan tilgives - også selvom det var Gud selv, man derved forkastede, for man vidste jo ikke bedre.
	Men ved man bedre - har man først hørt og er blevet overbevist om, at dette virkeligt er sandt og gælder, har Guds Ånd først vakt troen i vort indre - og vi så alligevel siger: "Nej tak, det vil jeg alligevel ikke have med at gøre !!, så er endog den almægtige Gud magtesløs.
	Så kan han intet gøre - Gud kan ikke tilgive den, der ikke vil!
	For ligesom man ikke kan tvinge nogen til at tilgive en anden, sådan kan man heller ikke tvinge tilgivelse ned over en, som ikke anerkender eller vil tage imod den!
	Kærligheden, der motiverer og driver tilgivelsen kan godt leve med, at blive modsagt og forkastet - det er dette, Jesus viser med bønnen for sine bødler.
	Men tilgivelse kan ikke virkeliggøres, hvis den bliver afvist og forkastet.
	Hvis tilgivelse skal fjerne det, der skiller to parter, og den ene ikke vil tilgives, så kommer endog tilgivelsen til kort.
	Og med denne erkendelse vender vi tilbage til tangoen.
	Tangoen som billedet på Guds ønske om at være hos os.
	Danse med os - leve i fællesskab og kærlighed.
	Bibelhistorien viser imidlertid, at det vil vi mennesker ikke.
	GT og NT viser og afslører ubarmhjertig, hvordan menensker afviser Gud og ikke vil danse med.
	Men nu handler den heldigvis ikke kun om os, men også om Gud og hvordan han tager føringen og leder historien gang derhen, hvor den nu engang gerne skulle ende med fes, glæde og dans!
	Gud tager føringen. For han bliver ved med at forsøge at nu os.
	Med kirkens budskab om Jesus som Guds Søn, der taler og handler for Gud, lyder indbydelsen til os:
	- Jeg har skabt jer, men I afviste mig.
	- Jeg gav jer min søn, for at I skulle kende kærligheden.
	- I slog ham ihjel, men i hans død ligger tilgivelsen.
	- Jeg fjerner det, der skiller, for at vi kan leve sammen.
	Giv nu slip på jeres modstand - overgiv jer og lad mig lede jer frem til målet! Kom og dans med!
	Dette er kernen i al kristen forkyndelse. Sådan er det, at det skal lyde her fra prædikestolen hver søndag eller hvor vi får mulighed for at gøre det.
	Som en af Jesu andre lignelser udtrykker det; Der skal være fest og indbydelserne går ud. Hvis gæsterne ike vil være med, går indbydelsen videre til andre, indtil salen er fyldt og festen kan gå i gang.
	Gud vil dele glæden og livet med os.
	Derfor skal alle kende, vide og have mulighed for at vinde tillid til, at det også gælder dem.
	Og vil man ikke det, kan Gud ikke gøre mere.
	Ønsker man ikke fællesskabet og anerkender man ikke behovet for tilgivelse, bliver der ingen dans og glæde.
	Der skal nu engang to til en tango!
	Mennesket og Gud hører sammen, men kun i frivillighed.
	Gud har vist sin vilje, resten er op til os.
	Måtte hans tålmodighed aldrig slippe op!
	Amen.

3-9-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email