Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen Hvis du vil printe siden ud se her

	11. s. e. trinitatis i Strandkirken 2002
	NT-læsning: Rom. 10,4-13.
	Evangelium: Luk. 7,36-50
	Salmer: DDS 378, 458, 272 - 131, (430/488) og 366
	Prædiken:
	Der findes mennesker, der ikke kan tåle at være i stue sammen.
	Ind imellem er de i familie med hinanden, hvilket gør planlægning af en familiefest til noget af en udfordring.
	Andre gange er det på arbejdspladsen, hvilket er lettere at håndtere - hvis altså ikke den ene er chef for den anden. Men så løser det sig jo som regel hurtigt....
	Ja, så er der dem, der bare kan undgå at løbe på hinanden - med mindre de ligefrem nyder konfrontationen....
	Fælles for alle er, at skal de absolut være i samme rum, må der som regel en trediepart til at sørge for at dette forløber bare nogenlunde anstændigt.
	En mellemmand eller en forligskvinde - en, der kan gå imellem og forsone parterne, hvis det bliver nødvendigt.
	Nogenlunde sådan kan man måske også godt opfatte situationen i den beretning, vi har lyttet til i dag.
	Scenen udspiller sig i en af fariæsernes boliger, så man må nok regne med at det er han selv, der har inviteret Jesus indenfor. Det kan han jo have haft sine gode grunde til.
	F.eks. at han gerne ville lære denne Jesus med det blakkede rygte bedre at kende - et rygte, der ikke blot talte om hans provokerende omgang med toldere og syndere, men også sagde at han dermed optrådte som en profet, ja mere end det; han hævdede at tale og handle som Gud ville det skulle være.
	Og intet var vel vigtigere for en farisæer end netop det med at kende og følge Guds vilje.
	Men hvordan kunne man nu vide, at Jesu talte sandt?
	Derfor var der vel ikke anden mulighed end at invitere ham indenfor - så måtte det vel afsløre sig hen ad vejen.
	Hvordan var der mon i farisæerens hus ?
	De fleste bygninger og rum har jo en speciel atmosfære.
	En særlig ånd, som man straks suger til sig og bliver påvirket af, når man træder indenfor.
	Som om huset og den person, der bor dér, var et og det samme.
	På vor netop overståede ferietur til Paris oplevede vi det to gange.
	Vi havde ikke telt med, men regnede med at leje os ind hos private undervejs.
	Det første sted var hos Madam Vilbas i Maroilles nord. Madam Vilbas var overstrømmende imødekommende - redte straks op til en ekstra i værelset og serverede hjemmelavet rarbarber og abrikosmarmelade til morgenmaden.
	Hendes hus var varmt, venligt og imødekommende - væggene pink og grønne - der var legetøj alle vegne og masser af spil og bøger om naturen i en lille opholdsstue.
	Modsætningen mødte vi på hjemvejen gennem Tyskland.
	Tæt ved Hannover finder vi sent en fredag aften endeligt et skilt, der viste vej til "Fremdenzimmer". En yngre mand tog imod os på trappen.
	Fortalte kort og korrekt om priser og tidspunktet for morgenmadens servering, viste os op til værelset og gik modtsræbende med til, at også vor yngste jo nok også skulle have en madras at sove på.
	Morgenmaden var små pakker smør og andet pålæg til netop at servere i små portioner - og værten var taget på arbejde, vi kunne bare smække efter os.
	På samme måde med huset - stort, men koldt.
	Sterile reproduktioner i sølvfarvede rammer på væggene og en opholdstue med TV-ét som hovedatrraktion.
	Som man næsten kunne sige: Vis mig dit hjem, og jeg skal fortælle dig, hvordan du er!
	Hvordan mon der var i farisæerens hus ?
	I farisæerens hus vogtede man på hinanden.
	Farisæerne, som var datiden religiøse elite - og vel at mærke i en tid, hvor man gik op i religionen - gik op i at følge loven - den religiøse lov - til punkt og prikke.
	For Loven var Guds lov og i den fandt man Guds vilje så klart udtrykt, at det blot var at adlyde og følge den.
	Og dét var jo det vigtigste af alt - for farisærerne.
	Men måske var det ikke altid så nemt. Det skulle man imidlertid ikke lade sig mærke af. For man holdt naturligvis på facaden i farisæerens hus.
	Her herskede retfærdigheden, som er ens for alle, men som netop derfor ikke er lige streng for alle at leve op til.
	Den gode tone - den politiske korrekthed - og den ortodoke rettroendehed har det jo altid med at sætte skel mellem mennsker.
	Det er næsten som i eventyret om Klods-Hans.
	Der sidder en oldermand og to skrivere og skriver hvert eneste ord ned, der bliver sagt.
	Hvert eneste ord, hver bevægelse, bliver vejet på en guldvægt. det er ikke mærkeligt at de to brødre ikke kan få andet sagt end "hva' be' -hva'."
	I farisæerens hus er alt firkantet, retvinklet. Alt er pænt og rigtigt. Der er ikke noget, der stikker af mod almindelig velanstændighed - her ved man godt, hvem man ikke ønsker at være i stue med.
	Men så kommer denne kvinde pludseligt ind - oven i købet ganske uinviteret.
	Som en anden Klods Hans, der smider pludder fra landevejsgrøften i hovedet på oldermanden.
	Også hun kommer fra et hus - en helt anden slags hus end farisæerens. Nogle kalder hendes bolig for et glædeshus. Men det er nu nok så meget sagt. Andre kalder dem lastens hule - eller lystens ...
	Der er i hvertilfælde megen forstillelse, megen skam, megen løgn og undertrykkelse, og sikkert også megen lidt ægte glæde ... i et såkaldt glædeshus.
	Men alligevel - på én eller anden måde tvinger Jesus nu disse to meget forskellige til at være i stue sammen.
	Simon, den selvretfærdige farisær, og kvinden, som havde så utrolig meget at få eftergivet. De to må nu finde sig i at være i stue sammen.
	Der er nemlig en trediepart, der binder dem sammen. Jesus imellem dem kan godt sidde til bords med både farisæeren - og med kvinden med det tvivlsomme rygte.
	Og ud af denne lidt akavede situation af opstår der på et langt senere tidspunkt en helt ny slags huse.
	De ligger - som i hele verden - også rundt om i vort land. Det er nogle af de ældste bygninger i vort land.
	Det er kirkerne, der siden Danske Lov ikke måtte være nogen bestemtes huse, men hver mands hjem.
	De fleste bliver lidt benovede, når de kommer ind..
	Man sænker stemmen og ved ikke rigtig, hvordan man skal gebærde sig.
	Eller bliver højtideligt stemt.
	Eller generte. Eller måske bare stille inden i.
	For i en Kirke - specielt i en gammel, men også i de nyere som Strandkirken hører til - er der en ganske særlig ånd.
	En atmosfære, der kalder på noget i os.
	I kirken er der ingen selvretfærdighed.
	Det skulle der i hvert fald ikke være - principielt ..set!
	I følge sit væsen er kirken et sted, hvor der ikke skal dømmes og sættes skel.
	- Måske det ikke fungerer sådan i praksis, men det ændrer ikke ved at det principielt skulle det være sådan.
	Efter Kirkens væsen og ånd, som er en arv efter dens Herre, skal kirken være rum uden skel og fordømmelse.
	Et sted, hvor høj og lav, borger og bonde, adel og almue skal kunne mødes og bare være menneske for Gud.
	Og det gælder fordi kirkens rum så-at-sige er bygget op af det begreb, der hedder syndernes forladelse, som er det greb, hvormed Gud sletter alle skel mellem os.
	Kirkens atmosfære og ånd er bestemt af det budskab om Guds betingelsesløse kærlighed, som Jesus afspejler i sin måde at møde menensker på.
	Hans overstrømmende tilgivelse.
	Der er en bestemt ånd, der hersker her - Guds hellige ånd. Herinde skulle Guds Ånd råde.
	Her skulle man kunne gå ind og være i fred. Kirken skulle være en helle - i gamle dage var det jo et fredhelligt sted, d.v.s. at hvis fredløse eller eftersøgte forbrydere kom ind i kirken, kunne de ikke pågribes.
	Kirken er og skal derfor være mødested for mennesker.
	Og Gud selv er tilstede i disse rum, som den tredjepart, der samler og holder dem sammen, som ellers ikke kan eller vil være i stue sammen.
	Ja, Guds Ånd kaldes af en engelsk teolog også for "The go-between-god" - den Gud, der går ind imellem os og forsoner og forener os mennesker, både med sig selv og med hinanden, ved at gøre tilgivelsen mulig.
	Måtte det også kendes på vore kirker i dag, at de må formå at samle og forsone meget forskellige mennesker.
	Amen.

3-9-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email