Hvis du har kommentarer så skriv til Jørgen Flemming Christensen Hvis du vil printe siden ud se her

	694-356-402-488,1+2-131—464-11 697—488,1+2-698,4+5
	11.s.e.Trin. 11/8-02. 10.00. Lk. 7,36-50.
	Som barn undrede jeg mig ofte over, hvor forskelligt det var at komme ind i de forskellige hjem hos mine bedste venner.
	Et sted var jeg nærmest lidt bange for at komme, for vi drenge kunne aldrig vide, hvordan humøret var, det ene øjeblik kunne den stå på sodavand og flødeboller, og så pludselig sprang gnisten – en lavine af vrede og skæld ud – skræmmende og faretruende og ikke til at forstå, ikke så sært at min kammerat ofte virkede lidt frygtsom og forsagt, som om han altid var parat til at flygte.
	Og så den totale kontrast til min bedste vens hjem, vi elskede at komme der, ikke så meget på grund af den varme kakao og de nybagte boller, der ofte blev disket op med, men mere på grund af den varme vi blev mødt med af hans forældre, jo, selvfølgelig ku’ vi få et møgfald, det fortjener drenge i den alder jo af og til, men grundlæggende vidste vi, at her var vi velkomne, her ku’ vi være trygge.
	Som barn spekulerer man vel ikke så meget over årsagerne til denne forskel, konstaterer bare fakta og tager sine forholdsregler.
	Men siden har jeg ofte tænkt, hvilken forskel var der ikke på de to huse – som om det var to helt forskellige slags ånd der beherskede dem.
	Siden er jeg stødt ind i det flere gange – denne udefinerlige fornemmelse – af at træde ind af døren og straks mærke, at her er trygt og godt at være – eller det modsatte, her hersker en atmosfære af kulde og mistro.
	Jeg tror, de fleste af jer har gjort lignende erfaringer.
	For kvinden, der vovede sig ind i farisæeren Simons hus, var der i hvert fald ikke noget at være i tvivl om, her kunne hun ikke et sekund tillade sig at slappe af, for de vidste jo alle som en, hvad hun var for en kvinde – det lyder måske meget uskyldigt dette: ’en kvinde som levede i synd’, men uskyldigt er nok det ord der dårligst passer, for denne omskrivning dækker jo over at hun er prostitueret, en luder – en glædespige.
	Og nu vover hun sig ud af sit glædeshus, og ind i farisæerens hus.
	Denne lastefulde kvinde træder ud af lasternes og lysternes hule og ind i den ulastelige Simons hus, Simon der som en farisæer har viet sit liv til til punkt og prikke at følge Moselovens mange regler og forskrifter.
	Nu skal man være forsigtig med for hurtigt at gøre farisæisk ensbetydende med noget hyklerisk og selvretfærdigt – for farisæerne er på mange måder mennesker som vi burde se op til og respektere – farisæerne kan vi måske oven i købet lære noget af, fordi de virkelig tager deres tro så alvorligt, at den får konsekvenser helt ned i den mindste detalje.
	Men når farisæerne i mange tilfælde ved mødet med Jesus fremstår fordømmende og selvretfærdige, hænger det så ikke sammen med at den som kun bærer på en lille skyld let får svært ved at se på sig selv som skyldig skyldner.
	For denne glædespige var der i hvert fald ingen tvivl – det var ikke milde øjne der fulgte hendes mindste bevægelse.
	Jovist, Simon har åbnet sin dør for Jesus, men bestemt ikke regnet med at få en luder med i købet.
	Og så kommer hun på en måde som sendt fra himlen, for nu kan de jo alle se det, at ham Jesus er en plattenslager og så langt fra den profet han udgav sig for at være.
	For havde han virkelig været en profet, så havde han straks vidst, hvilken slags kvinde han lod røre ved sig.
	I den forstand er kvinden velkommen, for nu kan de alle roligt vende både ham og denne kvinde ham ryggen – behøver ikke mere at spekulere på, om han alligevel skulle være en profet, sendt af Gud.
	Og så – uden at de har sagt et ord – afslører Jesus med sin lignelse, at han ikke blot udmærket ved, hvilken kvinde der har kysset ham, men at han også har gennemskuet deres fjendske tanker.
	For lignelsens brod skal Simon og hans venner være ualmindelig tykhudede for ikke at fatte: Hvis en skylder 500 og en anden 50 denarer hvem vil så blive mest glad for at få skylden slettet – Simon kan da heller ikke andet end at svare: ’Den, han eftergav mest, vil jeg tro.’
	Men hvorfor kommer hun denne glædespige – hvorfor er hun parat til at udsætte sig for deres ubarmhjertige fordømmelse – hun ved vel, hun vil få om ikke kærligheden så i hvert fald retfærdigheden at føle – farisæerne blev jo netop kaldt de retfærdige, hvordan kan hun få den tanke at overskride dørtærskelen til dette hus, hvor retfærdighedens nådesløse ånd hersker.
	Og hvorfor græder hun – hvorfor spilder hun sin dyrebare olie ud over denne mands fødder – den olie hun har købt ved at sælge sig selv.
	Ja, er svaret ikke, at hun i Jesus har mødt et menneske som ser hende som hun er, men som alligevel ikke fordømmer hende.
	Hun har forladt sit glædeshus i glæde over gennem Jesus at have fået lov til at se sig selv i et helt nyt lys.
	Hun græder, fordi dette nye lys tvinger hende til at holde dom over det liv, hun lever – mødet med Jesus har forandret alt, hun græder, fordi hun ikke længere kan lukke øjnene for, at hun i Jesus har mødt et menneske, der kvit og frit giver hende den kærlighed, hun ellers tager betaling for og lever af.
	I retfærdighedens kolde hus møder hun fra Jesus en varme og kærlighed, der aldrig kan hverken købes eller sælges – fordi ægte kærlighed er ubetalelig, også selv om den kan være dyrekøbt.
	Dine synder er dig forladt, siger Jesus til hende.
	Han siger ikke: Dine synder er ikke synder.
	Han siger ikke: Det var ikke din skyld.
	Her er ikke skyggen af undskyldende formildende omstændigheder – med ordene: ’Dine synder er dig forladt’ fastholder Jesus synden som synd, og skylden som skyld, men – og det er så det afgørende: Trods det at synden er synd, så er synderen alligevel elsket.
	Din tro har frelst dig siger Jesus til denne kvinde, som ikke har mælet et ord, men som ved sin handlinger har vist mere end ord kan sige.
	Din tro har frelst dig, siger Jesus, og minder os dermed om, at tro nok så meget udtrykkes gennem vore handlinger, som gennem vore ord og bekendelser.
	Den 25. august sidste år blev Mette Marit viet til Norges kronprins – mange af jer så det sikkert på TV, og mange af jer husker sikkert også den ubarmhjertige offentlige gabestok Mette Marit af de norske medier blev sat i forud for vielsen.
	Hun var i sandhed havnet midt i retfærdighedens hus, hvor hendes måske ikke særligt glorværdige fortid nådesløst blev revet hende i næsen.
	Enlig mor til lille Marius – hvis biologiske far vist ikke var helt fin i kanten – og Mette Marit havde hun ikke færdedes i miljøer, hvor stoffer florerede?
	Var hun værdig til at blive Norges dronning, lød det ubarmhjertige spørgsmål.
	Og så stod hun der i kirken, med alle nordmænds øjne hvilende på sig – og præsten, biskop Stålsett – hvad gjorde han – ja, han vovede det modige valg: Han citerede de ord, Jesus sagde til kvinden der levede i synd, da hun stod der med sin tomme alabastkrukke i Simon farisæerens hus. De ord Jesus sagde til luderen, gentog biskoppen i sin tale til Mette Marit og kronprinsen: ’Den, der kun får lidt tilgivet elsker kun lidt.’
	Om Mette Marit forstod dybden i de ord – det ved jeg ikke – men at dømme efter de tårer, der trillede ned ad hendes kind, så gjorde hun.
	Fattede, at her i kirken er det ikke retfærdighedens nådesløse ånd der hersker.
	Her i kirken hersker kærlighedens ånd.
	Her i kirken har Gud åbnet døren for dig og mig, indbudt os for at vi må komme som vi er – blive set som vi er – også helt derind, hvor vi ellers håber ingen kan kigge ind.
	Her i kirken behøver vi ikke kun at se os selv i lyset af de afslørende sandheder, vi ynder at slynge i synet på hinanden og såre hinanden med – nej, her ser vi at sandheden er, at før alt hvad vi ellers er og efter alt hvad det nogen sinde lykkes os at blive – så er vi Guds – med alt det vi har i bagagen af fejltrin og nederlag – så er vi Gud – elsket og tilgivet – tilgivet og elsket – rækkefølgen er ikke til at afgøre og heller ikke afgørende.
	Kan være nogen mener, kirken og kristendommen er ensbetydende med fordømmelse, strenghed og moraliseren.
	Kan være nogen mener Gud snarere ligner farisæeren Simon, end tømrersønnen Jesus.
	Kan være nogen med ugens billeder af Moses Hansen på Nørrebro med sit kors på hjul har svært ved at afgøre, hvilken ånd den kristne tro er drevet af: Fordømmelsens eller kærlighedens ånd.
	Men jeg er sikker på at for kvinden den dag i Simon farisæerens hus; for Mette Marit den dag da biskop Stålsett direkte henvendt til hende sagde: Du begynner et nytt kapittel med blanke ark. – at da stod det lysende klart, at her i kirken hersker kærlighedens ånd.
	Får vi øjnene op for den sandhed – kan det vel være en af os må fælde en tåre – for i de fleste liv er der hvis vi skal være ærlige i det mindste for os selv – nok at holde dom over – nok der er lige til at græde over, men det glædelige er, at også til dig og mig lyder ordene: dine synder er dig forladt – også til os lyder invitationen: Sæt dig til bords, del brødet og drik vinen – tegnet på at så højt er du elsket, at Guds egen søn fandt dig værd at gå i døden for. Også til dig siger Jesus: din tro har frelst dig – gå bort med fred.
	Amen

5-9-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email