Hvis du har kommentarer så skriv til MTR@KM.DK Mette Trankjær

	11.søndag efter trinitatis 2002 i Horbelev og Karleby
	Tekst : Luk. 7, 36-50
	Salmer: 3-31-356- 131- 272
	Aften: 706, 356-272, 722
	Det lyder så enkelt når Moses bringer bud til os fra Gud: I enkle modsætningspar taler han, når han siger:
	Se, jeg stiller dig i dag over for livet og lykken, døden og ulykken.
	Hvad vælger man så ? Livet og lykken eller døden og ulykken ?
	Ja, spørgsmålet virker jo næsten tåbeligt, for hvem i alverden vil dog finde på at foretrække død og ulykke for livet og lykken ? Vel ikke ret mange ved deres fulde fem.
	Men hvordan mon man så skal jeg bære sig ad med at vælge livet og lykken frem for døden og ulykken ?
	Er de lige så nemme at kende fra hinanden som sort fra hvidt, som regnvejr fra solskin, som salt fra sukker.
	Ja, det er måske enkelt nok at skelne. For livets og lykkens vej er at elske Herren sin Gud og vandre ad hans veje og holde hans befalinger og love og retsregler.
	Mens dødens og ulykkens vej er at vende sit hjerte bor fra Gud og dyrke andre Guder.
	Men det er langt fra enkelt altid at gå den rette vej, for selv om vi får Guds hjælp til at skelne livets vej fra dødens vej , så er det jo os selv, der skal sætte den ene fod foran den anden på vejen, og der på vejen sker det at vi kommer ud for så meget distraherende, der kan få os til at snuble eller træde ved siden af eller vende om og gå den gale vej.
	En mand som Simon farisæeren var oprigtigt optaget af at vælge den rette vej, livets og lykkens vej, Guds vej. Han var så optaget af det at han brugte næsten al sin tid på at studere loven og overholde dens bud, og vente på Messias, den salvede, som profeterne talte om.
	Nu var så denne Jesus kommet på banen, og der var nogle der påstod at han var mere end en profet. De fleste farisæere afviste ham pure. Men Simon her må alligevel have haft sin tvivl, for han har inviteret Jesus til middag for at finde ud af netop det. Er Jesus en profet eller en fusentast? Han der er ven med toldere og syndere, han der kaldes både frådser og dranker.
	Vi må forestille os, at Simon ikke er helt stolt ved situationen og samtidig må vi forestille os ham som en alvorlig og redelig person, der vil at alt skal gå rigtigt for sig. En mand, der søger Guds vej og håber at Jesus én , der ved noget om det der skal komme. Måske kan han bringe Simon et skridt videre ad Guds vej. Måske ikke. Det skal vi få at se.
	Måske har Simon farisæeren det lidt som den gamle kloge dronning i eventyret om prinsessen på ærten. Hun ved hvad der sømmer sig for en rigtig prinsesse og sådan én skal hendes søn giftes med. Så en aften, under et frygteligt tordenvejr, banker det på slottets port og uden for står en ung dyngvåd pige og påstår at hun er en prinsesse. Det skal vi hurtigt få at se, tænker dronningen og så placerer hun den berømte ært under de mange madrasser og edderdunsdyner. Næste morgen klager pigen over at hun ikke har lukket et øje, for hun har ligget på noget hårdt. Og da ved dronningen, at det er en rigtig prinsesse, hun har for sig, for kun en rigtig prinsesse kan være så ømskindet at hun kan mærke en ært gennem så mange madrasser og edderdunsdyner.
	Kriteriet for at være en rigtig prinsesse er altså at man er ømskindet. Hvad mon kriteriet er for at være en rigtig profet ? Ja, da profeter jo er talerør for Gud og henter både klarsyn og veltalenhed fra ham . Må hovedkriterierne have med de dele at gøre. En rigtig profet skal altså være klarsynet og vide hvad der bor i folk og så skal han kende Guds lov og overholder den til punkt og prikke, og sidst men ikke mindst skal han slå hårdt ned på enhver slendrian i forhold til loven og truer overtrædere Atlantens ulykker. Klarsyn, strenghed og fordømmelse er altså kriteriet, er lakmusprøven på en rigtig profet .
	Og så oprulles den scene , hvor Jesus i Simons øjne går i med begge ben. Jesus dumper simpelthen til profetprøven med et brag. Og det begynder med at de får en uindbudt gæst.
	En gadepige, en kvinde der lever i synd så det er åbenbart for enhver, kommer brasende ind det fine farisæer hus, hvor hun INTET har at gøre. Og som hun dog opfører sig. Ikke et ord siger hun til goddag. Hun græder bare. Hun græder så det drypper helt ned på Jesus fødder, som hun efterfølgende tørrer med sit hår. Til sidst salver hun ham med den olie hun har haft med.
	Og det er altså lige her Simon mener at kunne se, at Jesus på ingen måde er en rigtig profet, for han lader helt uanfægtet kvindens tårer sejle ned over sine fødder, han røre ved sig, og lader hende tørre sine fødder i sit lange hår, som om han ikke ved hvad hun er for én.
	Tænk, at han ikke engang gennemskue sådan en tøjte, tænker Simon i sit stille sind.
	Men i næste øjeblik skal det gå op for Simon, at han selv er blevet gennemskuet. Jesus har set hans foragt for kvinden og fanger ham på det forkerte ben med den lille historie om at den der får eftergivet den største gæld elsker mest.
	Lige her viser Jesus at han er langt mere end en profet og kvinden er uafvidende i sin nød kommet til at betegne ham som den han virkelig er. Kristus den salvede.
	Kristus enden på loven til retfærdighed for enhver som tror.
	De kender hinanden Jesus og den syndige kvinde fra gaden. Han ved udmærket at hun er en synderinde og hun på sin side har fuld tiltro til at hun kan komme til ham alligevel.
	Hans ord er hende så nær i mund og hjerte at hun flyder over i en bekendelseshandling, der pludselig får Jesus til at fremstå som den han er. Guds søn. Frelseren, den der tilgiver synder.
	For det er jo det han gør til sidst. Han tilgiver hendes synd og sender hende bort med fred.
	Det samme gør han for os. Hvis vi ellers vil lade ham gøre det. Hvis vi har erkendt hvem vi er og hvem han er. Umiddelbart minder de fleste af os nok mere om Simon Farisæeren, end om synderinden. De fleste af os er jo ret sikre på at vi er ordentlige folk, så hvad skal vi med syndernes forladelse, vi der har vores på det tørre på snart sagt alle måder.
	Ja , måske er det i virkeligheden det der er problemet, for at have sit på det tørre er måske i virkeligheden slet ikke noget at tragte efter. For hvad er det at have sit på det tørre i virkeligheden andet end krampagtig hagen sig fast i noget der indeholder, tomhed, goldhed, stivhed og død ?
	Synderinden, derimod har ikke sit på det tørre og hun ved det. Til gengæld har hun gråd og olie, og der er liv i begge dele.
	Selv her i kirken der ellers tit bliver skældt ud for at være tør, gør vi folk våde, når vi kan komme til det og vi gør det endda fordi Jesus har sagt at vi skal. Vi gør folk, navnlig såmfolk, våde på hovedet når vi døber, og vi gør de lidt større våde i munden når der indbydes til alterergang, og måske sker det også at man bliver våd i øjnene, når man kommer i kirke.
	Kirkerummet er et sted med mange blanke øjne ikke bare til begravelser, men så sandelig også til alt det glædelige, der foregår her i kirken, til dåb til bryllup, eller til en ganske almindelig gudstjeneste. Nogle mennesker har fortalt mig at de begynder at græde lige så snart de kommer ind i kirkerummet eller bare de hører orgelet.
	Og hvad er det dog der rører ved os herinde i kirken, så vi græder af det :Ja, det er vel storheden i at vi kan komme til Gud som vi er, at han have os ind som vi er og stillet over for ham får vi måske for et kort øjeblik en fornemmelse af, at vi slet ikke har vores så meget på det tørre, som vi kan lide at bilde os ind.
	Måske er det derfor mange så sjældent kommer i kirken. For det er nu mere sikkert at sidde derhjemme og have sit på det tørre, sammen med Simon farisæeren, end at komme herhen og mærke at syndernes forladelse også gælder for én selv og blive så bevæget af det, at man græder, uden måske helt at vide, hvorfor man græder, selvom man nok har nok en fornemmelse af at det er af lykke man græder og ikke af ulykke, at man græder for livets skyld og ikke for dødens.
	Synderinden vidste ikke hvad hun gjorde. Hun have ingen dyre ord at forklare sig med. Kun troens og tillidens handling. En handling, der forvandlede såvel hende selv som alle andre tilstedeværende. Da hun kastede al sin tillid og tro på Jesus Kristus da bliver han hendes Gud og i samme øjeblik hun lader Jesus Kristus gælde for den Gud han rettelig er, da adlød hun det Guds bud, som vi hørte i begyndelsen. Det bud, der i al sin enkelhed lyder. Så vælg da livet!?

5-9-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email