Hvis du har kommentarer så skriv til Peter Værum Hvis du vil printe siden ud se her

	11. s. e. Trin
	Tilst Kirke, 3. september 2ooo
	Luk. 7, 36-5o: Kvinden med alabastkrukken
	En historie, en kommentar til dåben ... Erik Lindsøe's børn. ..
	"Må jeg have lov til at tro med !"
	...
	I den salme, vi lige har sunget (272: Kom regn af det høje) er der - hvis I har lagt mærke til det - ret megen ..fugtighed. Det er jo et digt om Helligånden: Kom, regn af det høje - regnen er en metafor for Helligånden, som skal komme og "forfriske og læske" som en himmelsk væske, som vand af floden fra Paradis.
	Sådan virker det - efter Brorsons erfaring - når Helligånden udøver sin magi: Når et menneske kommer til troen; når et menneske bliver trøstet, føler Guds nærvær - eller når to mennesker finder ud af at strække hånden ud til forsoning - altsammen er det jo Helligånden, der virker - ikke så man kan konstatere det, endsige bevise det; Helligånden virker i det skjulte. Men for troen er det sådan:
	Som vin. Og som "hellig olie", der "salver sjælens kræfter".
	Altså helligånden sammenlignes med 1) regn, 2) flodvand, 3) læskedrik, 4) vin - og 5) olie.
	Jeg tror også, at komponisten har helt bevidst har givet melodien denne strømmende, overdådige, bølgende karakter, fordi han har været opmærksom på alle de væske-metaforer, der er i digtet.
	Vand som symbol signalerer som regel - både i poesi og i drømme (...) - sanselighed. Og følelser. Velvære, kropsligt velvære. Vand har denne flydende, flexible karakter, det fylder alle hulrum ud, føjer sig efter flodlejet, det er i - og det er netop forfriskende og læskende, hvis man er ved at så-at-sige tørre ud.
	Enhver ved, hvor velgørende det er at bade, tage brusebad, svømme eller på anden måde blive overhældt med vand.
	Folk, der har fået massage ved, hvilket velvære og følelse af luxus, der ligger i at få kroppen smurt ind i olie.
	Zoneterapi...
	Og jeg har selvfølgelig valgt, at vi skulle synge den salme (Kom regn af det høje), fordi der i dagens evangelie-text er samme ødselhed, samme strømmende, fugtige, kvindelige, overdådighed i kvindens gestus. Hun strømmer over af glæde. Tårerne flyder, følelserne strømmer - og man forstår det godt.
	For den proces, der ligger forud for hændelsen må på-én-eller-anden måde være et forløb fra at være udstødt, ringeagtet, marginaliseret i et mildt sagt undertrykkende og nedværdigende erhverv - fra den ensomhed - da at komme til at være accepteret, tilgivet, anset som et menneske, der er nøjagtigt lige så elsket af Gud som alle andre og regnet lige værdigt, alene i kraft af at være et menneske.
	Det har været resultatet af mødet med Jesus for denne kvindes vedkommende.
	Og der er nok sagt noget væsentligt om kristendommens væsen, og kristendommens kraft, hvis man kan forbinde noget med den proces:
	Fra at være en udstødt, eller et menneske med meget ringe tanker om sig selv, et lavt selvbillede - til at blive integreret i et større fællesskab, blive accepteret og få lige værdighed som et Guds barn.
	Så man forstår godt, hun er overstrømmende glad. Overstrømmende!
	- - - -
	Scenen udspiller sig, står der, i farisæerens hus.
	Hvordan er der i farisæerens hus ?
	De fleste rum har jo en speciel atmosfære, en særlig ånd.
	De fleste huse "handler om" ét eller andet.
	Der er f.eks. mange mennesker, der bliver umådelig trætte eller tossede-i-hovedet af at gå i supermarkeder. Bilka ... De kan højst være der i et kvarter, så må de ud og have frisk luft og se på et træ, der gror i naturlige omgivelser. Luften er tyk af materialisme, af penge, af ting, varer - i et supermarked. Dér handler det om ting, om forbrug.
	Anderledes hvis man går ind i et fitness-center: Dér handler det om kroppe, muskler, om udseendet, om sundhed, om at være veltrimmet. Der er en hel anden atmosfære. Man bliver et andet menneske dér end i supermarkedet.
	Eller hvis man kommer ind i lægens venteværelse. Så er man lige pludselig patient, lidende; der stinker af sygdom og svaghed i lægens konsultation. Man er usikker og har ikke megen selvtillid - dér.
	Hvordan er der så i farisæerens hus ?
	I farisæerens hus vogter man på hinanden. Farisæerne går op i at følge loven, til punkt og prikke. Loven - det er Guds lov, Guds vilje - og dét er det vigtigste af alt: At gøre som det hører sig til. "Det skulle jo nødig hedde sig" - som titlen på en ny bog af Lotte Tarp hedder.
	Lotte Tarp ...
	Man holder på facaden i farisæerens hus.
	I farisæerens hus hersker selvretfærdigheden. Rethaveriet. Ortodoksien. Den politiske korrekthed. Den gode tone.
	Det er som at komme ind til prinsessen i eventyret om Klods-Hans. Der sidder en oldermand og to skrivere og skriver hvert eneste ord ned, der bliver sagt. Hvert eneste ord, hver bevægelse, bliver vejet på en guldvægt. det er ikke mærkeligt at de to brødre ikke kan få andet sagt end "hva' be' -hva'.
	I farisæerens hus er alt firkantet, retvinklet. Alt er pænt og rigtigt. Der er ikke noget, der stikker af mod almindelig velanstændighed. "Det skulle jo nødig hedde sig..."
	Og så kommer denne kvinde ind - netop som Klods Hans, der smider pludder fra landevejsgrøften i hovedet på oldermanden.
	(Hun kommer jo fra en hel anden slags huse. Nogen kalder hendes arbejdsplads for glædeshuse. Men det er nu nok så meget sagt. Andre kalder dem lastens hule - eller lystens ... Der er megen forstillelse, megen skam, megen løgn og undertrykkelse, og sikkert også megen lidt ægte glæde ..i et såkaldt glædeshus.)
	Og på én eller anden måde tvinger Jesus de to til at sidde til bords sammen.
	Simon, den farisæiske, selvretfærdige mand (de frelste står ikke til at redde...) - og kvinden, glædespigen, som havde så utrolig meget at få eftergivet. De to må må nu være i stue sammen. de skal begge to være der. Jesus holder sig ikke tilbage - han kan godt sidde til bords med både Simon, farisæeren - og med kvinden med det tvivlsomme rygte.
	Og derud af opstår der så en ny slags huse.
	Som ligger rundt om i vort land, som i hele verden. De ældste, bevarede huse i vores kultur. kirkerne.
	De fleste bliver lidt benovede, når de kommer ind i en kirke. De sænker stemmen, de ved ikke rigtig, hvo'n de skal opføre sig. Eller de bliver højtideligt stemt. Eller generte. Eller stille inden i.
	Nogen siger, at deres dårlige samvittighed omgående bliver aktiveret, deres over-jeg .... - når de kommer ind i en kirke; men ....
	I en Kirke er der en ganske særlig ånd. En hel speciel atmosfære.
	I kirken er der ingen selvretfærdighed. Det skulle der i hvert fald ikke være. Principielt..! - I følge sit væsen er kirken et sted, hvor der ikke dømmes. - Måske fungerer det ikke sådan i praksis, i dagens danske samfund, i dansk kirkeliv, er det måske sådan, at der ikke er noget sted, hvor folk netop er fordømmende, og nøjeregnende og småtskårne ... men principielt skulle det være anderledes. Efter Kirkens væsen skulle det netop være rum uden fordømmelse.
	Her kan enhver gå ind og være sig selv: - uden at skulle laves om eller gøres bedre.
	Fordi kirkens rum så-at-sige er bygget op af det begreb, der hedder syndernes forladelse. Kirkens atmosfære er bestemt af evangeliets budskab om Guds betingelsesløse kærlighed. Og hans overstrømmende tilgivelse.
	Der er en bestemt ånd, der hersker her - Guds hellige ånd, forfriskende, læskende,
	trøstende, styrkende,
	som livets væld af Paradisets flod,
	som hellig olie,
	som sprudlende vin,
	som regn af det høje....
	Herinde skulle Guds ånd råde.
	Her skulle man kunne gå ind og være i fred.
	Kirken skulle være en helle - i gamle dage var det jo et fredhelligt sted, d.v.s. at hvis fredløse eller eftersøgte forbrydere kom ind i kirken, kunne de ikke pågribes.
	Og herind skulle man kunne gå og være stille. Eller blive stille inden i. ...
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, fader, søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og til evig tid.
	Amen.?

5-9-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email