Hvis du har kommentarer så skriv til Peter Værum Hvis du vil printe siden ud se her

	14. s. e. Trin
	Alling og Dover Kirke 24. september 2ooo (Martin's dåb).
	698 - 4o2 - 488 - - 277 - 432 - 23.
	Johs. 5,1-15: Den syge ved Betesda Dam.
	Når man læser evangeliernes beretning om Jesus, er det påfaldende, så mange gange der berettes om syge, der bliver helbredt. Spedalske og lamme, der får deres førlighed igen. Blinde, der bliver seende. Døve, der får deres hørelse genskabt. Og der fortælles om vildfarne får, der bliver fundet. Og om mænd, der er dømt til gældsfængsel - men hvor deres Herre siger: "Lad nu nåde gå for ret, lad ham og hans familie slippe for at komme i gældsfængsel!"
	Man kan synes det er lidt hasarderet at fortælle den slags historier - i en verden, der ser ud som den gør - og sådan har det jo også været i de første kristne menigheders tid - hvor syge så tydeligt ikke udfries af deres lidelser, blinde ikke får deres syn igen - og hvor den lov så uimodsigeligt hersker, at de rige har lejlighed til at bemægtige sig mere og mere, mens de forarmede synker længere og længere ned i forgældetheden og magtesløsheden.
	De kristne, der har viderefortalt disse historier må, da have kunnet mærke, at det støder os andre at høre disse historier om Jesus, der helbreder enkelte udvalgte, enkelte heldige. Det er en anfægtelse for os, for hvorfor helbreder han ikke alle - når han nu kunne ?? - Betragtet som propaganda, så er det dårlig reklame for den kristne tro.
	Oven i købet fortæller man tre gange, at Jesus opvækker mennesker, der notorisk er afgået ved døden .. enkens søn i Nain, Jairus' datter .. og Lazarus - skønt vi jo ved, alle, af smertelig erfaring, at døden er det mest uafvendelige af alt. Vi får ikke de døde tilbage, hvor meget vi så end savner dem, eller ønsker det, eller beder om det. Vi ved. Og alligevel fortæller man det videre i de første kristne menigheder.
	Man må have vidst, at det er ..dårlig propaganda.
	Alligevel fornemmer man helt klart, at de kristne i de første menigheder har ..nydt at fortælle disse fortællinger om syge, der blev raske - elsket at høre dem fortalt igen og igen.
	Og jeg er helt sikker på, at grunden er, at den enkelte har kunnet genkende sin egen situation i disse historier. Det har for det enkelte individ ikke været fortællinger om andre syge mennesker, der var så heldige at møde Jesus og så ved et mirakel blive kureret - nej, det har været historien om mig, den enkelte; - om, at der for mig var et "før" og et "efter". Et før og et efter at jeg ..kom til troen. Et før og et efter at jeg mødte Jesus. Eller et før og et efter at jeg blev døbt.
	...
	Amazing grace - how sweet the sound
	that saved a wretch like me
	I once was lost, but now I'm found
	was blind, but now I see.
	Jeg var tabt, men så blev jeg fundet; jeg var blind, nu ka' jeg se; jeg var fortabt, nu er jeg blevet ..reddet i land.
	- - -
	Nu er det nok de færreste af os, der er her i dag, der har oplevet mødet med kristendommen under så dramatiske, epokegørende omstændigheder; De fleste af os er nok vokset op med kristendommen som en naturlig ting, eller som noget mærkeligt uforståeligt noget henne i kirken, der bare var der. - Vi har fået at vide, at vi blev døbt engang - og vi kan så, hvis vi vil, overveje, hvad det egentlig betyuder for os.
	Vi har ikke fået det som en åbenbaring.
	Måske er der nogle af os, der har prøvet at få åbenbaringer i anden sammenhæng.
	Med åbenbaringer tænker jeg ikke på lysende visioner eller syner med syngende engle og store oplevelser af okkulte fænomener.
	Jeg tænker på den oplevelse, at man pludselig ..bliver klogere. Tingene falder på plads på en anden måde, man får en pludselig indsigt, man indser en sammenhæng - og virkeligheden er ikke mere den samme.
	Enhver, der har haft sådan en oplevelse, vil vide, at det er en smertelig oplevelse: at blive klogere. Fordi man ser jo tilbage på sit liv før og tænker: Hvor har jeg været dum ! Hvor har jeg dog spildt tiden. Hvor har jeg dog sovet, hvor har jeg dog været blind.
	I was blind, but now I see
	I was lost, but now I'm found.
	- - -
	Der var engang i lille dreng, der levede i England - i London.
	Han hed Harry Potter - og han havde en meget ulykkelig barndom. Hans forældre var døde kort efter drengens fødsel, og han voksede så op hos Mr. og Mrs. Dursley på Ligustervænget; og de er måske de værste stedforældre, der nogen sinde har optrådt i litteraturen (næst efter Askepots stedmoder og stedsøstre..). De behandler drengen i enhver henseende stedmoderligt. Han må bo i et pulterkammer under trappen. Hans briller er gået i stykker, men de bliver bare klistret sammen med klisterpapir, år efter år. Til sin 1o års fødselsdag får han 1 gave: Et par af hans onkel Vernon's aflagte sokker. Til gengæld bliver Mr. og Mrs. Dursley egen søn, den forfærdelige, overfede Dudley overfodret med gaver og ros og forkælelse. Fuldstændig hæmningsløst. Eget TV på værelset osv. Harry Potter bliver mobbet i skolen; og han har ingen venner, for han må ikke gå ud. Han kan ikke have slik med til klassen på sin fødselsdag, fordi han aldrig får nogen lommepenge. Og han må igen og igen til frisøren, for hans plejeforældre synes, at hans strithår er så forfærdeligt; og det bliver klippet af igen og igen - undtagen et sted foran på hovedet - for dér har han et mærkeligt ar, formet som et lyn - og dét bryder Mr. og Mrs. Dudley sig ikke om at se. Men mærkelig nok vokset strithåret lynhurtig ud igen.
	Drengen forstår ikke hvorfor.
	Han er ensom, plaget, usikker. Men det er jo hans vilkår - han kender ikke til andre vilkår. Sådan er hans liv.
	Men så - kort efter at han er fyldt 1o år, så kommer der et brev ind af brevsprækken. Til ham. Og plejeonklen bliver rasende og tager det og smider det væk. Der er ingen, der vil dig noget, siger han. Du har ikke brug for breve. Men der kommer stadig flere breve, og han bliver opsøgt af mærkelige skabninger, der tager hatten af for ham, behandler ham med opmærksomhed og respekt. Og det viser sig, at man venter på ham på en gammel, typisk engelsk kostskole - for troldmænd. For det er det, han er.
	Han er af troldmandsslængt; hans far og mor omkom ikke ved en banal ulykke, nej, de var helte, en troldmand og en god heks, der ofrede deres liv i en heroisk kamp mod den onde Lord Voldemort ( - der er så ond, at ingen tør nævne hans navn ) - og han selv kommer nu i skole blandt sine egne. Og det går op for ham, at han er "drengen, der ikke kunne dø". At han har nogle hemmelig kræfter, så - da den onde Lord Voldemort slyngede sin onde forbandelse efter ham, lynede den tilbage fra drengens pande og ramte ham selv. Drengen, den lille Harry Potter bærer så sit ar i panden. Og som alle troldmænd af fornem troldmandsslægt har han strithår: smukt, stridt hår.
	Og efter at han er blevet sig selv - efter at han er kommet til sine egne - efter at han har fundet sin rette identitet og har fået venner - og gode lærere, der ser ham og giver ham den undervisning, han har behov for .. da venter udfordringerne naturligvis. Han skal bekæmpe det onde - og det er ikke let. Men han gør det, for han er en ægte troldmand.
	Den oplevelse tror jeg, mange af de første kristne har haft. Dels dem, der mødte Jesus; men også dem, der blot hørte fortællingerne om hans gerninger. Dem, der kom til troen - og blev kristne.
	Det er jo ikke, fordi de ændrede sig. De var stadig dem, de var. Forhutlede, bortløbne slaver, forvirrede fiskere, der havde forladt deres hjem, prostituerede, udstødte, fattige mennesker uden fremtid.
	Men alligevel blev alt ændret. Fordi de i mødet med det kristne evangelium blev accepteret, taget til nåde, fik en identitet som et Guds barn, genfødt til et levende håb ved Kristi opstandelse fra de døde.
	Og i øvrigt også de rige! Veluddannede jøder og romere, fornemme kvinder og mænd i priviligerede stillinger, der havde ..på en ny måde ..fået mening i deres liv. Skællet var faldet fra deres øjne - og når de i lyset af deres nye tro så tilbage på deres hidtidige liv, måske i liv i luxus og udvendighed .. så måtte de tænke: Hvor har jeg været fattig. Og hvor har jeg været blind, at jeg ikke kunne sanse, hvor fattig jeg var i al min luxus. Ja, jeg var død, men nu er jeg blevet levende igen.
	Som Bo Vilhelm Olsen, der sidder ensom og forladt på Gl. Kongevej, forældreløs, stedmoderligt behandlet af tante Edel og onkel Sigurd - han aner ikke, at han i virkeligheden er prins Mio, søn af Kongen over Riget i det fjerne. At han har en fader, der ikke ved noget bedre end at høre sin søn le og ride lykkelig rundt i rosengården på hesten Miramis - og altid møder ham med åbne arme og siger: Mio, min Mio !
	Eller som Ayla, der vokser op i hulebjørnens klan, blandt alle fladskallerne, der synes hun er en grim, fordi hun er høj og har lange lige lemmer og langt blondt hår, en vanskabning, der bliver udstødt af klanen. Hvordan må det ikke have været for hende - der jo var fordømt og fortabt - at komme til sine egne, til langskallerne den gang i stenalderen, eller i prækambrisk tid, hvor romanen jo foregår ... - og møde sin Jondalar, der elsker hende. Og er som hun.
	Jeg er overbevist om, at det er den slags oplevelser, der også ligger bag historien om den lamme ved Betesda Dam.
	At: i et samfund, hvor kun dem, der kommer først, vinderne, de stærkeste, kan bringe sig i salveten - eller dem der har de rigtige forbindelser - i sådan et samfund, hvor fanden tager de sidste, hvor enhver må hytte sit eget skind - hvor det ved Gud ikke er morsomt at være taber - vi ser det udfoldet for fuldt drøn her under de Olympiske lege hver aften i TV: Hurtigst! stærkest! det gælder om at komme først, og der er enorme menneskelige omkostninger ved det.
	At: selv i et sådant samfund kan det hænde, at kærligheden får øje på én. At man bliver indfanget i kærligheds lyskegle. At der er én, der siger: Kom, nu skal jeg hjælpe dig. Nu skal jeg række dig en hjælpende hånd. Vil du være rask ?
	Som sagt, så er det måske de færreste af os, der har oplevet det på det religiøse område. At komme til troen ved sådan en åbenbaring.
	Men vi har vel oplevet det på andre planer. En gang var man en frustreret, bumset teen-ager - dum og utilpasset - men så pludselig, i én piges øjne var man bare ..prinsen. Hun var fortryllet af én. hun sagde måske, at hun elskede én. Og hele verden var forandret.
	Når vi så godt kan lide at læse romaner og høre historier om Harry Potter og prins Mio og Ayla - er det vel fordi vi ét eller andet sted i vores egen forhutlede sjæl ved, at sådan er det også med os.
	Vi kan ikke se nogen mening med det hele - eller vi forstår ikke, at det tilsyneladende går den gale vej, ad helvede til med samfundet, flere og flere krige ude i verden og flere og flere konflikter herhjemme - eller livet er falmet for os, det drejer sig bare om at udholde den daglige trummerum - vi måtte se i øjnene, at det vi drømte om, blev ikke til noget .... men ét-eller-andet-sted i vores forkomne sjæl, dybt nede i arketyperne, ved vi - at det bare er blindhed. Hvis vi vågnede op, hvis vi blev os selv, hvis vi igen oplevede ægte kærlighed, hvis vi kom til os selv og fik vores sande identitet åbenbaret, så ville alt være godt - som på skabelsens sjette dag, da Gud så ud over verden, og så at alt var såre godt.
	Ét eller andet sted, dybt i vores forkomne sjæl, langt nede mellem alle arketyperne, ved vi, at vi har en anden far, en himmelsk far som prins Mio havde det - vi tilhører en anden slægt som Harry Potter og Ayla - som Paulus skriver til nogle af de første kristne, vi er fremmede og udlændige her på jorden.
	Fordi vi har en kærlig fader i himmelen, der tager os til nåde, der velsigner os og bevarer os - også selv om vi er som vi er.
	Vi ved det godt - at når vi sårer hinanden og mænger os frem foran hinanden - skændes om at komme først til fadet eller kæmper om at komme først til målstregen, koste hvad det koste vil - vi ved det godt: Så er det fordi, vi ikke er os selv.
	Fordi vi har glemt, at vi er Guds børn.
	Vi er blinde, glemsomme, vores egocentrerede natur gør os blinde, syge, døve, lamme, handlingslammede.
	Og der er kun én eneste ting, der kan frelse os ud af lammelsen og blindheden og døden: Og det er kærligheden. Den kan få os til at vågne op og blive os selv. Den kan åbne vore øjne, så vi bliver seende. Den kan få os til at slå ørerne ud, så vi hører efter livets tale.
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, fader, søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og til evig tid. Amen.?

5-9-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email