Hvis du har kommentarer så skriv til Solvej Paabøl Andersen Hvis du vil printe siden ud se her

	15.s.e.trin. 02 378-268-346-528-359
	Du som har dig selv mig givet lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng!
	En ung mand sidder foroverbøjet i en lænestol. Han er alene. På sofabordet foran ham ligger en burger og nogle pommes frites - ikke på en tallerken, men direkte på emballagen. Maden er der alene for overlevelsens skyld, der er ingen æstetik, ingen oplevelse, ingen glæde forbundet med måltidet.
	Inden for rækkevidde er også et papbæger med cola, cigaretter og mobiltelefon. Min sjæl, hvad vil du mer'? Den unge mand spiller Playstation. I hans øjne er et udtryk af uendelig tomhed og ligegyldighed. Det er en plakat fra højskolernes reklamekampagne. Under den fælles overskrift: "Helvede er gentagelsen" afbildes forskellige unge mennesker i lignende situationer. Dyb kedsommelighed. Og højskolernes tilbud går naturligvis på at få kedsomheden brudt, det går på indhold og fællesskab.
	Kampagnen er ikke grebet ud af luften. En stor sociologisk undersøgelse har vist, at kedsomhed i unge menneskers øjne er tilværelsens største fjende. Og kedsomhed er ikke bare et spørgsmål om ikke at have noget at give sig til.
	Det er et spørgsmål om at mangle mening og om retning i tilværelsen. Efter at Gud er blevet "afskaffet", står mennesket alene tilbage som den, skal skabe sig en mening med tilværelsen. En mening for mig, en individuel mening, som lige er skræddersyet til mig og mine behov - og jeg er selv skrædderen. Man finder måske noget, der giver mening for en tid - og så er det, tomheden indtræder - man opdager, at man keder sig! Så må man finde en anden mening, eller bedøve sig selv, så man ikke mærker kedsomheden. Men det forsvinder den jo ikke af!
	En norsk filosof, Lars Svendsen, har ligefrem skrevet en hel bog om det. "Kedsomhedens filosofi" - og den blev en bestseller.
	At realisere sig selv er blevet projektet. Det lykkes bare ikke, siger han. "Vi kan ikke realisere os selv til en tilfredsstillende mening med tilværelsen. Så vi leder fanatisk i alle mulige retninger. Vi kunne ikke finde meningen i os selv, så nu leder vi i vores omgivelser."
	Som symptomer nævner han alkohol og stoffer. Og den evindelige jagt på nye oplevelser og fornøjelser. For Helvede er gentagelsen. Der skal hele tiden ske noget nyt. Med os og omkring os. "Vi er blevet uhyre dygtige til at fordrive tiden, den tomme tid, som indeholder kedsomheden og meningsløsheden. Problemet er bare, at vi angriber symptomerne - altså at vi keder os - i stedet for sygdommen. Nemlig at vi mangler mening", siger Lars Svendsen.
	Kedsomheden er blevet synonymt med stilhed. I stilheden lurer faren for at blive konfronteret med sig selv. Med vores liv, og hvordan vi behandler det. Eller hvordan vi synes, det behandler os.
	Pædagoger og lærere kan fortælle om, hvor vanskeligt det kan være at have med børn at gøre i vore dage. Fordi de er opdraget til, at de for enhver pris ikke må kede sig. Og det kan være så umådelig kedeligt at sidde stille og lytte til, hvad andre mener, man skal vide noget om. Hvis nu man ikke selv lissom føler, man har brug for det! Hvis nu det ikke siger en noget!
	Også inden for folkekirken møder man ofte opfordringen til at ændre på gudstjenestens form, så den ikke er så kedelig. Moderne mennesker gider ikke kede sig - det er ikke aktivt nok at synge salmer, at rejse sig og sætte sig igen, at gå til alters og tilbage igen. Og at lytte. Menigheden føler sig sat ud på et sidespor, når den ikke skal tage sig noget til, og når der ikke er indlagt nogle overraskelser. Siges det. Fornyelse skal der til overalt. Helvede er gentagelsen!
	Men er det nu også altid sandt? Er gentagelsen virkelig per definition af det onde? Årstidernes bestandige skiften, at nat helt forudsigeligt bliver til dag, at slægt følger slægters gang er alt sammen eksempler på, at selve livet er gentagelse. Så er gentagelsen i virkeligheden nyskabelse. Livet som har været til, bliver til igen. Der er evighed i gentagelsen, i forudsigeligheden - i kedsomheden! I bare at være til. Det er i bund og grund det, vi kommer i kirken for!
	For at vælge den gode del, som Maria. For at slippe Marthas travlhed og bekymringer for en stund. Lade roen falde på os, og lade os gribe af det ene fornødne. Guds tiltale til os. Som giver os den mening og retning, der ikke gør "kedsomheden" til noget livsfjendsk, men til noget vi tør være i. Fordi det er der, i stilheden, at sindet kan åbne sig, og hjertet kan gribe netop det, vi ikke selv kan frembringe.
	Det er i Guds ord, at det sande i tilværelsen trænger sig på. Derfor må vi nogle gange give os tiden og roen til at slippe den travlhed, som kan være så ganske udmærket og på sin plads. Vælge freden, som hverken er sløv eller dødlignende, men god og fornøden! Det er ikke sandt, at det er forbeholdt dumme og dovne mennesker at kede sig. Fornemmelsen af tomhed kan fylde enhver midt i foretagsomheden. Er der hverken tro, tvivl, kærlighed, glæde eller frygt - så er der kun tomhed og mørke.
	I lyset af Guds ord kan vi igen bevæge os ud af det. Når vi ikke overdøver det med geskæftighed og tanker om, hvad vi selv kan gøre for at skjule os for os selv og hinanden og Gud. Det har med angst at gøre, når vi gør det. Angst for det ubehagelige, som også hører ethvert menneskeliv til. Men som så langt er at foretrække for intet at kunne mærke. Vi kan lide tab, vi kan føle os forladte af både Gud og mennesker - men det er aldrig det sidste, der er at sige om nogen af os. Det er Guds ord til os.
	Guds ord blev konkret i Jesus Kristus. Han ER ordet til os om, at der er mening, sammenhæng, fylde, uden at det behøver at larme eller gå stærkt. Den enkle sandhed satte han livet ind på at gøre gældende os imellem. I det liv, vi lever og er i nu og her.
	Sådan bragte han Guds rige nær. Ved sit forhold til mennesker, ved sine handlinger, ved sine livgivende ord. Får de ord lov trænge ind, forstår man - i hvert fald indtil man glemmer det igen - at meningen med livet skal vi ikke selv skabe.
	Den foreligger allerede, i og med at Gud giver og stadig opretholder livet. Det er ikke noget, vi tager - det er noget vi får. At tage sit liv betyder netop, at man skaffer sig af med det. At tage imod det er det modsatte. Det er det ene fornødne, og det skal ikke tages fra os. Amen?

16-9-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email