Hvis du har kommentarer så skriv til Carsten Johansen Hvis du vil printe siden ud se her

	"Hvilken kaffe byder du uventede gæster?" - Vi ved alle sammen, hvad svaret er - de fleste har nok set den reklame mange gange. Den handler egentlig ikke spor om kaffe - den holder vores opmærksomhed fanget ved at udmale på de mest fantasifulde måder, hvordan man kan blive bragt ud af fatning ved at der pludselig dumper nogen ind.
	Nu var det jo nok ikke kaffe, Martha gik og lavede ude i køkkenet den dag, da Jesus uventet dumpede ind i huset hos hende og hendes søster Maria. - Men travlt havde hun altså. Hun havde slet ikke tid til at være sammen med gæsten - havde hun bare vidst, at han ville komme, så kunne hun jo nok have haft det meste forberedt på forhånd, så hun ikke skulle stå i køkkenet hele tiden - mens hendes søster sad derinde i stuen og blomstrede - og talte og lyttede og nød besøget. - Man kan sådan set godt forstå, at Martha kunne gå derude og blive godt gammeldags sur over, at hun skulle klare alt det praktiske alene. Maria kunne vel godt gøre noget af sig selv - hun kunne vel selv se, at der var brug for hendes hjælp?
	Ja, det kunne hun jo sikkert nok både se og høre. Måske havde hun oven i købet tænkt på det? - Nu havde de fået besøg af Jesus, som var en meget god ven der i huset. Hvorfor skulle Martha så absolut rende rundt på den måde og stille an og lave til og rumstere - det var vel ikke for madens skyld, han var kommet - eller fordi han ville inspicere, at alt var skinnende rent og i orden? Hvorfor kunne Martha ikke bare slappe af et øjeblik og få ro på sig - komme ind og være der sammen med deres gæst - i stedet for at fare rundt som en flue i en flaske og give Maria dårlig samvittighed? Hvis hun blev ved på den måde, kunne hele besøget jo blive spoleret af bare fortravlethed og sure miner.
	I et sine shows beskæftiger Tommy Kenter sig med tanken om, hvordan det ville være, hvis verden blev styret af kvinder. - Så ville vi f.eks. aldrig have fået atombomber, siger han - sådan noget ville kvinder aldrig finde på - de ville ikke drømme om at lave en bombe, der kunne slå os alle sammen ihjel. Nej, hvis det var kvinder, siger han, så ville de lave en bombe, der kunne give os alle sammen dårlig samvittighed.
	- Nu er det selvfølgelig kun en vandet vittighed - men det kan da godt være, at det så sådan ud i Marias øjne den dag - altså at det var det spil, Martha var i gang med derude i køkkenet, hvor hun for rundt og havde så forfærdelig travlt. I stedet for at få lidt ro på sig og få en god tid sammen med deres gæst, når han nu var kommet
	Det med at gøre sig bekymring og uro med mange ting, det er jo blevet lidt af en samfundssygdom i vores tid. - At leve, det er at være aktiv. De gamle skal være lige så aktive som de unge, og alle skal helst være hyperaktive hele tiden, så man når at få noget ud af livet. Jeg kan ikke forestille mig nogen anden tid i verdenshistorien, hvor det har været så fint at have travlt - og hvor mennesker faktisk har indrettet deres dagligdag på så fortravlet en måde som vi gør i dag. - Vi kender vel alle sammen mennesker, der ikke engang kan slappe lidt af, når de har ferie - måsake kender vi noget af det fra os selv? Hele tiden skal der ske noget - når nu arbejdet er ladt tilbage derhjemme, så må man finde på nogle aktiviteter uafbrudt, så man ikke spilder sin tid med ingenting. - Og nogen kan ikke blive trætte af at forlange, at sådan skal gudstjenesten også være - at kirkegængerne skal inddrages og aktiviseres meget mere, så der sker noget også i kirken.
	Men vi har vel alle sammen stadig væk - midt i al vores travlhed - der har vi vel en gammel erindring helt tilbage fra barndommen om, hvordan det er, når man ikke skal noget og ikke har travlt med noget - og heller ikke føler, at man burde have det. Bare at være til - bare at leve - og være til stede, mens alting lever omkring én.
	Man kan læse om det et sted i bogen om Peter Plys - det er på det tidspunkt, hvor drengen Jakob skal til at begynde i skolen, og alle hans legetøjsdyr er temmelig bekymrede og kede af det, for de forstår ikke, hvad det er, der skal ske - men de har en stærk fornemmelse af, at nu bliver alting anderledes.
	Jakob kan heller ikke helt forklare det for dem - men i en fortrolig snak med Plys siger han blandt andet, at nu, hvor han skal begynde i skolen, at så kan han aldrig mere bestille ingenting - og det er ellers det, han holder allermest af.
	Plys grunder længe over det, og til sidst tager han mod til sig og spørger Jakob: "Hvordan bestiller man ingenting?" - Og Jakob forsøger at give et svar: "Jo, siger han, det er når folk råber efter én, netop som man skal hen og gøre det, "hvad bestiller du, Jakob?" og man så siger: "Åh, ingenting," og man så går hen og gør det." Og da Plys stadig undrer sig og spekulerer, så tilføjer Jakob: "Det er bare at gå sådan og lytte til alle de ting, som man ikke kan høre - og være ligeglad med det alt sammen."
	Jakob er på en svær opgave her, for han er jo i gang med at forklare, hvordan det er for et barn at være salig. Den slags øjeblikke, hvor man bare går sådan og lytter til alle de ting, som man ikke kan høre - at have sådan en ro på sig, hvor man slet ikke længes efter at være et andet sted i stedet for - og hvor man heller ikke længes efter at få det eller det gjort færdig - eller at få råd til det eller det - hvor man slet ikke behøver at blive rastløs og frustreret over, at der ingenting sker. - Vi ved jo godt, at det er noget af det, vi alt for let kan miste i vores liv - altså den ro i os selv, hvor vi ikke behøver at skynde os at tænde for fjernsynet eller musikken, hvis der skulle blive lidt stille omkring os.
	Måske var det sådan noget, Maria gjorde den dag, hvor Jesus var kommet på besøg - at hun sad dér sammen med ham og lyttede til alt det, som man ikke kan høre. - I hvert fald er det det, vi kommer i kirken for - for at lytte til det, som ingen mennesker i virkeligheden kan fatte - for at lytte efter Guds ord, som er der et eller andet sted bag ved ordene og salmerne og bønnerne - at lytte til alt det, som man ikke sådan kan høre med ørerne.
	Og i hvert fald er kirken jo sådan et sted, hvor der gerne skulle kunne falde ro på os, så vi også kan høre, hvad der lyder inde i vores eget hjerte - hvad vi tror på, når det kommer til stykket - hvad vi tør leve på, når vi ikke overdøver livet med støj og travlhed. - Sådan set er det jo lidt af et kulturchok for de fleste nutidsmennesker at komme i en kirke - fordi dér er der ikke travlhed eller aktivitet - dér er der en hel time, hvor man ikke skal noget - og for mange kan det måske virkelig være svært at holde det ud - at lade sådan en ro få plads i os midt i den sædvanlige travlhed.
	At gøre sig bekymring og uro med mange ting - altså det vi også plejer at kalde stress og fortravlethed - som regel kommer det vel blandt andet af, at vi gerne vil gøre det så godt. Det er jo i den bedste mening. - Vi vil gerne gøre det godt både for os selv og med børn og ægtefælle og familie og hus og hjem og arbejde og fritid - vi vil gerne gøre det alt sammen så godt, og så løber tiden jo hurtigt - en dag opdager vi måske, at det alt sammen løb forbi os, fordi vi aldrig nåede at være der, mens det alt sammen skete - fordi man aldrig havde tid til også at være mennesker sammen - fordi man aldrig fik tid til at opdage, hvad man gjorde det hele for - hvad man levede for - hvad man troede på bag ved det hele.
	"Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent." Ét er fornødent. - Det er derfor, vi holder gudstjeneste en gang om ugen - for at der dog skal være ét tidspunkt og ét sted, hvor man i det mindste kan lytte efter det, som er fornødent - det som er meningen med overhovedet at leve og gøre sig alle de anstrengelser - det som er værd at tro på og som kan bære, også uden at man selv altid behøver at være så stærk og så vældig aktiv - for at man ikke skal nøjes med bare at tro på sig selv, men tro på ham, der giver os alle gode gaver - ham som vi er døbt til, og som vil være med os alle dage indtil verdens ende.

16-9-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email