Hvis du har kommentarer så skriv til Lars Mandrup Hvis du vil printe siden ud se her

	17. søndag efter Trinitatis (II) - Markus 2,14-22
	Hvordan kan det være, at nogle ord gemmer en ganske særlig kraft og styrke i sig? Hvad er det, som bevirker, at der er noget, vi husker bedre end andet. Meget af det vi hører har vi jo glemt næsten i det øjeblik, hvor det bliver sagt, mens andet hager sig fast og ændrer ligefrem vort liv.
	De ord som vi husker, kan være både positive og negative. De kan rumme såvel opmuntring som ydmygelse. Det kan være ord med enten velsignelse eller forbandelse. Men vi glemmer dem aldrig, så længe vi lever. De fik skelsættende betydning for alt det, som fulgte efter.
	Måske det ikke så meget er ordet i sig selv! Måske det snarere er den, der sagde det til mig, og den situation hvori det blev sagt, der giver ordet sin betydning! Vi er både sårbare og følsomme for det, som den elskede siger til os, mens selv barske ord fra en udenforstående lettere preller af på os. Eller det er som om vi i nogle få og afgørende øjeblikke af vort liv husker hvert ord, som blev sagt til os. Efter det var jeg ikke længere den samme!
	I onsdags lagde det gode skib 'Haabet' til ved honnørkajen i Århus. Det var ladet med en snes tidligere og nuværende misbrugere. I den anledning blev der arrangeret et møde i et telt på kajen med bl.a. den tidligere misbruger og prostituerede Jannie Pedersen, nu 46 år, som sagde til spørgsmålet om, hvad det var, der fik hende ud af misbruget og prostitutionen:
	'Det kan jeg ikke give et bestemt svar på. Det var tiden; jeg blev ældre. Jeg kunne ikke holde konsekvenserne ud. Jeg længtes simpelthen tilbage til livet. Måske var der én, der sagde de rigtige ord på det rigtige tidspunkt.'
	Hvordan kunne det ske, at de to ord "Følg mig!" fik så afgørende en betydning for tolderen Levi? Hvorfor skulle der ikke mere til, at han rejste sig og fulgte med ham, der sagde det? Det skyldtes måske ene og alene Ham, der sagde det til ham. Der var en kraft og en styrke, en myndighed, når han sagde noget. Der var en glød i dem, som aldrig lod et menneske kold, når han talte til det.
	Den dag blev skelsættende for Levi. Han forlod det tolderhverv, som alle hans landsmænd foragtede ham for, og som han foragtede sig selv for. Han længtes tilbage til livet! Og da Jesus den dag kom forbi og sagde de to ord 'Følg mig!' til ham, rejste han sig, lagde sit tidligere liv bag sig og begyndte et helt nyt. Han blev discipel af Jesus og kom aldrig mere fri af det menneske, som den dag befriede ham.
	Det var ikke bare de ord, som Jesus sagde, der var opsigtsvækkende; det var også det, han gjorde. Vi hører i fortællingen, at han senere sad til bords i Levis hus, og mange flere af Levis slags, toldere og syndere, sad til bords sammen med ham. Det gjorde man ikke, hvis man var et ordentligt og respektabelt menneske. At dele brød med et menneske og at have måltidsfællesskab med nogen, var den stærkeste form for fællesskab, man kunne tænke sig. Det var det samme som at vedkende sig et andet menneske.
	Både det som Jesus sagde, og det han gjorde, vakte opsigt og blev husket. Han provokerede ikke for at provokere, men han talte med en myndighed, som var fra Gud - en myndighed som var anderledes end farisæernes og de skriftkloges, som det udtrykkes et sted. Han kaldte mennesker tilbage til livet - det liv som var meningen at vi skulle leve, og som hvert eneste menneske på jorden dybest set længes efter at leve.
	Jesus hentede altså sin myndighed fra Gud. Det var netop det, som stødte og forargede de mange af datidens rettroende. For hvem kunne bilde sig ind, at man kunne tale og handle på Guds vegne! Det gjorde Jesus, som - da han blev døbt - havde hørt Gud sige til sig gennem en røst fra himlen: Du er min elskede Søn, i dig har jeg fundet velbehag!
	Derfor gav Jesus ansigt til Gud blandt mennesker. Ja ikke nok med at han gav Gud ansigt; han gav ham skikkelse, krop, mund og mæle! Gud blev gennem Jesus synlig blandt mennesker. Han viste Guds kærlighed.
	Når man på Jesu tid sagde kærlighed, mente man noget andet, end det som vi i dag hører, når vi siger kærlighed. For os i dag er ordet kærlighed først og fremmest forbundet med følelser, med varme følelser, i nogen sammenhænge endda med forelskelse.
	Men i Jesu mund er kærlighed ikke forbundet med følelser i vores moderne forstand. Ganske vist kan vi sige, at Gud har hjerte for mennesker, eller at Gud tager os til hjerte. Men det betyder, at Gud har villet os, og at han vil os. Han vil, at vi skal leve og vende tilbage til det liv, vi er skabt til.
	Vi skal elske Gud og elske vor næste, hedder lovens største bud. Det betyder ikke, at vi skal nære varme følelser for alle og enhver. Det betyder, at vi skal gøre noget for vor næste. Derfor er vi nødt til, hver gang vi bruger ordet kærlighed, at vi øver os i at finde et ord mere, som udtrykker kærlighedens konsekvens og betydning.
	Kærlighed kan således betyde tilgivelse; det kan betyde samvær med en anden; det kan også betyde følgeskab med et menneske; det kan betyde, at jeg bliver forsonet med en, som jeg har såret eller som har forbrudt sig mod mig; eller måske en handling som et bæger koldt vand og et måltid mad, en hjælpende hånd, en seng at sove i; et opmuntrende ord.
	Jesu enestående myndighed og kraften i hans ord lå i, at han gjorde det! Guds kærlighed til Levi betød et følgeskab for livet. Guds kærlighed til kvinden, der var grebet i ægteskabsbrud og dømt af loven til stening, var en tilgivelse, så ingen af dem, der havde stenene parat i lommerne, turde kaste en eneste af dem. Guds kærlighed var syn til blinde, hørelse til døve, mad til de sultende og liv til døde.
	Den kærlighed kunne ikke rummes i de gamle rammer. Det var ikke gjort med en nænsom revision af de gamle regler og traditioner, der hvor de var blevet forældede. Her kunne gammelt og nyt ikke forenes. For det nye sprængte det gamle. Helt og aldeles!
	Derfor er der også fare på færde, hvis evangeliet og kristendommen i dag kommer til at glide alt for let sammen med de sidste modestrømninger - eller hvis evangeliet ikke længere er i stand til at rykke os ud fra det strømlinede og anerkendte.
	Jesus siger: Følg mig! Det betyder altid opbrud, udkald og afgørelse på en eller anden måde. Det betyder også, at vi ikke bare skal sætte os ned og vente på, at et eller andet vil ske. Men at vi længes efter livet og at vi ønsker at leve det. Da vil vi også være der, hvor vi kan høre ham, når han kalder på os. Amen.
	Salmer: 3 - 854 - 852 / 840 - 365 - 864 - 676
	Risskov Kirke, søndag den 22. september 2002.

25-9-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email