Hvis du har kommentarer så skriv til Niels Overgaard Hvis du vil printe siden ud se her

	20. søndag efter trinitatis den 28. oktober 2001 Mesinge Kirke kl. 19 Evangelietekst: Matt 22,1-14 GT-læsning: Jer 18,1-6 Epistel: Ef 5,15-21 Salmer: 679 379 261 - 147 904
	Hvilken konge kan behandle sit folk på denne måde. Skulle det virkelig forestille at være Gud, denne vrede konge? Har vi ikke med Jesus Kristus for længst forladt den gamle opfattelse af retfærdighed, den der bedst kendes under mottoet: "Øje for øje - og tand for tand"? Dette problem - Guds vrede - tænkte Luther også meget over.
	Inden Luther blev kendt som reformator, var han en ganske almindelig munk. Han boede i et munkekloster og levede sin tilværelse som en munk burde gøre: I stadig bod og bøn til Guds ære. Men Luther led ofte af stor anfægtelse og megen fortvivlelse. For jo flere bodsøvelser han udførte, jo mere han bestræbte sig på at forsone Guds vrede og fortjene syndernes forladelse og det evige liv, jo længere borte følte han sig fra Gud. Luther gik med dette problem til sin skriftefader, som trøstede ham med to enkle sætninger: "Du er en nar!! Gud er ikke vred på dig, men du er vred på Gud!". Dette var for Luther det første lille skridt mod en nådig Gud. To enkelte sætninger, som Luther senere selv beskrev som et dyrebart, stort og herligt ord, som dog blev sagt i en tid, før evangeliets lys kom frem. Her mente Luther selvfølgelig tiden før reformationen. Og det er netop evangeliets lys, der skal frem. Det er ikke trusler om død og ødelæggelse, men Guds ubegrænsede kærlighed, hans nåde og tilgivelse, der skal fremhæves.
	Også i dag, når vi hører lignelsen om kongesønnens bryllup, er det evangeliets lys, der skal frem. Det gælder ikke om, at true med bål og brand i Helvede. Det gælder ikke om, at tale om gråd og tænders gnidsel og evig forbandelse af syndere. For det kristne evangelium har aldrig skullet fokusere på skyld og på skam, men på skyldens og skammens overvindelse. Kongen i lignelsen er et billede på Gud, som er gæstfri og gavmild. Kongen, som inviterer til bryllup med okse- og kalvesteg er et billede på Gud, der kun vil menneskers glæde. Gud, der på trods af vor menneskelige fejl og mangler ser i nåde til os og sender sin invitation ud til alle.
	Nu er det jo sådan, at der findes mange slags indbydelser til mange slags fester. Der er den slags indbydelser, hvor vi ikke lige har lyst eller tid til at komme. Næste gang.. tænker vi. Lige nu er det ikke så godt. Der er så mange ting, vi skal nå. Sådan kan vores reaktion på Guds indbydelse være.
	Men der er også den slags indbydelser, der kommer fra vores nærmeste familie eller venner. Her lægger vi alle kræfter i for at komme med. Krydset sættes i kalenderen - helst et halvt år i forvejen. Næsten intet kan forhindre os i at komme. For det er meget vigtigt for os at feste sammen med dem, vi har kær. Sådan bør vores reaktion på Guds indbydelse være.
	Og hvordan er så den indbydelse, vi får fra Gud? Ja, den kan vel bedst sammenlignes med sådan et sted, vi kender, hvor dørene altid står åbne. Et sted, hvor vi ved, at vi altid - og uden varsel - er velkomne. Det sted, hvor kaffekanden kommer på bordet efter få minutter, og man altid føler sig hjemme og godt tilpas. Sådan er også den største af alle indbydelser, Guds indbydelse. Og den gælder alle mennesker! Selv om det kan være svært at se indbydelsen, for den bliver ikke sendt med posten eller skrevet på et fint kort med festmotiv, så går Guds indbydelse ud til hvert eneste menneske til enhver tid. Det er en stående invitation. Den gælder for alle og for altid. Gud plukker ikke sine gæster ud med omhu, men indbyder os alle.
	Når man så siger ja tak til en så vigtig invitation - den som Gud sender os, så er det klart, at festtøjet skal frem. Det betyder ikke bogstaveligt, at vi skal have vores fornemmeste jakkesæt med slips på eller den smukkeste og fineste kjole. Festtøjet skal forstås i overført betydning. lige som så mange andre ting i Jesu lignelser. Men hvad kan det så betyde? Betyder det, at vi livet igennem aldrig må gøre noget forkert, - svine os til eller have fingrene i smudsige sager? - at vi livet igennem skal undgå det onde, for at forblive værdige til at møde Gud? Nej, det kan det ikke betyde, for det kan ikke lade sig gøre. Det er vi som mennesker simpelthen ikke i stand til.
	Nej. festtøjet er en overtræksdragt, som vi får rakt af Gud. Den dækker over, at vort liv er plettet og beskidt af modgang og sorg. Det er en kåbe, vævet af Guds nåde og tilgivelse. Og at være kristen er at tage imod den kåbe af tilgivelse, som Gud rækker os i livet. For den er en forudsætning for glæden. En forudsætning for fest og salighed hos Gud.
	Men, kunne man spørge. Hvorfor har vi brug for tilgivelse fra Gud? Svaret er: Fordi vi kun er mennesker.. Og som mennesker mærker vi det onde slide I os, hvad enten det kommer fra os selv eller fra andre. Og slidmærkerne her fra, kan findes på ethvert menneske. Det er et af menneskelivets grundvilkår. Vi kender det godt. Vi kender alle til skyld og skam. Vi kender alle til afmagt og sorg. Vi kender til det at føle os forladte, alene i verden, værdiløse og dumme. Og netop derfor er det godt, at vi har Guds nåde og tilgivelse. Det er godt, at døren står pivåben hos Gud. Det er godt, at Guds rige og Guds kærlighed kan blive til virkelighed midt i vores tilværelse. Det eneste, vi skal gøre, er frivilligt at trække i festtøjet og gå ind ad døren. Desværre har vi let ved at skyde skylden for vor sorg og ulykke på Gud. Men før vi bliver vrede på ham, må vi huske, at han ikke er vred på os. Før vi bliver vrede på ham, må vi indse, at det er farligt. For i vores vrede kan vi blive så stædige, at vi ikke vil tage imod hverken hans invitation eller hans festdragt. Og så går vi glip af livets fest.
	Jesus har forkyndt Guds kærlighed. Og han har forkyndt den for alle. Rige som fattige. Gode som onde. Jesus har også indbudt os til fest. En fest her på jorden. Han har selv indbudt os til at komme, når han siger til os: "Tag dette og spis det" og "Drik alle heraf" De to fester, Den Jordiske Fest og Den Himmelske Fest - de to måltider, hører på en eller anden måde sammen. Vinen og brødet, som vi får ved altret, er en forsmag på festen hos Gud. Vi ved ikke, hvordan. Vi ved bare, at Jesus har sagt det. Derfor gælder indbydelsen ikke kun en fjern tilværelse i en himmel hos Gud engang, men den gælder lige så meget til den fest, det fællesskab, som Gud indbyder os til her på jorden. Og selv om vores nadverfejring har et ringe udseende i forhold til en kongelig bryllupsfest, så er det alligevel Gud, der indbyder os, hver gang vi har altergang.
	Jesu Kristi død og opstandelse siger alt om Guds nåde, hans tilgivelse og hans kærlighed. Gud gav simpelthen sig selv for os. Uden hans hengivelse, hans altopofrende kærlighed havde vi intet. Uden den, var der ingen fest. Derfor er der god grund til at takke for Guds tilgivelse - også i vore dage. Der er god grund til at takke for den festdragt, Gud lægger omkring vore skuldre for at skjule vor skyld og vor skam - for at skjule vore laser og pjalter. Vi får den i dåben. Han rækker os den med konfirmationen. Han rækker os den, når vi samles til gudstjeneste. Han rækker os den, når vi går til alters. Og han rækker os den, hvor og hvornår vi selv beder om den - hele livet igennem. Amen.

25-9-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email