Hvis du har kommentarer så skriv til Carsten Johansen Hvis du vil printe siden ud se her

	Inden for de seneste år er der en historiker ved Roskilde universitet - Claus Bryld hedder han - som har skrevet et par bøger om danskernes forhold til besættelsen og nazismen under og efter krigen.
	Især den første bog vakte en del opstandelse. Mange var forargede og vrede - kendte mennesker skrev oprørte avisartikler, hvor bogens forfatter blev lagt temmelig meget for had. - Det var som om han havde rørt ved en rigtig øm byld, som fik en masse skidt og en masse ubehageligheder til at komme frem i lyset.
	Claus Bryld havde en særpræget baggrund for at skrive bøgerne. - Hans far var nazist under krigen - det var ikke noget, han lagde skjul på under krigen, og han og hans familie fik jo så lov at betale prisen, da besættelsen var forbi. Og sønnen Claus har vel været omkring seks-syv år, da krigen sluttede.
	Og den historie er selvfølgelig ikke sjov at rode op i. Én ting var jo, at de voksne mennesker, der med åbne øjne valgte Hitlers side, og måske endda var stolte af det, at de kom til at mærke følgerne. Det kunne nok ikke undgås, som stemningen var på det tidspunkt.
	Men hvad med nazistens seks-syvårige søn i de dage og de måneder? Hvordan har det været for ham i skolen og blandt kammerater - og senere op gennem ungdomsårene? At være brændemærket på forhånd - ikke for noget, man selv havde gjort, men en modbydelig og foragtelig arv, som man ikke kunne ryste af sig?
	Det var jo i det hele taget ikke alt sammen særlig pynteligt, hvad der skete i de jublende glade majdage og den næste tid. Unge piger, der havde begået den dumhed at forelske sig i en af de unge tyskere, som var kommanderet herop - vi kender alle sammen historierne - hvordan de fik håret klippet af og blev udstillet på lastbiler gennem byen, mens pæne folk hoverede og råbte grovheder.
	Og Claus Bryld - han har altså begået den smagløshed at minde om, at alle de forargede danskere, som skulle hævne sig på nogen, da det blev gratis at gøre det - at de jo ikke alle sammen selv havde været helt uskyldige krigen igennem. - Det danske folk var jo ikke én samlet flok, der fra krigens første dag vendte sig beslutsomt mod det onde Tyskland. Vi skal jo langt hen i 1943, hvor alle kunne se, hvad vej vinden blæste - hvor det var tydeligt, at Hitler var på vej til at tabe krigen - det er jo først dér, danskerne for alvor var enige om at vende sig imod samarbejdspolitikken. - Ingen skal tale ondt om glæden ved befrielsen i 45, den var ærlig og ægte og stærk - men i de uger og måneder lige efter befrielsen, da stod det danske folk måske lidt for meget sammen - også om at få peget nogle få ud som syndebukke, og så tie stille med resten af billedet.
	Jeg husker selv fra nogle få år efter krigen, at der altid bredte sig en underlig stilhed, når nogen var så taktløs at begynde at tale om den slags - altså om at arbejde for tyskerne eller om at have været tyskervenlig - eller om befrielsesdagene. Jeg forstod ikke, hvorfor alle blev så fåmælte eller lavmælte eller helt tavse. Man talte ikke rent ud om sådan noget, - stemningen blev mærkelig - ikke nem at begribe for et barn under skolealderen. Som om man var nødt til at lade være med at tale om de ting.
	Det kom frem, at nabopræsten havde været nazist. I de næste år blev han frosset ud, og til sidst måtte han flytte, også for sin families skyld. Jeg hørte også i fortrolighed om, hvordan en lokal gårdejer havde været lidt for dygtig til at udnytte chancen og tjene lidt ekstra penge i de år. Men hvorfor var der denne underlige forlegenhed ved det hele? - Som om her var der mere, der gemte sig - som om det gjaldt om endelig at glemme det meste?
	Hvad skal vi mennesker i det hele taget gøre med al den uret, som vil sætte skel imellem os - både i det store og i det små?
	I Sydafrika har man forsøgt en ny vej over for den uret, der gennem mange år forpestede deres land. Efter at apartheidstyret blev afskaffet, besluttede man, at vreden over alt det gamle ikke skulle finde afløb i strenge straffe mod dem, der havde ansvaret for dén politik. - Der var kun én vej frem, sagde man dernede: der var kun den vej, at man må forsones med hinanden. De forurettede måtte tilgive deres bødler - de gamle magthavere måtte indrømme deres skyld i det, der skete. - Oprørerne, der ville omstyrte apartheidsystemet, måtte også indrømme deres skyld - ikke for at blive sat i fængsel eller frosset ud af fællesskabet, men for at man kunne finde sammen i fælles skæbne og fælles skyld - for skyld var der masser af på begge sider.
	I dag ser det ikke ud til, at forsøget er lykkedes alt for godt - men man prøvede altså alvorligt at gå netop den svære vej, der handler om tilgivelse. - Måske er det første gang i verdenshistorien, at man prøver det i stor målestok
	Og hele den tankegang kan selvfølgelig kun tænkes i et land, hvor kristendommen er den fælles tro. - Egentlig burde metoden jo være en selvfølgelighed i ethvert land, som vil kalde sig kristent. Hvis man overhovedet vil høre noget af det, Jesus har sagt, så ender det alt sammen med den tro: at ingen har ret til at gøre sig selv til den uskyldige og pege andre ud som skyldige. - Kristendommen handler altid om den ene ting, som hedder forsoning - at forsone sig med både sig selv og sine medmennesker og med Gud, som har skabt os.
	For alle andre veje fører jo kun til ny uret. Nazistens søn, som også måtte undgælde - hvoraf kom al den hårdhed og hævnlyst? Hvad var det, der sad og klemte et eller andet sted indeni, så det skulle gå ud over nogen - så der ikke var nogen pardon - heller ikke måske for den eller den forvildede unge mand, som måske bare af dumhed eller naivitet havde set op til værnemagten? Hvorfor al den uforsonlighed? Var der noget, som skulle overdøves - en medskyld, man ikke ville være ved inden i én selv? Og så måtte nogen undgælde for det, man ikke kunne forsone sig med.
	På Jesu tid var der jo nogen, der på samme måde var brændemærket på forhånd. "Toldere og syndere" hed de dengang. Folk, der samarbejdede med de forhadte romere - og som måske endda tjente beskidte penge på det. Netop den slags udskud, som enhver havde lov at foragte. Den slags folk havde kun sig selv at takke, når de mødte den kolde skulder.
	Og side efter side kan vi så læse om Jesus, at det netop var de folk, han igen og igen sluttede venskab med. Altså nazisten og kollaboratøren, hvis vi skal bruge vores egen tid eksempler - brunskjorterne og gullaschbaronerne og værnemagerne. Jesus ved bordet sammen med sådan et selskab - det billede møder vi igen og igen.
	Og Jesus tåler aldrig, at alle de forargede øser deres vrede ud over den slags mennesker i hans selskab: "Hvad så med dig selv, så forarget som du er: er du måske så ren og pletfri, som du stiller dig an?" - "Den der er ren, kan kaste den første sten." Det er altid samme svar - se engang på dig selv og begynd dér. Har du ikke brug for, at nogen forsoner sig med dig?
	Og i dag sidder Jesus altså derhjemme hos Levi, som han hedder - tolderen og værnemageren - bænket ved bordet sammen med en flok af samme tvivlsomme slags.
	Og henne fra døråbningen kan man høre det forargede kor udenfor. Alle de selvgode og selvsikre, som har fået fat i nogle af Jesu disciple. Hvad er det for noget med ham Jesus, vil de vide - hvordan kan han blande sig med den slags folk? Ved han ikke, hvad det er for noget rak, han omgås? Har han overhovedet ikke skam i livet?
	Og så Jesu svar - hvis ikke de havde hadet ham før, så må de have gjort det efter den bemærkning: "De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for kalde retfærdige, men syndere." - Altså sådan nogen som jer - hvad skal I med Gud? I er jo retfærdige og fejlfri, ikke sandt? Hvad skulle I vende jer til Gud for, når I nu er så fuldkomne og retskafne - uden en eneste plet? - Men nu er Gud altså sådan én, der vil forsone sig med de der forfærdelig dårlige og syndige mennesker, som I jo slet ikke vil være i stue med! Hvad skal I med sådan en Gud, der kalder på de forkerte? Hvad skal I overhovedet i Guds rige - I risikerer jo bare at komme i dårligt selskab!
	Dét skulle han selvfølgelig aldrig have sagt, hvis han var ude på at redde sit eget skind. En halv side længere henne er sagen klar. Dér kan man læse det ordret: "Da gik farisæerne straks ud, og sammen med herodianerne traf de beslutning om at få ham slået ihjel." Sådan! Hvis det skulle være på den måde, så måtte han dø - det skulle de nok sørge for.
	De kunne jo heller ikke vide, at det ikke hjalp spor at slå ham ihjel. - At det faktisk var hans egen plan - at han var kommet for at give sit liv hen på et kors - for at give os mere mod og mere tro - mod til at forsone os med, at vi selv også hører til de tvivlsomme - mod til at se, at vi er fortabte, hvis ikke Gud i Himlen vil se til os i nåde? - Mod og tro til at prøve en anden vej i stedet for den med at finde nogen, det skal gå ud over. Den vej, hvor livet igen bliver værd at leve, fordi vi tør tro på, at Gud er os god - på trods af os selv og vores egne fejl. - Den vej, hvor vi finder glæde nok til at forsone os også med vores medmennesker. Amen.

25-9-2002 sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email